Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/362

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
348
Haakon Haakonsſøn.

for Thorgils, men alene nærmet ſig ham og ſøgt hans Forbund for at ſkaffe ſine egne Planer Fremgang. Thorvald var lumſk og egennyttig; hans egen Broder, den ærlige og højhjertede Odd, havde ikke kunnet komme ud af det med ham, men de havde ſtaaet paa en ſpendt Fod med hinanden, og Thorvard hevnede hans Drab aabenbart ikke af Sorg derover eller af Pietet for hans Minde, men deels fordi det nu engang efter de Tiders Tænkemaade var en Æresſag, deels fordi han derved havde Udſigt til at faa betydelige Bøder, ſkaffe ſig Indflydelſe, og ydmyge flere af ſine perſonlige Fiender. Saaledes ſøgte han da at faa Thorgils med ſig, ſluttede det nøjeſte Forbund med ham, og forſtod liſtigt at ſkyde ham foran ſig, ſom om han var den egentlige Leder af et Foretagende, der dog meget nærmere vedkom ham ſelv. Men da Maalet var opnaaet, begyndte allerede det tilſyneladende Venſkab fra Thorvards Side betydeligt at kølne, og han viſte ſig, ſom vi have ſeet, lidet ivrig i at opfylde de Forpligtelſer, han havde indgaaet. Uagtet den fælles Banſættelſe, hvori baade han og Thorgils vare indſluttede, fremdeles nødte ham til at gjøre fælles Sag med ham, da det gjaldt at tale Biſkoppen til Rette, var dog Thorgils aldrig ſaa ſnart hørte, førend han greb Lejligheden til at forlige ſig med Biſkoppen paa egen Haand, uden Henſyn til Thorgils, og det uagtet denne jo egentlig havde paadraget ſig Banſættelſen før hans Skyld[1]. Saa ligefrem og umistænkſom Thorgils ſynes at have været, kan dog denne Thorvards Stræben efter egen Fordeel vanſkeligt have undgaaet ham; han maa ved flere Lejligheder have følt ſig ubehageligt berørt deraf, og Forholdet mellem dem kan derfor ej have været fortroligt. Vi have ogſaa ſeet, at Abbed Brand allerede gjennem Svogeren Thord advarede Thorgils mod Thorvard. Paa Thinget 1257 forenede de vel, efter en tidligere Aftale, deres Skarer, men her opſtod dog den førſte aabenbare Trætte imellem dem, idet Thorgils forſvarede en med ham beſvogret Mand ved Navn Jon, der havde været med ved Overfaldet paa Odd Thorarinsſøn, og ſom Thorvard derfor vilde faa dømt fredløs. Thorvald maatte give efter, men ytrede megen Harme over Thorgils’s Egenmægtighed[2].

Imidlertid var Thord Kakales Død bleven bekjendt paa Island, og da han ikke havde været gift, og ſaaledes ikke efterlod egtefødde Børn, var hans Syſter Steinvar, Halfdan Sæmundsſøns Huſtru, hans nærmeſte Arving. Jon Sturlasſøn var nemlig allerede død i Aaret 1254.

  1. Viſtnok ſluttede ogſaa Finnbjørn hvad man kunde kalde en Separatfred med Biſkoppen, men med ham var det en anden Sag; han ſtod allerede paa Gravens Rand og maatte ſaa at ſige til enhver Priis ſkaffe ſig Abſolution.
  2. Sturlunga Saga, IX. 45.