Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/357

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
343
1255. Isl. Beg. Thora. og Biſk. forligte. Kongens Herred. erkj. paa Nordlandet.

været opſat mod Thorgils af hans Fiender ved falſke eller overdrevne Indgivelſer, hvis Urigtighed han nu omſider indſaa, uden dog at ville ydmyge ſig ſaa vidt, at tilſtaa at han var ført bag Lyſet. Fra nu af, i den korte Tid, Biſkoppen forblev paa Island, herſkede det ſamme Venſkab mellem dem, ſom for. Biſkoppen lod førſt Kirken i Vidvik lukke op og Mesſe holde der, ſiden, om Vaaren 1256, da Thorgils var flyttet til Aas i Hegranes, beſøgte Biſkoppen ham, ſom han havde lovet, og blev modtagen med et prægtigt Gjeſtebud, hvorved Thorgils ſkjenkede ham herlige Gaver, tre Heſte, tre Hundreder i Værd, en Guldring og en god Bog. Noget tidligere havde Thorgils ogſaa beſøgt ſin Frænde Sturla, og ved denne Lejlighed gjort ſig meget populær blandt de bedſte Bønder der Veſter, ſom indbøde ham til ſig, og viſte ham den ſtørſte Hæder. Hans Magt og Anſeelſe var nu i jevnt Tiltagende[1].

Ved alle disſe Forhandlinger, lige ſiden Gisſur Thorvaldsſøns Bortrejſe 1254, hører man ikke det mindſte til Biſkop Sigvard, der ſaaledes, tvert imod ſin tidligere Sædvane, maa have iagttaget en fuldkommen Uvirkſomhed i alle politiſke Anliggender. Heller ikke hører man ſtort til Ivar Englesſøn, der om Høſten 1255 ankom til Island[2]. Derimod ſiges der udtrykkeligt, at han tilbragte Vintren 1255—1256 i Skaalholt hos Biſkop Sigvard, og fandt at denne lagde mindre Vind paa at fremme Kongens Erende, end han havde lovet. Da Vaaren kom, begav Ivar ſig nord til Skagafjorden, for at forſøge, om han kunde udrette mere hos Biſkop Henrik og Thorgils. Disſe toge ſig ogſaa langt ivrigere af Sagen. De ſtevnede alle Bønderne i hele Nordfjerdingen ſammen til et almindeligt Thing i Skagafjorden, og underſtøttede Ivar paa det bedſte, da han meddeelte Bønderne Kongens Budſkab og anmodede dem om at vedtage at betale ham Skat. Deres forenede Indflydelſe var ſaa ſtor, at baade Skagfjordingerne, Eyfjordingerne og de fleſte øvrige Bønder i Nordfjerdingen foreløbigt lovede dette, og ſaaledes erkjendte ſig for Kong Haakons Underſaatter. Det blev dog, ſom

  1. Sturlunga Saga, IX. 43.
  2. Det er ikke uſandſynligt, at det nærmeſt bar været de Efterretninger, Aron Hjorleifsſøn bragte til Norge, ſom beſtemte Kongen til at ſende Ivar ud. Aron havde allerede om Hoften 1253, før Flugumyre-Affæren, indſkibet ſig tilligemed Are Ingemundsſøn og flere hos Eyſtein hvite, for med ham at vende tilbage til Norge, men Skibet forliſte ſtrax udenfor Flatø, Eyſtein, hans Huſtru og hele Beſætningen, paa Aron, Are og endnu een Mand nær, omkom, og Aron tilbragte ogſaa den følgende Vinter hos Biſkoppen, medens Are, ſom vi have ſeet, ſluttede ſig til Ravn og Eyjulf. Ogſaa hele Aaret 1254 og Vintren derefter forblev Aron paa Island: han drog ikke til Norge førend 1255. Han døde ikke længe efter, og Kongen holdt ſelv Tale ved hans Grav. (Arons Saga Cap. 27).