Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
23
1247. Cardinal Villjam af Sabina.

og udarbejdede en Grammatik deri[1]. Efter hans Tilbagekomſt til Italien udnævnte Pave Gregorius ham til ſin Pønitentiarius. I 1234 beſkikkedes han paany til Legat i de oven nævnte øſterſøiſke Lande, hvor han forblev i flere Aar, og for en ſtor Deel bidrog til at ſtifte den merkelige Forening mellem Sverdridderne og de tydſke Riddere, ligeſom ogſaa Paven ved Skrivelſe af 13de Mai 1237, ſamme Dag, han decreterede Foreningen, paalagde Villjam at formaa den danſke Konge til at indgaa Fred med disſe. Efter Valdemars Død var det Villjam, der ſtiftede endeligt Forlig mellem Kong Erik, hans Efterfølger, om Grændſerne mellem de danſke Beſiddelſer i Eſtland og Riddernes i Lifland. Da Innocentius IV havde beſteget Paveſtolen, ſendte han Villjam, der imidlertid var kommen hjem, tilligemed Erkebiſkoppen af Rouen til Kejſer Frederik for at aabne Underhandlinger med ham[2]. Fra Slutningen af 1243 til 1245 var Villjam atter ſom Legat i Preusſen. Ved den ſtore Creation af 10 Cardinaler i 1245, var ogſaa Villjam blandt dem, ſom da ophøjedes, idet han udnævntes til Cardinal-Biſkop af Sabina. Villjam kjendte altſaa Norden og dets Folk af egen Erfaring; han havde ſelv ſeet, hvilken Leveſkik Klimatet og andre Omſtændigheder udfordrede, var inde i de politiſke Forhold, havde maaſkee endog for en Deel tilegnet ſig i det mindſte det ſvenſke eller det danſke Sprog; han havde derhos lært at handle ſelvſtændigt, og ordne et Samfunds ſaavel verdslige ſom kirkelige Anliggender, hvoraf det igjen fulgte at han ikke, ſom ſaa mange andre eenſidige Forfegtere af Kirkens Fordeel, var udſat for, ganſke at tabe Lægfolkets billige Fordringer af Sigte, eller utilbørligt at underordne deres Interesſer for Kirkens.

Foruden det Hverv, at krone Kong Haakon og underſøge ſamt, om det behøvedes, at rette paa de kirkelige Anliggender i Norge og Sverige, havde Villjam ogſaa, ligeſom tre andre, ſamtidigt til Tydſkland, Italien og Spanien udſendte Legater det Erende, overalt, hvor han kom, at opvække Kejſeren Fiender og ſkrabe Penge ſammen til Paveſtolen[3]. Han

  1. Alberic af Troisfontaines, II. 527. Der ſtaar her, at Villjam ved ſin Forſtand og Viisdom, ej ved Tapperhed, omvendte mange Hedninger til Troen, lærte for en ſtor Deel deres Sprog, og med ſtor Møje overſatte Donatus i hiint barbariſke Sprog, hvilket naturligviis vil ſige, at han efter det af Donat opſtillede Schema ſkrev en kort Formlære deri.
  2. Raynaldi annales 1237, 1243, 1244.
  3. Matthæus Pariſ. S. 487. Af dette Sted har igjen Matthæus af Weſtminſter gjort et Udtog S. 219. Fortiden disſe 4 ſolenne Legater, ſiger Matthæus Pariſ., ſendte Paven ogſaa underhaanden nogle „ſophiſtiſke“ til England, fornemmelig, ſom det ſynes, Minoriter eller Prædicatorer.