Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/358

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
344
Haakon Haakonsſøn.

vi ville ſee, for det førſte ved Løftet, og Ivar ſelv var ikke ret tilfreds med Udfaldet af ſin Virkſomhed. Han ytrede at han viſt havde kunnet udrette mere, hvis ikke fornemmelig Gisſurs Venner (paa Sønderlandet), men dog ogſaa nogle af Thords Tilhængere (veſter), havde lagt ham Hindringer i Vejen. Sandſynligviis var Ivar tilſtede i det ſtore Gjeſtebud, ſom Thorgils om Vaaren gjorde for Biſkop Henrik, thi ſaa vidt man af Sagaens Ord kan ſkjønne, beredede Biſkoppen ſig ikke længe efter dette til at forlade Island, og hiint ſtore Thing for Nordfjerdingen, hvor Ivar røgtede Kongens Erende, maa altſaa være holdt tidligere. Hvad der bevægede Biſkop Henrik til at rejſe bort, ſiges ikke. Paa Legemsſvaghed kan man ikke gjette, thi han ſynes endnu at have været en raſk og rørig Mand; men det er højſt rimeligt, at iſær de ſidſte Begivenheder paa Island havde givet ham Afſmag paa Opholdet der, og da han nu virkelig havde bragt det, eller haft betydelig Deel i at bringe det dertil, at Størſtedelen af hans Biſkopsdømme underkaſtede ſig Kong Haakon, har han vel meent ſom ſaa, at hans Hverv paa Island var tilendebragt, og at han nu med god Samvittighed kunde forlade det, for at henleve ſine øvrige Dage i Ro og Fred hjemme. Saavel han ſom Ivar afrejſte i Løbet af Sommeren, og de have ſandſynligviis ſejlet over i det ſamme Skib[1]. Thorgils viſte ſig fremdeles ſom Biſkoppens gode Ven, hjalp ham med alt, hvad han behøvede til Rejſen, fulgte ham til Skibet og ſkiltes fra ham under gjenſidige Venſkabs-Ytringer. Biſkop Henrik, der havde overdraget Biſkop Sigvard Beſtyrelſen af ſit Biſkopsdømme, kom ikke mere til Island, men forblev i Norge, og, ſom det ſynes, ſtadigt om Kongens Perſon ſom hans Ven og Raadgiver, iſær, ſom man maa formode, angaaende de islandſke Anliggender. Han døde, ſaaledes ſom det allerede tidligere er.berettet, om Sommeren 1260, i Tunsberg, kort efter at Kongen var kommen tilbage fra Sammenkomſten med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Han blev begraven ved Olafskloſtrets Kirke, og Kongen talte ſelv ved hans Grav, „berømmende ham i mange fagre Ord efter hans Fortjeneſte“. Han havde viiſt ſig ſom Kongens nidkjære, ufortrødne Ven, om han end ikke altid var heldig nok i ſine Foranſtaltninger til at gribe det Rette. Det var aabenbart, at Kongen væſentligt ſkyldte hans Beſtræbelſer, at en heel Fjerdedeel af Island nu formeligt havde erkjendt hans Herredømme. Var dette endnu kun for et Syns Skyld, og havde det end ingen umiddelbare paalagt-lige Reſultater, ſaa var dog altid Anerkjendelſen ſelv en vigtig ſtatsretlig Grundvold, hvorpaa for Fremtiden mere kunde bygges; et ſtort Slag var altſaa vundet. De yderligere Skridt, ſom Kongen med Henſyn hertil foretog

  1. Jon Englesſøn fulgte i det følgende Aar Jomfru Chriſtina til Spanien, og døde ſiden paa Rejſen til det hellige Land, ſe ovenfor S. 186.