Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/355

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
341
1255. Isl. Begivenheder. Trætte mellem Thorgils og Biskoppen.

aldeles sagesløs med Hensyn til eder baade i Ord og Gjerning, og haardt forekommer det mig derfor, at I truer Bønderne saa strengt, hvis de kun give mig eller mine Mænd Mad, eller skaffe os friske Heste. Kansler det ikke tør vare saa længe, førend I eller Eders Venner finde, at dette ikke har været nogen heldig Beslutning, og førend der er flere end jeg og mine, som føle sig ilde tjente dermed“. Men Biskoppen var saa opsat, at ethvert Ord var spildt paa ham. Han udbrød i en Strøm af de groveste Ukvemsord, og sagde blandt andet, at Thorgils og hans Mænd ikke skulde have Ret til at nyde, hvad Bønderne gave ham, ikke til at træde paa Jorden, ikke til at see Himlen, kort ikke til noget som helst, undtagen til Helvede. Thorgils forstummede aldeles, og Biskoppen henvendte sig nu til Finnbjørn, mod hvilken han ligeledes fremførte Beskyldninger. Finnbjørn svarede dertil først paa egne Vegne; siden forestillede han Biskoppen, hvor upassende og ufornuftigt det var at tiltale Thorgils saaledes som han havde gjort; han lurede sin Forundring over at han kunde vise saadan Forkjærlighed for „Guldhalsene“, der nu en Tid havde regjeret i Herederne med Ran og Voldsgjerninger, og lade dem staa ved sin Side i Kirken, naar det var vitterligt, at de havde indebrændt mange, ja endog ladet en heel Deel uskyldige, fattige Folk omkomme, kvalte af Røg[1]; thi alle og enhver vidste jo dog, at Mordbrændere baade i Guds og Menneskernes Lov ere de, over hvilke den største Fordømmelsesdom udtales. Han lod endog forstaa, at Biskoppen af mange ansaaes for Medvider i nogle af deres Misgjerninger. Biskoppen foor op i heftig Vrede, og sagde at Djevelen talte af hans Mund; „du taler“, sagde han, „kun om deres Forbrydelser og om Branden, men nævner intet om hvad de for havde maattet døje af Drab og andre Forhaanelser“. Thorgils sagde, idet Biskoppen gik bort: „jeg vil hverken lægge Haand paa eder, Herre, eller rane noget fra Biskopsstolen, men saa meget skal I vide, at jeg agter ikke stort eders Vilje i Heredet, hvis I ikke agter min Vilje nu“. Derpaa steeg Thorgils og hans Mænd til Hest, og reed vort. Thorvard derimod bad Biskoppen endnu engang om Forlig, og Biskoppen svarede ham nu ikke længer Nej, men henviste ham til sine Ombudsmænd, tilsigende ham og alle hans Mænd Absolution, hvis han reed af Heredet og ikke yderligere understøttede Thorgils. Thorvard, hvis Forhold mod Thorgils den hele Tid havde baaret Egennyttens Præg, lod sig ikke dette sige to Gange, men forligede sig strax med Biskoppen og drog til Østfjordene. Finnbjørn skulde have fulgt med, men hindredes ved sit Saar, fik Absolution,

  1. Her sigtes til at ni Fattigfolk ved Branden paa Flugumyre kvaltes af Røg i det saakaldte Gjestehuus.