Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/369

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
355
1258. Islandſke Begivenheder. Opinionen gunſtig for Kongemyndigheden.

gjeldende overalt, hvor der fandtes chriſtne Folk[1]; hertil kom nu det før omtalte pavelige Budſkab fra Cardinalen: kort, alt bidrog til at ſvække Uafhængigheds-Aanden og give Kongens Stræben efter Herredømmet over Øen Retmæsſighedens Præg. Allerede var det, ſom vi oftere have ſeet, Høvdingernes ſidſte Tilflugt, i deres indbyrdes Trætter, uanſeet til hvad Parti de hørte, at henſkyde ſin Sag under Kongens Dom. Den nærmeſte Anledning hertil var viſtnok det nys omtalte Hirdmandsforhold, der baade med Henſyn til Kongen og til Hirdmændene ſelv indbyrdes lige ſaa fuldt anſaaes ſom beſtaaende paa Island, ſom i Norge ved Kongens Hird; og naar Kongen ſøgte at gjøre ſin Inddragnings- eller Confiſcations-Ret gjeldende paa Island, ſaa var det ogſaa nærmeſt under den Forudſætning, at hans Hirdmænd havde underkaſtet ſig den. Men denne Synsmaade maatte naturligviis virke overmaade meget til at udbrede Foreſtillingen om Kongens Ret til at udøve Myndighed i det hele taget, i Særdeleshed da den bekjendte Beſtemmelſe om Thegngilde endog kunde give Kongen et Slags Etſtatnings-Fordring hos dem, der ej vare hans haandgangne Mænd, naar de i de uophørlige Fejder havde dræbt en ſaadan. Ikke at denne Ret ſtrengt taget endnu fandtes, men de ſtatsretlige Begreber vare i hiin Tid neppe ſaa opklarede, at man formaaede tilfulde at indſee det: der maatte dog altid herſke en vis Tvivl og. Uſikkerhed, om man, naar det kom til Stykket, egentlig var berettiget til at negte Kongen den lovlige Bod for en Hirdmands Drab. Saaledes kunde det da gaa til, at ogſaa de, der ej vare Hirdmænd, kunde underkaſte ſig Kongens Dom paa ſamme Maade, ſom naar man tilbød en mægtig og anſeet Modſtander Selvdom; at Kongen ſtundom kunde anſee ſig og af andre virkelig anſaaes berettiget til at fordre Bøder og Erſtatnings-Udredſler af hele Hereder, med hvilke han følgelig thingede gjennem ſine Befuldmægtigede; at han kunde erklære opſætſige eller utro Hirdmænds Godſer forfaldne under Kronen, og derved ſelv erhverve Beſiddelſer eller Fordringer paa Beſiddelſer i Landet; kort ſagt, at hans Magt i Landet ſelv blevet Factum; at man, uden endnu i Almindelighed ligefrem at

  1. Saaledes iſær i den ovenfor omtalte Samling af Homilier eller Prædikener, der i det mindſte er ſkreven paa Island, om end enkelte af Prædikenerne ſelv maaſkee kunne være forfattede anden Steds; at alligevel nogle af disſe virkelig ere forfattede paa Island, ſees af Indholdet, hvor Island og islandſke Forhold udtrykkeligt nævnes; og det kan ſaaledes neppe betvivles, at de alle mere eller mindre ere lempede efter islandſk Tænkeviis. Naar der altſaa her tales om Kongers og Kejſeres Myndighed ſom gjeldende overalt i Chriſtenheden, viſer dette utvetydigt, at ogſaa Islændingerne i det mindſte tildeels erkjendte den.