Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/374

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
360
Haakon Haakonsſøn.

Sønderlandet, i hvis ſydøſtlige Deel Odda-Ætten hidtil havde gjort ham Rangen ſtridig. Dens mægtigſte Repræſentant var nu Thord, Søn af Andres Sæmundsſøn, og mellem ham og Gisſur var der allerede den førſte Vinter, Gisſur tilbragte paa Sønderlandet, ſlet Forſtaaelſe. Sandſynligviis har vel Gisſur allerede da fordret Oddeverjernes eller Rangæingernes Underkaſtelſe, eller disſe i Gisſurs anerkjendte Stilling ſom norſk Jarl fundet Grund nok til at være ham fiendtlige. Da Oddeverjerne vare farlige Modſtandere, kunde Gisſur ikke undvære Hjelp, og han benyttede ſig klogt af den Omſtændighed, at Sturla Thordsſøn og Sighvat, Thorgils Skardes Broder, havde Hevn at ſøge for dennes Død, til at vinde dem ved at love dem ſin Biſtand hertil. De indfandt ſig paa Althinget, for at ſøge Thorvard domfældt; ogſaa Gisſur kom, og ſkjønt Thord Andresſøn var der med en betydelig Skare — Ravn derimod blev hjemme — ſaa lykkedes det dog Sighvat ved Gisſurs og Sturlas forenede Indflydelſe at faa Thorvald erklæret fredløs. Sturla og Sighvat gik endog Gisſur til Haande, imod at han lovede dem at ſee Hevnen over Thorvald fremmet. Da Gisſur var kommen tilbage til Nordlandet, ſendte Thord et Brev til Brand Kolbeinsſøns unge Sønner, ſine og Gisſurs fælles Frænder, hvori han opfordrede dem til at forene ſig med ham om at rydde Gisſur af Vejen, ſaa meget mere ſom han, ved at beherſke Skagafjorden, forvoldt dem deres ſaakaldte Arveret hertil. Men de vægrede ſig derved, iſær efter deres Moders Tilſkyndelſe, og Planen røvedes. Nu ſamlede Gisſur en Hær ſaavel fra Nordlandet, ſom Sønderlandet, i alt 960 Mand, og ſendte tillige Bud efter Sturla, ſom ſtrax indfandt ſig med en betydelig Skare. Med hele denne Styrke brøde de ind i Rangaarvalle-Heredet, og anrettede ſaa ſtore Ødelæggelſer, at Thord maatte ſlutte en Stilſtand, ifølge hvilken Sagen næſte Sommer ſkulde afgjøres, og Thord imidlertid ſom Gisſel opholde ſig hos Gisſur om Vintren (1259). Der var tillige, ſom man af det følgende ſeer, Tale om at Rangæingerne ſkulde underkaſte ſig ham og Kongen. Mellem Gisſur og Sturla var Venſkabet nu paa det bedſte. Der aftaltes et Giftermaal mellem Ingebjørg, Sturlas Datter, hvis korte Egteſkab med Gisſurs Søn Hall havde faaet en ſaa ſørgelig Ende, og Thord, Søn af Thorvard paa Saurbø, en af de meſt anſeede Bønder i Eyjafjorden. Brylluppet ſkulde ſtaa hos Gisſur, der ſom hendes forhenværende Svigerfader paa en vis Maade ſtod hende i Faders Sted. Det blev vel intet af, at Thord den Vinter opholdt ſig hos Gisſur, men Freden overholdtes dog. Ved Brylluppet, der holdtes ſenere om Høſten, og hvor baade Sturla og Sighvat vare tilſtede, udnævnte Gisſur Sturla endog til ſin Lendermand, med Løfte om Borgarfjorden, foruden andre Hædersbeviisninger, og de ſkiltes ad med ſtor Kjærlighed. Sighvat, ſom