Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/367

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
353
1258. Islandſke Begivenheder. Thorgils Skardes Drab.

endelig Voldgiftskjendelſe, afſagt af et lige Antal Mænd paa begge Sider. Han begav ſig derfor bort til Øſtfjordene, og opnaaede aldrig ſit Ønſke, at blive Herre paa Nordlandet[1].

Thorgils Skarde var, da han faldt, kun 32 Aar gammel, og kunde altſaa endnu efter al Rimelighed have haft en lang og glimrende Livsbane for ſig, hvis Forræderi ikke for Tiden havde afkortet hans Dage i hans kraftigſte Ungdoms-Alder. Nogen oprigtigere og ivrigere Tilhænger end ham havde Kong Haakon neppe paa Island, i det mindſte neppe blandt de daværende mægtige Høvdinger. Han ſynes under ſit Ophold i Norge at være bleven ſaa gjennemtrængt af Beundring for Kongen ſom Regent og af Kjærlighed til ham ſom Menneſke, at han i Liv og Død var ham hengiven. Ingen Islænding for eller efter ham virkede ſaa ufortrødent og opofrende for Kongens Sag; og aabenbart ikke fordi han derved ventede ſelv at blive den fornemſte næſt Kongen; men kun fordi Kongens Ønſke var ham en Lov, og vel ogſaa fordi han ikke kunde tænke ſig det uden ſom den ſtørſte Lykke for ſit Fædreland, om det kom under en ſaadan Fyrſtes Herredømme. Dette ſtemmer viſtnok ikke med de nuværende gængſe Begreber om Patriotisme; men man bolde ſig kun ret klart for Øje, hvordan Islands Tilſtand paa den Tid var i Sammenligning med Norges, og man vil kunne forſtaa, hvorledes virkelige, oprigtige Patrioter kunne betragte en monarkiſk Forfatning under Norges Konge ſom Landets eneſte Frelſe.

Dette Aar, i hvilket Thorgils Skalde blev dræbt, var ogſaa i flere andre Henſeender merkeligt ved ſtore Ulykker, ſom timedes i Landet. Den hele Vinter, fra Mariemesſe ſidre det foregaaende Aars Høſt indtil efter Paaſke, raſede en Smitſot i Midfjorden, hvoraf 400 Menneſker døde. Sommeren efter Thorgils’s Drab blev Lovſigemanden Teit Einarsſøn dræbt i Øſtfjordene, der ſiges ikke hvorfor eller hvorledes. To ſtore Skibe, paa hvilke en Mængde anſeede Islændinger agtede ſig over til Norge, forliſte, det ene, Holmedølen, udenfor Islands ſydveſtlige Kyſt og kun Halvdelen af dem, der vare ombord, reddedes, de øvrige omkom, blandt dem Are Ingemundsſøn og flere af Mordbrænderne ſaavel ſom af de ſaakaldte Fagranesmænd, der havde været med at tage Biſkop Henrik til Fange[2]. Det andet Skib, kaldet Graabusſen, ført af Eyjulf Audge, ſtrandede ved Finmarken, og alle de af Beſætningen, der

  1. Sturlunga Saga, IX. 50—52. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 248.
  2. Sturlunga Saga, XI. 53, jvfr. 55. De Kirkeſogn, der hjemſøgtes af Sygdommen, angives ſaaledes i Annalerne: Nup, Bakke, Mel, Hvamm, Hole, Tjørn.