Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/365

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
351
1258. Islandſke Begivenheder. Thorgils Skardes Drab.

eller Forelæsning af Sagaer. Thorgils valgte det ſidſte, og da han hørte, at man blandt andre Sagabøger der paa Gaarden havde en, der indeholdt den hellige Thomas Beckets Hiſtorie[1], bad han om at maatte faa høre den, da han altid, ſom han ſagde, havde elſket ham fremfor andre hellige Mænd. Sagaen blev læſt, indtil man kom til Erkebiſkoppens Drab i Kirken, hvor det i Legenden heder, at Kronen blev huggen af ham. Her bad Thorgils Forelæſeren at ſtandſe, da han blev noget ſøvnig, ſigende at dette var en fager Død. Senere ud paa Aftenen, da man ſkulde gaa til Sengs, ſpurgte Berg og Gudmund om man ej ſkulde udſtille Vagter til Heſt, men Thorgils ſvarede at det ikke behøvedes, og der blev heller intet deraf. Den Mistanke, hans Omgivelſer nærede mod Thorvard, var dog, ſom man allerede af det foregaaende kan ſkjønne, intet mindre end ugrundet, og det.var ej alene Thorvards Agt at benytte denne Lejlighed til at rydde Thorgils af Vejen, men han havde ogſaa truffet Forberedelſen dertil med en djevelſk Omhyggelighed. Ej alene havde han gjort Thorgils ſikker og faaet udlokket af ham, hvor han vilde tilbringe Natten, men han havde ogſaa ſørget for, at en af hans hemmelige Medvidere, en vis Halldor Skravare (Snakker) befandt ſig paa Ravnagil ſom Spion; han ſkulde underrette Thorvard om, hvor vidt et Overfald kunde voves eller ej, og i førſte Tilfælde ſkulde han ſørge for ubemerket at faa Skaaderne fra Dørene, og tillige angive Stedet, hvor Thorgils laa. Den ſkjendige Plan lykkedes ogſaa fuldkommen. Thorvard drog ikke længer bort, efterat han havde ſagt Thorgils Farvel, end til hiinſides den førſte Bakke, der ſkjulte ham for denne. Her tilkjendegav han for ſine Mænd, at da ethvert Kar, ſom Ordſproget lyder, kan blive faa fuldt at det løber over, kunde han heller ikke længer taale, at Thorgils fortrængte ham fra hvad han kaldte ſin retmæsſige Hæder; han agtede denne ſelvſamme Nat, ſom nu foreſtod, at overfalde og dræbe ham, og bad ſine Mænd gjøre ſine Sager til Gavns, ſaaat Thorgils ikke under nogen Omſtændighed ſkulde ſlippe levende derfra. De, ſom ikke vilde være med paa denne Ferd, kunde ſige fra med det ſamme. Ingen vægrede ſig, uden den før omtalte Jørund Geſt, der erklærede dette for det ſkjendigſte Nidingsverk, hvori han ſom Kong Haakons haandgangne Mand og Thorgils’s Hirdkammerat ikke kunde være bekjendt at tage Deel. Han blev derfor tilbage; de øvrige rede i al Stilhed lige til Ravnagil,

  1. Denne Saga, kaldet Thomas Erkebiſkops Saga, er allerede ovenfor omtalt, III. S. 38. Flere af de Brudſtykker, der endnu forefindes af Haandſkrifter, der have indeholdt Thomas’s Saga, ere neppe yngre end Thorgils Skardes Tid. Vi have her et af de flere Exempler paa, hvorledes Legende-Sagaerne mere og mere om juſt ikke fortrængte de nationale hiſtoriſke Sagaer, dog bleve lige ſaa yndede ſom disſe, og fuldkommen indtoge Plads ved Siden af dem