Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/366

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
352
Haakon Haakonsſøn.

hvor Halldor havde gjort ſine Sager ſaa godt, at de ingen Hindring mødte, men ſtode midt i Stuen, førend man vidſte Ord deraf. Halldor, ſom havde ſiddet paa Sengekanten hos Thorgils og ſnakket ham i Søvn, viſte ſtrax, hvor han laa, og han vaagnede førſt, da en af Thorvards Mænd gav ham et Hugg over Bryſtet. Han greb alligevel Sverdet og ſøgte at forſvare ſig, men det gik i Stykker, ſaa at han var ganſke vaabenløs. Da han nu fra alle Kanter fik Hug og Stik, ſpurgte han Thorvard, om han maatte faa Grid, men Thorvard ſvarede at han ej fik anden Grid end den, han nu ſelv kunde ſee, og ſlæbte ham med Fleres Hjelp ved Beltet ud af Stuen. Idet Thorgils kom forbi det Rum, hvor en Preſt laa, forlangte han at ſkrifte, men det blev ham negtet, og ſaaſnart man havde faaet ham udenfor, gjennemborede Thorvard ham ſelv med ſit Sverd, men lod dog endnu til Overflod en anden af ſine Mænd hugge ham i Hovedet. Hugget traf den øverſte Deel, ſaa at han virkelig paa en Viis kunde ſiges at trang faaet ſamme Død, ſom Erkebiſkop Thomas, og ſom han nys før havde fundet ſaa ſmuk. Foruden ham bleve ogſaa Asbjørn og Berg dræbte; de øvrige fik beholde Livet, men paa Gaarden blev der plyndret og ſtjaalet meget. (22de Januar 1258). Thorgils’s Mænd, der havde ligget paa Nabogaardene, kom førſt til ud paa Morgenen den følgende Dag, da Thorvard forlængſt var borte med ſin hele Skare. Der blev ſendt Bud til Abbeden i Thema, der med Forfærdelſe og Bedrøvelſe hørte hvad der var ſkeet, og ſtrax begav ſig til Mordſtedet med ſine Munke og Preſter. I hans Nærværelſe blev Liget underſøgt og ſvøbt; man fandt at det havde 22 Saar, hvoraf dog kun 7 havde blødt. Siden lod Abbeden det fore til Tveraa og hæderligt begrave ved Kloſtret. Og mangen Mand, ſiges der, ſtod ved Thorgils’s Grav med ſtor Sorg. Thorvard havde intet Gavn af ſit Verk, thi baade Venner og Fiender af Thorgils vare enige om at han havde opført ſig ſom en Niding, og at man aldrig havde haft Exempel paa en ſortere Utaknemlighed end den, han her havde viiſt. Thorvald gjorde et nyt Forſøg paa at faa Eyfjordingerne til at anerkjende ham for deres Herre, men de vilde endnu mindre vide af ham end før, og han havde endog Vanſkelighed for at faa ſaa mange Folk til at blive hos ſig paa Gaarden, ſom var nødvendigt til hans Sikkerhed. Ud paa Vaaren gjorde Thorgils’s Broder Sighvat i Forening med Sturla Thordsſøn et Tog til Eyjafjorden for at overfalde Thorvard og hevne Thorgils’s Drab, hvilket vel ogſaa havde lykkets dem, hvis ikke Thorvald tilfældigviis havde været hørte; men han vovede dog ikke andet end at tilbyde Forlig, og ſluttede under Abbed Eyjulfs Megling en foreløbig Overeenskomſt, ifølge hvilken han forpligtede ſig til at forlade Heredet, indtil Sagen kunde blive afgjort hed en