Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/377

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
363
1261. Isl. Beg. Haavard Guldſko ſendes førſte Gang til Island.

tragtedes en vis Jon Uſle, der havde givet Thorgils hiint Saar i Hovedet; han blev dømt til at forlade Landet og aldrig at komme tilbage igjen. Thorvald ytrede dog frivilligt, at han agtede ſig udenlands inden tre Aar; han udredede Bøderne fuldſtændigt og redeligt, takkede Voldgiftsmændene, ytrede oprigtig Glæde over at være bleven forligt, og gav Sighvat og hans Broder Gudmund ſkjønne og værdifulde Gaver. Efter Datidens Maade at betragte Forholdene paa havde han nu virkelig aftvættet den paa ham hvilende Plet. Derhos erfarer man af det følgende, at han lovede Hallvard Guldſko at underſtøtte Kongens Sag i Øſtfjordene, og paa det førſtkommende Althing at indfinde ſig med Øſtfjordingerne for at antage Kongens Bud. Paa anden Betingelſe havde vel heller ikke Hallvard hjulpet ham til det attraaede Forlig[1].

Fremdeles ſees det, at .Hallvard vandt Ravn Oddsſøn. Beretningen herom er noget dunkel og mangelagtig, men det kan dog ej betvivles, at det virkelig forholder ſig ſaa. Der ſtaar nemlig, at Hallvard kom ud til Island med Breve fra Kongen, og at Borgarfjorden da blev fratagen Gisſur og overdragen Ravn. Men der berettes dog ikke det mindſte om, naar Ravn, der hidtil havde været en af de meſt haardnakkede til at modſætte ſig Kongens Ønſke, i Mellemrummet mellem Thorgils’s Fald og Hallvards Ankomſt ſkulde have ſluttet ſig ſaa nøje til Kongens Parti, at det kunde falde denne ind, allerede paa Forhaand at overdrage ham en Forlening. Man kan derfor ikke forſtaa hine Ord anderledes, end at Hallvard havde ſkriftlig eller mundtlig Fuldmagt til, om han kunde vinde Ravn, da at give ham Borgarfjorden, og følgelig at tilbyde ham Borgarfjorden ſom Belønning, hvis han vilde underſtøtte Kongens Sag, og fornemmelig i dette Øjemed fremmede mandſterk paa næſte Thing. Man ſeer af det følgende, at Ravn lod ſig vinde ved denne Lokkemad. Paa Borgarfjorden havde han allerede længe haft Lyſt, ja endog virkelig, ſom vi tidligere have ſeet, udøvet en vis Indflydelſe der. Siden Thorleif i Gardes Død 1257 ſynes det imidlertid, at være lykkets Sturla at gjøre ſig til Herre der; han havde allerede ſiden 1255 opſlaaet ſin Hovedbopæl der i Heredet[2], da hans Broder Olaf Hvitaſkald var død i 1259, maa han efter ham have arvet dennes Gaard Stavaholt[3], tilligemed hans øvrige Be-

  1. Sturlunga Saga, X. 4.
  2. Han havde nemlig, ſom der i Sturl. Saga fortælles (IX. 22), førſt boſat ſig i Hitardal, ſom han kun med ſtor Vanſkelighed fik den forrige Ejer til at aftræde, derpaa (IX. 43) i Svignaſkard.
  3. Olafs Død 1259 omtales kun i Annalerne. Man vil erindre fra det foregaaende, at han boede paa Stavaholt paa ſamme Maade, ſom Snorre og hans Efter-