Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/375

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
361
1260. Isl. Begivenheder. Ivar Arnljotsſøn og Paal Liinſeyma paa Island.

ligeledes havde ventet ſig Forfremmelſe, men ſkuffedes heri, og ſom allerede da ſyntes at merke, at Gisſur tog det noget lunkent med den videre Hevn over Thorvard og Fredløshedsdommens Fuldbyrdelſe, dulgte ikke ſin Harme, paaſtod at Gisſur havde narret ham til at gaa ham til Haande, og reed misfornøjet bort.

Endnu ſamme Sommer, fortælles der, bragte Kongen i Erfaring, at Gisſur ſkulde have lagt liden Vind paa at fremme hans Anliggender. Dette er vel blevet Kongen meldt af hans Udſendinger, ſom viſtnok have været meget paavirkede af Sighvats Venner til Skade for Gisſur. Det er ſandt nok, at han ikke havde gjort Kongens Anliggender til Gjenſtand for et formeligt Forſlag paa Althinget, og Undladelſen heraf har vel iſær ſtaaet de kongelige Udſendinger for Hovedet, men det er vel et Spørgsmaal, om Gisſur endnu kunde handle anderledes end han gjorde, eller om Tiden dertil var moden. Imidlertid beſtemtes Kongen herved til, det følgende Aar (1260), at ſende tvende Nordmænd, den for omtalte Ivar Arnljotsſøn, og en Paal Liinſeyma, over til Island med et Brev under hans Segl, ſom de ſkulde oplæſe paa Althinget, og hvori Forſlaget eller Opfordringen var fremſat. De kom i rette Tid, og Brevet blev læſt, men, ſiges der, optaget paa en højſt forſkjellig Maade. Gisſur ſelv var tilſtede, og gav lig Mine af at underſtøtte Opfordringen, dog ej paa en ſaadan Maade, ſom de norſke Udſendinger ſyntes om, eller ſom Brevet forudſatte; det var dem paafaldende, at netop de af Sønderlændingerne, der regnedes for Jarlens Venner og Undergivne, vægrede ſig ivrigſt ved at betale Skat, ej at tale om dem, der borte hjemme øſtenfor Thjorsaa. Og Enden blev, at Opfordringen forkaſtedes, og at Udſendingerne endnu ſamme Sommer vendte tilbage med uforrettet Sag. Men umiddelbart efter Thinget, maaſkee endnu førend Nordmændene vare dragne bort, reed Gisſur heel mandſterk øſtover Aaen til Thingſkaale, hvor det aftalte Mode mellem ham og Rangæingerne ſkulde holdes; han havde ogſaa i ſit Følge Thord Andresſøn, der nu ej havde vovet andet end at ſtille ſig ſom Gisſel; i Spidſen for Rangæingerne ſtod derfor Loft Halfdansſøn og Bjørn Sæmundsſøn. Om Forhandlingerne ſelv meldes der intet, lige ſaa lidet ſom hvad Erſtatning Thord vedtog at give for det paatænkte Overfald, men der fortælles (hvis det ellers forholder ſig rigtigt), at Rangæingerne allerede nu underkaſtede ſig, og ſvore ſaavel Kong Haakon ſom Gisſur Jarl Troſkabseed, ſamt derhos, at Thord Andresſøn denne Gang virkelig ledſagede Gisſur hjem til Skagafjorden, og, ſom det ſynes, ikke forlod ham førend efter det følgende Thing[1]. Hermed meente vel Gisſur nogenlunde at have affundet ſig med ſit Løfte til Kongen. Da Udſendingerne kom tilbage og berettede

  1. Se for Reſten herom nedenfor.