gjeldende overalt, hvor der fandtes christne Folk[1]; hertil kom nu det før omtalte pavelige Budskab fra Cardinalen: kort, alt bidrog til at svække Uafhængigheds-Aanden og give Kongens Stræben efter Herredømmet over Øen Retmæssighedens Præg. Allerede var det, som vi oftere have seet, Høvdingernes sidste Tilflugt, i deres indbyrdes Trætter, uanseet til hvad Parti de hørte, at henskyde sin Sag under Kongens Dom. Den nærmeste Anledning hertil var vistnok det nys omtalte Hirdmandsforhold, der baade med Hensyn til Kongen og til Hirdmændene selv indbyrdes lige saa fuldt ansaaes som bestaaende paa Island, som i Norge ved Kongens Hird; og naar Kongen søgte at gjøre sin Inddragnings- eller Confiscations-Ret gjeldende paa Island, saa var det ogsaa nærmest under den Forudsætning, at hans Hirdmænd havde underkastet sig den. Men denne Synsmaade maatte naturligviis virke overmaade meget til at udbrede Forestillingen om Kongens Ret til at udøve Myndighed i det hele taget, i Særdeleshed da den bekjendte Bestemmelse om Thegngilde endog kunde give Kongen et Slags Etstatnings-Fordring hos dem, der ej vare hans haandgangne Mænd, naar de i de uophørlige Fejder havde dræbt en saadan. Ikke at denne Ret strengt taget endnu fandtes, men de statsretlige Begreber vare i hiin Tid neppe saa opklarede, at man formaaede tilfulde at indsee det: der maatte dog altid herske en vis Tvivl og. Usikkerhed, om man, naar det kom til Stykket, egentlig var berettiget til at negte Kongen den lovlige Bod for en Hirdmands Drab. Saaledes kunde det da gaa til, at ogsaa de, der ej vare Hirdmænd, kunde underkaste sig Kongens Dom paa samme Maade, som naar man tilbød en mægtig og anseet Modstander Selvdom; at Kongen stundom kunde ansee sig og af andre virkelig ansaaes berettiget til at fordre Bøder og Erstatnings-Udredsler af hele Hereder, med hvilke han følgelig thingede gjennem sine Befuldmægtigede; at han kunde erklære opsætsige eller utro Hirdmænds Godser forfaldne under Kronen, og derved selv erhverve Besiddelser eller Fordringer paa Besiddelser i Landet; kort sagt, at hans Magt i Landet selv blevet Factum; at man, uden endnu i Almindelighed ligefrem at
- ↑ Saaledes især i den ovenfor omtalte Samling af Homilier eller Prædikener, der i det mindste er skreven paa Island, om end enkelte af Prædikenerne selv maaskee kunne være forfattede anden Steds; at alligevel nogle af disse virkelig ere forfattede paa Island, sees af Indholdet, hvor Island og islandske Forhold udtrykkeligt nævnes; og det kan saaledes neppe betvivles, at de alle mere eller mindre ere lempede efter islandsk Tænkeviis. Naar der altsaa her tales om Kongers og Kejseres Myndighed som gjeldende overalt i Christenheden, viser dette utvetydigt, at ogsaa Islændingerne i det mindste tildeels erkjendte den.
