Sønderlandet, i hvis sydøstlige Deel Odda-Ætten hidtil havde gjort ham Rangen stridig. Dens mægtigste Repræsentant var nu Thord, Søn af Andres Sæmundssøn, og mellem ham og Gissur var der allerede den første Vinter, Gissur tilbragte paa Sønderlandet, slet Forstaaelse. Sandsynligviis har vel Gissur allerede da fordret Oddeverjernes eller Rangæingernes Underkastelse, eller disse i Gissurs anerkjendte Stilling som norsk Jarl fundet Grund nok til at være ham fiendtlige. Da Oddeverjerne vare farlige Modstandere, kunde Gissur ikke undvære Hjelp, og han benyttede sig klogt af den Omstændighed, at Sturla Thordssøn og Sighvat, Thorgils Skardes Broder, havde Hevn at søge for dennes Død, til at vinde dem ved at love dem sin Bistand hertil. De indfandt sig paa Althinget, for at søge Thorvard domfældt; ogsaa Gissur kom, og skjønt Thord Andressøn var der med en betydelig Skare – Ravn derimod blev hjemme – saa lykkedes det dog Sighvat ved Gissurs og Sturlas forenede Indflydelse at faa Thorvald erklæret fredløs. Sturla og Sighvat gik endog Gissur til Haande, imod at han lovede dem at see Hevnen over Thorvald fremmet. Da Gissur var kommen tilbage til Nordlandet, sendte Thord et Brev til Brand Kolbeinssøns unge Sønner, sine og Gissurs fælles Frænder, hvori han opfordrede dem til at forene sig med ham om at rydde Gissur af Vejen, saa meget mere som han, ved at beherske Skagafjorden, forvoldt dem deres saakaldte Arveret hertil. Men de vægrede sig derved, især efter deres Moders Tilskyndelse, og Planen røvedes. Nu samlede Gissur en Hær saavel fra Nordlandet, som Sønderlandet, i alt 960 Mand, og sendte tillige Bud efter Sturla, som strax indfandt sig med en betydelig Skare. Med hele denne Styrke brøde de ind i Rangaarvalle-Heredet, og anrettede saa store Ødelæggelser, at Thord maatte slutte en Stilstand, ifølge hvilken Sagen næste Sommer skulde afgjøres, og Thord imidlertid som Gissel opholde sig hos Gissur om Vintren (1259). Der var tillige, som man af det følgende seer, Tale om at Rangæingerne skulde underkaste sig ham og Kongen. Mellem Gissur og Sturla var Venskabet nu paa det bedste. Der aftaltes et Giftermaal mellem Ingebjørg, Sturlas Datter, hvis korte Egteskab med Gissurs Søn Hall havde faaet en saa sørgelig Ende, og Thord, Søn af Thorvard paa Saurbø, en af de mest anseede Bønder i Eyjafjorden. Brylluppet skulde staa hos Gissur, der som hendes forhenværende Svigerfader paa en vis Maade stod hende i Faders Sted. Det blev vel intet af, at Thord den Vinter opholdt sig hos Gissur, men Freden overholdtes dog. Ved Brylluppet, der holdtes senere om Høsten, og hvor baade Sturla og Sighvat vare tilstede, udnævnte Gissur Sturla endog til sin Lendermand, med Løfte om Borgarfjorden, foruden andre Hædersbeviisninger, og de skiltes ad med stor Kjærlighed. Sighvat, som
