ligeledes havde ventet sig Forfremmelse, men skuffedes heri, og som allerede da syntes at merke, at Gissur tog det noget lunkent med den videre Hevn over Thorvard og Fredløshedsdommens Fuldbyrdelse, dulgte ikke sin Harme, paastod at Gissur havde narret ham til at gaa ham til Haande, og reed misfornøjet bort.
Endnu samme Sommer, fortælles der, bragte Kongen i Erfaring, at Gissur skulde have lagt liden Vind paa at fremme hans Anliggender. Dette er vel blevet Kongen meldt af hans Udsendinger, som vistnok have været meget paavirkede af Sighvats Venner til Skade for Gissur. Det er sandt nok, at han ikke havde gjort Kongens Anliggender til Gjenstand for et formeligt Forslag paa Althinget, og Undladelsen heraf har vel især staaet de kongelige Udsendinger for Hovedet, men det er vel et Spørgsmaal, om Gissur endnu kunde handle anderledes end han gjorde, eller om Tiden dertil var moden. Imidlertid bestemtes Kongen herved til, det følgende Aar (1260), at sende tvende Nordmænd, den for omtalte Ivar Arnljotssøn, og en Paal Liinseyma, over til Island med et Brev under hans Segl, som de skulde oplæse paa Althinget, og hvori Forslaget eller Opfordringen var fremsat. De kom i rette Tid, og Brevet blev læst, men, siges der, optaget paa en højst forskjellig Maade. Gissur selv var tilstede, og gav lig Mine af at understøtte Opfordringen, dog ej paa en saadan Maade, som de norske Udsendinger syntes om, eller som Brevet forudsatte; det var dem paafaldende, at netop de af Sønderlændingerne, der regnedes for Jarlens Venner og Undergivne, vægrede sig ivrigst ved at betale Skat, ej at tale om dem, der borte hjemme østenfor Thjorsaa. Og Enden blev, at Opfordringen forkastedes, og at Udsendingerne endnu samme Sommer vendte tilbage med uforrettet Sag. Men umiddelbart efter Thinget, maaskee endnu førend Nordmændene vare dragne bort, reed Gissur heel mandsterk østover Aaen til Thingskaale, hvor det aftalte Mode mellem ham og Rangæingerne skulde holdes; han havde ogsaa i sit Følge Thord Andressøn, der nu ej havde vovet andet end at stille sig som Gissel; i Spidsen for Rangæingerne stod derfor Loft Halfdanssøn og Bjørn Sæmundssøn. Om Forhandlingerne selv meldes der intet, lige saa lidet som hvad Erstatning Thord vedtog at give for det paatænkte Overfald, men der fortælles (hvis det ellers forholder sig rigtigt), at Rangæingerne allerede nu underkastede sig, og svore saavel Kong Haakon som Gissur Jarl Troskabseed, samt derhos, at Thord Andressøn denne Gang virkelig ledsagede Gissur hjem til Skagafjorden, og, som det synes, ikke forlod ham førend efter det følgende Thing[1]. Hermed meente vel Gissur nogenlunde at have affundet sig med sit Løfte til Kongen. Da Udsendingerne kom tilbage og berettede
- ↑ Se for Resten herom nedenfor.
