Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/378

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
364
Haakon Haakonsſøn.

ſiddelſer. Derfor bar vel endog Sturla udtrykkeligt gjort Løftet om en formelig Overdragelſe af Herredømmet i denne Egn til den Betingelſe, paa hvilken han ſluttede ſig til Gisſur og ſtod ham bi, og dette Løfte blev ham derfor ogſaa virkelig, ſom vi bade ſeet, til Deel fra Gisſurs Side, d.a denne ved Brylluppet viſte ſig ſaa overhaands venlig imod ham, og udnævnte ham til ſin Lendermand. Men en ſaadan nøje Tilſlutning til Gisſur maatte juſt nu være ham til ſtørre Skade end Gavn. Thi det bar ſaa langt fra, at Gisſurs Opførſel var ſkikket til at bortrydde den Mistanke mod bane Oprigtighed, ſom var den væſentligſte Grund til Hallvards Sendelſe, at denne meget mere i Løbet af Vinteren maatte indſee, at han, trods alle gode Løfter en Forſikringer, i Grunden modvirkede Kongens Ønſke i Stedet for at befordre det, og at det egentlig kun var ham om at gjort at ſkaffe ſig ſelv Enevældet paa Øen. Hallvard havde i Begyndelſen af Vinteren en Sammenkomſt med Jarlen, ved hvilken denne, ſom det lader, havde lovet at ſkaffe flere, hidtil gjenſtridige Bønder, til at ſværge Kongen Troſkabseed; nogle kom ogſaa og aflagde Eden, men viſtnok ikke paa langt nær ſaa mange, ſom Hallvard havde ventet; ſtrax efter begav derimod Gisſur ſig til Nordlandet, og havde flere Møder med Bønderne, hvorved han nu ikke længer kunde lægge Dølgsmaal paa, hvad han virkelig havde lovet Kongen, nemlig at faa Indbyggerne til at erkjende hans Herredømme og erklære ſig ſkatſkyldige; men han benyttede tillige Efterretningen om Hallvards Ankomſt til at indjage dem ſtørre Skræk end fornødent, enten for at tilvende ſig ſelv Fordele, eller for at gjøre Kongen forhadt; han bad dem nemlig overveje, hvad Raad man ſkulde gjøre for de Fordringer og Truſler, Kongens Mænd, ſom han ſagde, fore med — ſandſynligviis bar han endog foreſpejlet dem, at Kongen vilde ſende en Krigsflaade til Island —; han ſagde at Kongen fordrede en uhyre Penge-Udbetaling (maaſkee til Bod fordi de endnu ikke havde opfyldt deres tidligere Løfte om at betale Skat), og bragte det dertil, at Bønderne i deres Angſt lovede at udrede den, idet nogle vedtoge at give to Hundreder, nogle eet Hundrede, nogle 12 Ører, o. ſ. v. Men da Hallvard erfarede dette, misbilligede

    følgere paa Reykjaholt, det vil ſige ſaaledes at Godſet egentlig tilhørte Kirken, men ved en ſaakaldet Maaldage eller Overeenskomſt var overdraget den verdslige Høvding til Beboelſe og Beſtyrelſe. Paa denne Maade beſaddes de fleſte af de Høvdingegaarde, hvorom her og i det foregaaende er Tale, og dette forklarer den Lethed, hvormed ſnart den ene, ſnart den anden kunde faa en Gaard i Beſiddelſe, og ſætte Bo der, thi han behøvede kun at ſlutte en Maaldage med Preſten. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Afſkaffelſen af dette Uvæſen, der allerede i det foregaaende (III. 250, 814) er omtalt, vakte voldſomme Storme.