Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/376

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
362
Haakon Haakonsſøn.

hvad der var ſkeet, ytrede Kongen, at Gisſur i alle Fald ikke havde udrettet mere end hvad han havde lovet; hermed vilde han vel have tilkjendegivet at Reſultatet ikke ſvarede til den Forventning, han ved ſine pralende Løfter havde vakt.

Vinteren hengik, ſom det ſynes, i Rolighed. Gisſur holdt ſig ſtille, og gjorde ikke engang mindſte Mine til at ſtraffe Thorvard, hvor forbitret Sighvat end var. Denne henvendte ſig endog til ſin Fiende Ravn om Hjelp, men forgjeves. Gisſur troede at finde Spor til, at Thord Andresſøn under Opholdet hos ham ſøgte Lejlighed til at ſvige ham, men lod ſig dog ikke merke med noget, og hvad nu end Thord kan have haft i Sinde, ſaa fik han dog intet udført.

Biſkop Henrik var allerede død ſtrax efter de nys nævnte Udſendingers Afrejſe, ſaa at Kongen ikke længer kunde nyde godt af hans Raad. Men han handlede fremdeles efter den Plan, ſom han allerede, viſtnok efter Overlæg med Biſkop Henrik, havde udkaſtet, at ſende paalidelige Mænd til Island for at ſee Gisſur paa Fingrene og opfriſke hans Iver. Denne Gang valgte han til ſin Udſending den dygtige Hirdmand Hallvard Guldſko[1], der ſynes at have faaet en meget udſtrakt Fuldmagt, og heller ikke ſvigtede Kongens Tillid. Han landede i Hvitaa, begav ſig ſtrax til Jarlen, og overbragte ham Brev og mundtlig Hilſen fra Kongen, at han nu engang maatte gjøre Alvor af at opfylde ſine Løfter. Hallvard, heder det, fremførte Kongens Erende for ham med Djervhed, og Jarlen ſvarede ikke andet end vel, ſigende at det ſkulde ſkee, ſom Kongen havde ſagt. Thingtiden var for Reſten forbi, og der kunde altſaa intet ſkee paa Althinget i dette Aar, men Hallvard tog ſit Vinterophold i Reykjaholt, og var imidlertid ikke uvirkſom, men ſøgte at virke paa Høvdingerne enkeltviis, og ſtifte Fred mellem dem. Det lykkedes ham, uden at Gisſur eller Ravn vidſte det mindſte deraf, at faa et Forlig bragt i Stand mellem Sighvat og Thorvard, hvorved dog ogſaa Sturla og flere andre Høvdinger vare behjelpelige, medens, beſynderligt nok, Biſkop Sigvard ſnarere ſøgte at lægge Vanſkeligheder i Vejen for en Sammenkomſt mellem begge Parter, end at befordre den. i Sammenkomſten fandt ikke deſto mindre Sted om Vaaren, i Faſtetiden, og begge Parter enedes om at voldgive Sagen til ſex Mænds Afgjørelſe, tre fra hver Side: de trende fra Sighvats Side vare Hallvard, ſom havde været Thorgils’s fordums Ven og Kammerat, Sturla, og Egil i Reykjaholt. Sturla forkyndte Dommen, der gik ud paa betydelige Bøder for Thorgils’s, Bergs og Asbjørn Illugesſøns Drab, men Thorgils’s Fredløshed ophævedes, og han ſlap at forlade Landet; thi ſom den egentlige Drabsmand be-

  1. Han maa have været boſat i Bergen, thi det er efter ham at Gaarden „Guldſkoen“ paa Bryggen har ſit Navn.