Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/361

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
347
1257. Isl. Begivenheder. Thorgils Skardes Magt


leninger, Thorgils nys havde faaet, Eyjafjorden m. m., netop vare de, til hvilke Thord betragtede ſig arveberettiget.

Efterretningen om Thords Død kom neppe til Island førend med de norſke Skibe den følgende Vaar. Imidlertid vedblev Thorgils Skardes Vælde uſvækket, eller rettere, var fremdeles i Tiltagende. Han tilbragte Vintren paa ſin Fædrenegaard Stad, paa Snefjeldsnes, ſatte Bo ſaavel paa Myklebo i Skagafjorden, ſom paa Audbrekka i Horgaardal, ved Eyjafjorden, og drog om Sommeren, i Forening med Sturla og flere Venner, til Althinget, hvor Thorvard Thorarinsſøn kom øſtfra, og lod ſine Skarer ſtode til hans, ſaa at de tilſammen i en ſluttet Trop rykkede ind paa Thingpladſen. Paa Thinget raadede Thorgils næſten aldeles; ſiden efter tog han ſig ſaa eftertrykkeligt af Sturla mod Ravn Oddsſøn, at denne omſider indgik et ordentligt Forlig, baade med Sturla og med ham ſelv. Thorleif-i Garde havde allerede tidligere forligt ſig med Thorgils, og var nu hans gode Ven. Ogſaa Biſkop Sigvard anholdt om og fik hans kraftige Biſtand i en Trætte med Thord, en Søn af Andres Sæmundsſøn, og Sagen afgjordes i det hele taget til Biſkoppens Tilfredshed, ſkjønt Thorgils hidtil ikke havde haft meget at ſige paa Sønderlandet. I Veſtfjordene, hvor Thorgils noget efter Forliget med Ravn aflagde et Beſøg, var hans Anſeelſe og Yndeſt ſaa ſtor, at Bønderne kappedes om at bede ham til ſig, og ſkjenke ham Gaver og tilbyde ham Hjelp[1]. Der var maaſkee ingen af dem, ſom hidtil havde ſtræbt efter Herredømmet paa Øen, der med Henſyn til Popularitet var kommen dette Maal nærmere, end Thorgils, og man ſkulde have ventet, at de Betænkeligheder formedelſt tidligere Forpligtelſer til Thord Kakale, der maaſkee endnu afholdt flere af dennes forrige Tilhængere og Undergivne fra at ſlutte ſig til Thorgils, ved Efterretningen om Thords Død vilde være blevne bortryddede, og at overhoved denne Begivenhed vilde have fjernet den ſidſte Hindring, der endnu ſtod imellem Thorgils og hans Maal. Men tvert imod blev Thords Død den nærmeſte Anledning til Thorgils’s Undergang. Af det Foregaaende have vi allerede erfaret nok til at overbeviſe os om, at Thorvard Thorarinsſøn aldrig havde meent det oprigtigt med ſit foregivne Venſkab

  1. Sturlunga Saga IX, 43—49. Vi erfare ved denne Lejlighed, af Beretningen om Biſkoppens Trætte med Thord Andresſøn, at Biſkoppen havde en voxen Søn, faldet Thomas Biſkopsſøn, der ſynes at have været boſat paa Sønderlandet, ſiden der tales om at Thord Andresſøn ſkulde have røvet fra ham. Hvis altſaa Sigvard ikke allerede havde den Søn for ſin Indtrædelſe i den geiſtlige Stand, ſaa har han, uagtet ſin biſkoppelige Strenghed, ikke været ſtort ſædeligere end de fleſte andre Gejſtlige paa den Tid. Thomas maa dog vel være fød i Norge, førend Sigvard blev Biſkop.