hvor Halldor havde gjort sine Sager saa godt, at de ingen Hindring mødte, men stode midt i Stuen, førend man vidste Ord deraf. Halldor, som havde siddet paa Sengekanten hos Thorgils og snakket ham i Søvn, viste strax, hvor han laa, og han vaagnede først, da en af Thorvards Mænd gav ham et Hugg over Brystet. Han greb alligevel Sverdet og søgte at forsvare sig, men det gik i Stykker, saa at han var ganske vaabenløs. Da han nu fra alle Kanter fik Hug og Stik, spurgte han Thorvard, om han maatte faa Grid, men Thorvard svarede at han ej fik anden Grid end den, han nu selv kunde see, og slæbte ham med Fleres Hjelp ved Beltet ud af Stuen. Idet Thorgils kom forbi det Rum, hvor en Prest laa, forlangte han at skrifte, men det blev ham negtet, og saasnart man havde faaet ham udenfor, gjennemborede Thorvard ham selv med sit Sverd, men lod dog endnu til Overflod en anden af sine Mænd hugge ham i Hovedet. Hugget traf den øverste Deel, saa at han virkelig paa en Viis kunde siges at trang faaet samme Død, som Erkebiskop Thomas, og som han nys før havde fundet saa smuk. Foruden ham bleve ogsaa Asbjørn og Berg dræbte; de øvrige fik beholde Livet, men paa Gaarden blev der plyndret og stjaalet meget. (22de Januar 1258). Thorgils’s Mænd, der havde ligget paa Nabogaardene, kom først til ud paa Morgenen den følgende Dag, da Thorvard forlængst var borte med sin hele Skare. Der blev sendt Bud til Abbeden i Thema, der med Forfærdelse og Bedrøvelse hørte hvad der var skeet, og strax begav sig til Mordstedet med sine Munke og Prester. I hans Nærværelse blev Liget undersøgt og svøbt; man fandt at det havde 22 Saar, hvoraf dog kun 7 havde blødt. Siden lod Abbeden det fore til Tveraa og hæderligt begrave ved Klostret. Og mangen Mand, siges der, stod ved Thorgils’s Grav med stor Sorg. Thorvard havde intet Gavn af sit Verk, thi baade Venner og Fiender af Thorgils vare enige om at han havde opført sig som en Niding, og at man aldrig havde haft Exempel paa en sortere Utaknemlighed end den, han her havde viist. Thorvald gjorde et nyt Forsøg paa at faa Eyfjordingerne til at anerkjende ham for deres Herre, men de vilde endnu mindre vide af ham end før, og han havde endog Vanskelighed for at faa saa mange Folk til at blive hos sig paa Gaarden, som var nødvendigt til hans Sikkerhed. Ud paa Vaaren gjorde Thorgils’s Broder Sighvat i Forening med Sturla Thordssøn et Tog til Eyjafjorden for at overfalde Thorvard og hevne Thorgils’s Drab, hvilket vel ogsaa havde lykkets dem, hvis ikke Thorvald tilfældigviis havde været hørte; men han vovede dog ikke andet end at tilbyde Forlig, og sluttede under Abbed Eyjulfs Megling en foreløbig Overeenskomst, ifølge hvilken han forpligtede sig til at forlade Heredet, indtil Sagen kunde blive afgjort hed en
