Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/379

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
365
1262. Islandſke Begivenheder. Hallvard Guldſko’s Virkſomhed.

han fuldſtændigt Jarlens Ferd, og erklærede at det ingenlunde var Kongens Mening at pine ſaa voldſomme Udbetalinger af Bønderne: at han blot ønſkede deres Løfte om Lydighed og en aarlig Skat, ikke ſtørre at de uden i noget Henſeende at trykkes kunde udrede den, og at han derimod til Gjengjeld lovede dem flere Fordele og Forbedringer i deres Lovgivning. Fra dette Øjeblik kan man ſige at Hallvard havde aabenbart brudt med Jarlen. Han traadte derfor nu i de ivrigſte Underhandlinger med hans Fiender, for at vinde dem og ſikre ſig deres Hjelp ved det foreſtaaende Althing. Saaledes begav han ſig da til Veſtfjordene, og fremførte, ſom der ſiges, Kongens Erende for Indbyggerne. Og ved denne Lejlighed maa det da have været, at Hallvard, ſaaledes ſom det ovenfor er antydet, i Kongens Navn fratog Gisſur eller Sturla Borgarfjorden, og overdrog den til Ravn. Thi tidligere havde der, ſom ſagt, ej været nogen Lejlighed dertil; Ravn var da endnu Kongedømmets ivrigſte Modſtander paa Øen. Nu derimod gik han over til at blive Hallvards højre Haand under dennes fortſatte Virkſomhed for Kongens Sag, og det maa ganſke viſt tilſkrives ham, at Veſtfjordingerne, hvis fornemſte Herre han var, alle tilhobe lovede at komme til Thorsnesthing om Vaaren og ſværge Kongen Underſaats-Eed. Hallvard ſendte fra Veſtfjordene et Brev til Jarlen, hvori han paa det beſtemteſte udtalte hiin Misbilligelſe og fordredede Eftergivelſe af de utilbørlige Paalæg. Jarlen, der vel blev noget bange, ſtevnede ſtrax Bønderne til Hegranesthing, hvor han lod nogle Mænd ſværge Kongen Underkaſtelſes-Eed, men derved blev det og for det førſte. Ravn tog. Borgarfjorden i Beſiddelſe, uden at Sturla vovede at modſætte ſig det, ja han maatte endog ſamtykke i, at Ravn opſlog ſin Bolig paa Stavaholt: han dulgte imidlertid ej ſin Misnøje, og gav den blandt andet Luft i et Vers, hvori han ytrede, at Gisſur Jarl havde faret med Tant, og lovet vant mere end han kunde bolde. Sturla var nu kommen i en fuldkommen falſk og intet mindre end behagelig Stilling. Det er aabenbart, at Hallvard havde Mistanke til ham, deels fordi han havde ſluttet ſig ſaa nøje til Gisſur, deels fordi han allerede tidligere, i ſin Optræden mod Thorgils Skalde, havde viiſt ſig ſom en ivrig Uafhængighedsmand. Han ſtod ſig ikke ſynderlig godt med Navn, der heller ikke gjorde ſig nogen Samvittighed af at modtage Borgarfjorden, og dertil var Venſkabet heller ikke faa overvættes ſtort mellem Sturla og Gisſur, ſaagodt det end i den ſidſte Tid havde ladet; dette viſer allerede hans nysomtalte Vers. Derſom Sturla havde været en lige ſaa driftig og ſtridbar Mand ſom Ravn, havde Hallvard maaſkee lige ſaa gjerne nærmet ſig ham og valgt ham til ſin Støtte, ſom denne, mod hvem han fra førſt af ej kunde være bedre ſtemt. Men hvad der egentlig var Sturlas Ros, ſkadede ham her,