og udarbejdede en Grammatik deri[1]. Efter hans Tilbagekomst til Italien udnævnte Pave Gregorius ham til sin Pønitentiarius. I 1234 beskikkedes han paany til Legat i de oven nævnte østersøiske Lande, hvor han forblev i flere Aar, og for en stor Deel bidrog til at stifte den merkelige Forening mellem Sverdridderne og de tydske Riddere, ligesom ogsaa Paven ved Skrivelse af 13de Mai 1237, samme Dag, han decreterede Foreningen, paalagde Villjam at formaa den danske Konge til at indgaa Fred med disse. Efter Valdemars Død var det Villjam, der stiftede endeligt Forlig mellem Kong Erik, hans Efterfølger, om Grændserne mellem de danske Besiddelser i Estland og Riddernes i Lifland. Da Innocentius IV havde besteget Pavestolen, sendte han Villjam, der imidlertid var kommen hjem, tilligemed Erkebiskoppen af Rouen til Kejser Frederik for at aabne Underhandlinger med ham[2]. Fra Slutningen af 1243 til 1245 var Villjam atter som Legat i Preussen. Ved den store Creation af 10 Cardinaler i 1245, var ogsaa Villjam blandt dem, som da ophøjedes, idet han udnævntes til Cardinal-Biskop af Sabina. Villjam kjendte altsaa Norden og dets Folk af egen Erfaring; han havde selv seet, hvilken Leveskik Klimatet og andre Omstændigheder udfordrede, var inde i de politiske Forhold, havde maaskee endog for en Deel tilegnet sig i det mindste det svenske eller det danske Sprog; han havde derhos lært at handle selvstændigt, og ordne et Samfunds saavel verdslige som kirkelige Anliggender, hvoraf det igjen fulgte at han ikke, som saa mange andre eensidige Forfegtere af Kirkens Fordeel, var udsat for, ganske at tabe Lægfolkets billige Fordringer af Sigte, eller utilbørligt at underordne deres Interesser for Kirkens.
Foruden det Hverv, at krone Kong Haakon og undersøge samt, om det behøvedes, at rette paa de kirkelige Anliggender i Norge og Sverige, havde Villjam ogsaa, ligesom tre andre, samtidigt til Tydskland, Italien og Spanien udsendte Legater det Erende, overalt, hvor han kom, at opvække Kejseren Fiender og skrabe Penge sammen til Pavestolen[3]. Han
- ↑ Alberic af Troisfontaines, II. 527. Der staar her, at Villjam ved sin Forstand og Viisdom, ej ved Tapperhed, omvendte mange Hedninger til Troen, lærte for en stor Deel deres Sprog, og med stor Møje oversatte Donatus i hiint barbariske Sprog, hvilket naturligviis vil sige, at han efter det af Donat opstillede Schema skrev en kort Formlære deri.
- ↑ Raynaldi annales 1237, 1243, 1244.
- ↑ Matthæus Paris. S. 487. Af dette Sted har igjen Matthæus af Westminster gjort et Udtog S. 219. Fortiden disse 4 solenne Legater, siger Matthæus Paris., sendte Paven ogsaa underhaanden nogle „sophistiske“ til England, fornemmelig, som det synes, Minoriter eller Prædicatorer.
