Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/355

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
341
1255. Isl. Begivenheder. Trætte mellem Thorgils og Biſkoppen.

aldeles ſagesløs med Henſyn til eder baade i Ord og Gjerning, og haardt forekommer det mig derfor, at I truer Bønderne ſaa ſtrengt, hvis de kun give mig eller mine Mænd Mad, eller ſkaffe os friſke Heſte. Kanſler det ikke tør vare ſaa længe, førend I eller Eders Venner finde, at dette ikke har været nogen heldig Beſlutning, og førend der er flere end jeg og mine, ſom føle ſig ilde tjente dermed“. Men Biſkoppen var ſaa opſat, at ethvert Ord var ſpildt paa ham. Han udbrød i en Strøm af de groveſte Ukvemsord, og ſagde blandt andet, at Thorgils og hans Mænd ikke ſkulde have Ret til at nyde, hvad Bønderne gave ham, ikke til at træde paa Jorden, ikke til at ſee Himlen, kort ikke til noget ſom helſt, undtagen til Helvede. Thorgils forſtummede aldeles, og Biſkoppen henvendte ſig nu til Finnbjørn, mod hvilken han ligeledes fremførte Beſkyldninger. Finnbjørn ſvarede dertil førſt paa egne Vegne; ſiden foreſtillede han Biſkoppen, hvor upasſende og ufornuftigt det var at tiltale Thorgils ſaaledes ſom han havde gjort; han lurede ſin Forundring over at han kunde viſe ſaadan Forkjærlighed for „Guldhalſene“, der nu en Tid havde regjeret i Herederne med Ran og Voldsgjerninger, og lade dem ſtaa ved ſin Side i Kirken, naar det var vitterligt, at de havde indebrændt mange, ja endog ladet en heel Deel uſkyldige, fattige Folk omkomme, kvalte af Røg[1]; thi alle og enhver vidſte jo dog, at Mordbrændere baade i Guds og Menneſkernes Lov ere de, over hvilke den ſtørſte Fordømmelſesdom udtales. Han lod endog forſtaa, at Biſkoppen af mange anſaaes for Medvider i nogle af deres Misgjerninger. Biſkoppen foor op i heftig Vrede, og ſagde at Djevelen talte af hans Mund; „du taler“, ſagde han, „kun om deres Forbrydelſer og om Branden, men nævner intet om hvad de for havde maattet døje af Drab og andre Forhaanelſer“. Thorgils ſagde, idet Biſkoppen gik bort: „jeg vil hverken lægge Haand paa eder, Herre, eller rane noget fra Biſkopsſtolen, men ſaa meget ſkal I vide, at jeg agter ikke ſtort eders Vilje i Heredet, hvis I ikke agter min Vilje nu“. Derpaa ſteeg Thorgils og hans Mænd til Heſt, og reed vort. Thorvard derimod bad Biſkoppen endnu engang om Forlig, og Biſkoppen ſvarede ham nu ikke længer Nej, men henviſte ham til ſine Ombudsmænd, tilſigende ham og alle hans Mænd Abſolution, hvis han reed af Heredet og ikke yderligere underſtøttede Thorgils. Thorvard, hvis Forhold mod Thorgils den hele Tid havde baaret Egennyttens Præg, lod ſig ikke dette ſige to Gange, men forligede ſig ſtrax med Biſkoppen og drog til Øſtfjordene. Finnbjørn ſkulde have fulgt med, men hindredes ved ſit Saar, fik Abſolution,

  1. Her ſigtes til at ni Fattigfolk ved Branden paa Flugumyre kvaltes af Røg i det ſaakaldte Gjeſtehuus.