erkjende ham for Landets Overherre, dog paa den anden Side heller ikke ganske vovede at benegte hans Myndighed i visse Tilfælde. Der dannede sig umiskjendeligt en vis Forestilling om at han dog, naar det kom til Stykket, havde noget, og ikke enda saa lidet, at sige paa Øen: en Forestilling, der vel var svævende og uklar, men som dog var der, og som mere og mere levede sig ind i Bevidstheden. Hertil kom nu ogsaa, at Høvdingernes Herredømme, hvad vi allerede have seet flere Exempler paa, var højst trykkende for Herederne. De store Afgifter, der skulde svares, de mange Krigerskarer, der næsten altid skulde underholdes, de svære Pengestraffe, som den sejrrige Høvding næsten altid paalagde det Hered, der, maaskee kun nødtvunget, tidligere havde underkastet sig hans overvundne Fiende: alt dette maatte gjøre de mindre mægtige Bønder overvættes kede af den nuværende Tingenes Orden, og de maatte ansee det som et uvurdeerligt Gode, at en ny, overlegen Myndighed kunde gjøre sig saa gjeldende i Landet, at de hidtilværende Høvdinger fik lidet at sige, at Fejderne og Udsugelserne ophørte, og Fred og Ro gjenoprettedes. De maatte ansee dette Gode opnaaet for en meget billig Priis, om de underkastede sig Kong Haakon og vedtoge at betale ham Skat, thi denne Skat maatte blive en Ubetydelighed i Sammenligning med de Byrder, der nu trykkede dem. Og Friheden besad de dog alligevel ikke. Det hjalp ikke dem, øm Høvdingerne, deres Plage-Aander, vare uafhængige af Kongen, naar de selv tyranniseredes af dem: Kongens Myndighed, for saa vidt som den kraftigt kunde haandhæves, vilde netop bringe dem Frihed. Og paa denne Maade kan man da let forklare, hvorledes det virkelig kunde lykkes Thorgils Skardes, Biskop Henriks og Ivar Englessøns forenede Bestræbelser at faa Kongens Herredømme anerkjendt paa Nordlandet. Her var der ikke længer nogen Høvding, der kunde maale sig med Thorgils eller optræde med nogen Myndighed. Naar altsaa Thorgils selv forfegtede de kongelige Interesser, var det Øjeblik indtraadt, hvor de mindre mægtige Bønders Interesser og Ønsker kunde komme til Orde og tages til Følge. At Kongens Myndighed ikke erkjendtes sønder og vester i Landet, kom deraf, som Sagaen selv siger, at Gissurs og Thords Venner vare ham imod, det vil sige at Gissurs Befuldmægtigede paa Sønderlandet søgte at opretholde hans Magt, uden at tillade Bønderne at komme til Orde, og at Navn og Sturla paa Vesterlandet, skjønt indbyrdes uenige, dog endnu ikke havde nogen Tanke om at give Slip paa deres egen nedarvede og senere forøgede Høvdinge-Myndighed enten til Bedste for Kongemagten, eller endog kun for at skaffe Bønderne en behageligere Tilværelse.
Saaledes vare Forholdene beskafne, da Kongen fik Efterretning om Thorgils Skardes Fald, og vistnok efter Overlæg med sine Raadgi-
