for den uelskværdige Thorvard. Denne henvendte sig flere Gange til Thorgils i samme Anledning, men altid med lige daarligt Held, og ved enhver saadan Sammenkomst var Thorgils desuden langt mandsterkere end han, faa at det ikke kunde nytte at bruge Magten. Det var tydeligt nok, at Thorvard ærgrede sig til det yderste, men han var for klog til at indlade sig i nogen Ordvexling, og disse forskjellige Møder løb derfor tilsyneladende nok saa vel af. Dog forefaldt der stundom mistænkelige Omstændigheder. Saaledes efter det sidste Mode, da Thorvard allerede var et Stykke borte, og den umistænksomme Thorgils strax sendte saa mange af sine Folk bort i forskjellige Erender, at han kun beholdt nogle faa tilbage hos sig; man saa da Thorvard og hans Mænd standse og ligesom betænke sig en Stund, om de skulde vende tilbage eller ej, men dog tilsidst at drage videre: Thorgils’s Mænd paastode, at det upaatvivleligt havde været deres Agt at overfalde ham, hvis de havde troet det raadeligt, men Thorgils sagde at han ikke vilde høre tale om noget saadant. Han vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han fremdeles levede højt, og holdt prægtige Gilder, fornemmelig et Julegjestebud, hvor atter Gaver i Mængdeviis bleve.uddeelte ved Afskeden. Strax efter Julen drog han igjen paa en Forretningsreise til Eyjafjorden, uagtet hans Venner fraraadede ham det paa det indstændigste og advarede ham for Thorvard. Han var døv for alle Advarsler, og svarede at han ikke vilde tænke anderledes om Thorvald, end han dristede at andre skulde tænke om ham selv. Han troede sig desuden saa meget mere sikker med Hensyn til Thorvard, som denne, efter Sigende, stod i Begreb med at foretage en Rejse til Vestfjordene, for at have en Sammenkomst med Ravn Oddssøn. Da Thorgils kom til Eyjafjorden, indfandt Thorvard sig hos ham og fornyede sin Fordring, men med samme Udfald som før; dog tilbød Thorgils ham nu et District paa en anden Kant af Nordlandet, kun ikke i Eyjafjorden; men Thorvard svarede stødt, at naar han ej fik Eyjafjorden, kunde det være det samme. Da de skiltes ad, tog Thorvald Veien ud over i Fjorden, for, som det heed, strax at drage til Mødet med Ravn. Men en af Mændene i hans Følge vendte under et eller andet Paaskud tilbage, gav sig i Tale med Thorgils, og lokkede ud af ham, at han agtede at overnatte hos sin Svoger Gudmund paa Gaarden Ravnagil, en Miils Vej nordenfor Grund. Berg Aamundessøn, Thorgils’s Ven, ytrede at Thorgils heller burde ride til Tveraa Kloster og overnatte der, da han ikke havde de bedste Tanker om Thorvards Ærlighed; men Thorgils lo ham ud, og drog til Ravnagil. Her blev han meget venligt modtagen, men da der ej var Plads til alle hans Mænd, fordeeltes disse paa de nærmeste Gaarde i Nærheden. Om Aftenen bad Verten ham vælge, hvad man skulde have til Morskab, enten Dans,
