Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/370

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
356
Haakon Haakonsſøn.

erkjende ham for Landets Overherre, dog paa den anden Side heller ikke ganſke vovede at benegte hans Myndighed i visſe Tilfælde. Der dannede ſig umiskjendeligt en vis Foreſtilling om at han dog, naar det kom til Stykket, havde noget, og ikke enda ſaa lidet, at ſige paa Øen: en Foreſtilling, der vel var ſvævende og uklar, men ſom dog var der, og ſom mere og mere levede ſig ind i Bevidſtheden. Hertil kom nu ogſaa, at Høvdingernes Herredømme, hvad vi allerede have ſeet flere Exempler paa, var højſt trykkende for Herederne. De ſtore Afgifter, der ſkulde ſvares, de mange Krigerſkarer, der næſten altid ſkulde underholdes, de ſvære Pengeſtraffe, ſom den ſejrrige Høvding næſten altid paalagde det Hered, der, maaſkee kun nødtvunget, tidligere havde underkaſtet ſig hans overvundne Fiende: alt dette maatte gjøre de mindre mægtige Bønder overvættes kede af den nuværende Tingenes Orden, og de maatte anſee det ſom et uvurdeerligt Gode, at en ny, overlegen Myndighed kunde gjøre ſig ſaa gjeldende i Landet, at de hidtilværende Høvdinger fik lidet at ſige, at Fejderne og Udſugelſerne ophørte, og Fred og Ro gjenoprettedes. De maatte anſee dette Gode opnaaet for en meget billig Priis, om de underkaſtede ſig Kong Haakon og vedtoge at betale ham Skat, thi denne Skat maatte blive en Ubetydelighed i Sammenligning med de Byrder, der nu trykkede dem. Og Friheden beſad de dog alligevel ikke. Det hjalp ikke dem, øm Høvdingerne, deres Plage-Aander, vare uafhængige af Kongen, naar de ſelv tyranniſeredes af dem: Kongens Myndighed, for ſaa vidt ſom den kraftigt kunde haandhæves, vilde netop bringe dem Frihed. Og paa denne Maade kan man da let forklare, hvorledes det virkelig kunde lykkes Thorgils Skardes, Biſkop Henriks og Ivar Englesſøns forenede Beſtræbelſer at faa Kongens Herredømme anerkjendt paa Nordlandet. Her var der ikke længer nogen Høvding, der kunde maale ſig med Thorgils eller optræde med nogen Myndighed. Naar altſaa Thorgils ſelv forfegtede de kongelige Interesſer, var det Øjeblik indtraadt, hvor de mindre mægtige Bønders Interesſer og Ønſker kunde komme til Orde og tages til Følge. At Kongens Myndighed ikke erkjendtes ſønder og veſter i Landet, kom deraf, ſom Sagaen ſelv ſiger, at Gisſurs og Thords Venner vare ham imod, det vil ſige at Gisſurs Befuldmægtigede paa Sønderlandet ſøgte at opretholde hans Magt, uden at tillade Bønderne at komme til Orde, og at Navn og Sturla paa Veſterlandet, ſkjønt indbyrdes uenige, dog endnu ikke havde nogen Tanke om at give Slip paa deres egen nedarvede og ſenere forøgede Høvdinge-Myndighed enten til Bedſte for Kongemagten, eller endog kun for at ſkaffe Bønderne en behageligere Tilværelſe.

Saaledes vare Forholdene beſkafne, da Kongen fik Efterretning om Thorgils Skardes Fald, og viſtnok efter Overlæg med ſine Raadgi-