vi ville see, for det første ved Løftet, og Ivar selv var ikke ret tilfreds med Udfaldet af sin Virksomhed. Han ytrede at han vist havde kunnet udrette mere, hvis ikke fornemmelig Gissurs Venner (paa Sønderlandet), men dog ogsaa nogle af Thords Tilhængere (vester), havde lagt ham Hindringer i Vejen. Sandsynligviis var Ivar tilstede i det store Gjestebud, som Thorgils om Vaaren gjorde for Biskop Henrik, thi saa vidt man af Sagaens Ord kan skjønne, beredede Biskoppen sig ikke længe efter dette til at forlade Island, og hiint store Thing for Nordfjerdingen, hvor Ivar røgtede Kongens Erende, maa altsaa være holdt tidligere. Hvad der bevægede Biskop Henrik til at rejse bort, siges ikke. Paa Legemssvaghed kan man ikke gjette, thi han synes endnu at have været en rask og rørig Mand; men det er højst rimeligt, at især de sidste Begivenheder paa Island havde givet ham Afsmag paa Opholdet der, og da han nu virkelig havde bragt det, eller haft betydelig Deel i at bringe det dertil, at Størstedelen af hans Biskopsdømme underkastede sig Kong Haakon, har han vel meent som saa, at hans Hverv paa Island var tilendebragt, og at han nu med god Samvittighed kunde forlade det, for at henleve sine øvrige Dage i Ro og Fred hjemme. Saavel han som Ivar afrejste i Løbet af Sommeren, og de have sandsynligviis sejlet over i det samme Skib[1]. Thorgils viste sig fremdeles som Biskoppens gode Ven, hjalp ham med alt, hvad han behøvede til Rejsen, fulgte ham til Skibet og skiltes fra ham under gjensidige Venskabs-Ytringer. Biskop Henrik, der havde overdraget Biskop Sigvard Bestyrelsen af sit Biskopsdømme, kom ikke mere til Island, men forblev i Norge, og, som det synes, stadigt om Kongens Person som hans Ven og Raadgiver, især, som man maa formode, angaaende de islandske Anliggender. Han døde, saaledes som det allerede tidligere er.berettet, om Sommeren 1260, i Tunsberg, kort efter at Kongen var kommen tilbage fra Sammenkomsten med Byrge Jarl ved Gøta-Elven. Han blev begraven ved Olafsklostrets Kirke, og Kongen talte selv ved hans Grav, „berømmende ham i mange fagre Ord efter hans Fortjeneste“. Han havde viist sig som Kongens nidkjære, ufortrødne Ven, om han end ikke altid var heldig nok i sine Foranstaltninger til at gribe det Rette. Det var aabenbart, at Kongen væsentligt skyldte hans Bestræbelser, at en heel Fjerdedeel af Island nu formeligt havde erkjendt hans Herredømme. Var dette endnu kun for et Syns Skyld, og havde det end ingen umiddelbare paalagt-lige Resultater, saa var dog altid Anerkjendelsen selv en vigtig statsretlig Grundvold, hvorpaa for Fremtiden mere kunde bygges; et stort Slag var altsaa vundet. De yderligere Skridt, som Kongen med Hensyn hertil foretog
- ↑ Jon Englessøn fulgte i det følgende Aar Jomfru Christina til Spanien, og døde siden paa Rejsen til det hellige Land, se ovenfor S. 186.
