Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/356

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
342
Haakon Haakonsſøn.

og døde kort derefter, (29de September). Uagtet man nok kan forſtaa, hvorfor Biſkop Henrik tog Eyjulf og de øvrige Mordbrænderes Parti, bliver det dog lige ſaa ubegribeligt for os, ſom for Thorgils ſelv, at han kunde betages af en ſaa overvættes Forbitrelſe mod denne, med hvem han nys havde ſtaaet paa en ſaa fortrolig Fod. Der ſynes noget at maatte være forefaldt, hvorom Sagaen ikke taler, og ſom ikke engang Thorgils ſelv ret fik at vide, der bragte Biſkoppen til at glemme ſig ſelv ſaaledes; maaſkee kan der have været ham forebragt Uſandheder om hvad Thorgils ſkulde have ſagt eller gjort; Biſkoppens ſenere Forhold mod ham, da han var kommen til Beſindelſe og bedre Eftertanke, ſynes at beſtyrke dette. Imidlertid havde Thorgils dog opnaaet at blive Herre over Skagafjorden, og ikke længe efter kom der et Bud til ham fra Ravn, at denne nu havde forligt ſig med Sturla, og ligeledes ønſkede at forlige ſig med Thorgils, hvorfor han lod ham indbyde til et Møde i Vatnsdalen. Thorgils efterkom Opfordringen, og et Slags Forlig blev virkelig ſluttet, men ikke ſynderlig oprigtigt fra nogen af Siderne[1].

Biſkoppen vedblev endnu i nogle Uger at viſe ſig uforſonlig. Han truede endog med at paalægge hele Heredet Interdict for Thorgils’s Skyld, og Thorgils truede til Gjengjeld at hevne ſig paa hans Mænd, da endelig Brodde Thorleifsſøn lagde ſig imellem, foreholdt Biſkoppen det ufornuftige i hans Fremgangsmaade, og fik ham til at tilſtaa Thorgils en Sammenkomſt. Ved denne Sammenkomſt var Brodde tilſtede, og bragte det ved ſine Foreſtillinger dertil, at et Forlig kom i Stand. Thorgils underkaſtede ſig Biſkoppens Selvdom i alt hvad han kunde have forſeet ſig mod Kirken og Gejſtligheden; Biſkoppen ſkulde løſe Thorgils og hans Mænd af Bannet, og holde Heredsmændene til Troſkab og Lydighed mod ham, hvorimod denne ſkulde underſtøtte Biſkoppen til Haandhævelſe af Kirkens og Biſkopsſtolens lovlige Ret, og begge Parter ſkulde være hinandens Venner. De bleve nu førte ind i Kirken og fik Abſolution, hvorefter Biſkoppen ſkriftede dem; noget ſenere, da Thorgils vilde drage bort, ſagde Biſkoppen, at han nu ſtrax vilde afſige ſin Kjendelſe, hvilket Thorgils fandt vel tidligt, men dog føjede ſig i. Biſkoppen opregnede da en heel Deel Punkter, hvori Thorgils ſkulde have forbrudt ſig, og ſom denne ikke i alle Stykker fandt overeensſtemmende med Sandheden; men da Biſkoppen var færdig med Opregningen, viſte han ſig, mod Thorgils’s Forventning, ſaa ædelmodig, at han eftergav ham det Hele, hvorover Thorgils naturligviis blev meget behageligt overraſket, takkede ham paa det bedſte, og indbød ham til ſig, naar det faldt ham belejligt. Dette ſynes at beſtyrke, hvad vi nys antydede, at Biſkoppen maa have

  1. Sturlunga Saga, IX. 37—41.