og døde kort derefter, (29de September). Uagtet man nok kan forstaa, hvorfor Biskop Henrik tog Eyjulf og de øvrige Mordbrænderes Parti, bliver det dog lige saa ubegribeligt for os, som for Thorgils selv, at han kunde betages af en saa overvættes Forbitrelse mod denne, med hvem han nys havde staaet paa en saa fortrolig Fod. Der synes noget at maatte være forefaldt, hvorom Sagaen ikke taler, og som ikke engang Thorgils selv ret fik at vide, der bragte Biskoppen til at glemme sig selv saaledes; maaskee kan der have været ham forebragt Usandheder om hvad Thorgils skulde have sagt eller gjort; Biskoppens senere Forhold mod ham, da han var kommen til Besindelse og bedre Eftertanke, synes at bestyrke dette. Imidlertid havde Thorgils dog opnaaet at blive Herre over Skagafjorden, og ikke længe efter kom der et Bud til ham fra Ravn, at denne nu havde forligt sig med Sturla, og ligeledes ønskede at forlige sig med Thorgils, hvorfor han lod ham indbyde til et Møde i Vatnsdalen. Thorgils efterkom Opfordringen, og et Slags Forlig blev virkelig sluttet, men ikke synderlig oprigtigt fra nogen af Siderne[1].
Biskoppen vedblev endnu i nogle Uger at vise sig uforsonlig. Han truede endog med at paalægge hele Heredet Interdict for Thorgils’s Skyld, og Thorgils truede til Gjengjeld at hevne sig paa hans Mænd, da endelig Brodde Thorleifssøn lagde sig imellem, foreholdt Biskoppen det ufornuftige i hans Fremgangsmaade, og fik ham til at tilstaa Thorgils en Sammenkomst. Ved denne Sammenkomst var Brodde tilstede, og bragte det ved sine Forestillinger dertil, at et Forlig kom i Stand. Thorgils underkastede sig Biskoppens Selvdom i alt hvad han kunde have forseet sig mod Kirken og Gejstligheden; Biskoppen skulde løse Thorgils og hans Mænd af Bannet, og holde Heredsmændene til Troskab og Lydighed mod ham, hvorimod denne skulde understøtte Biskoppen til Haandhævelse af Kirkens og Biskopsstolens lovlige Ret, og begge Parter skulde være hinandens Venner. De bleve nu førte ind i Kirken og fik Absolution, hvorefter Biskoppen skriftede dem; noget senere, da Thorgils vilde drage bort, sagde Biskoppen, at han nu strax vilde afsige sin Kjendelse, hvilket Thorgils fandt vel tidligt, men dog føjede sig i. Biskoppen opregnede da en heel Deel Punkter, hvori Thorgils skulde have forbrudt sig, og som denne ikke i alle Stykker fandt overeensstemmende med Sandheden; men da Biskoppen var færdig med Opregningen, viste han sig, mod Thorgils’s Forventning, saa ædelmodig, at han eftergav ham det Hele, hvorover Thorgils naturligviis blev meget behageligt overrasket, takkede ham paa det bedste, og indbød ham til sig, naar det faldt ham belejligt. Dette synes at bestyrke, hvad vi nys antydede, at Biskoppen maa have
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 37–41.
