Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/354

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
340
Haakon Haakonssøn.

almindelig Beundring ved sin Færdighed. Dog tilføjes der, at da han kom tilbage til Hole, viste Biskoppen ham haanligt ud af Kirken og vilde ikke see ham for sine Øjne. Da Thorgils hørte dette, bad han ham komme til sig, men Biskoppen foretrak heller at tage ham til Naade igjen, skjønt han aldrig siden var saa venlig mod ham som før[1].

Lidt senere kom Thorvald, ledsaget af Finnbjørn, der nu var meget daarlig af sit Saar, og foreslog Thorgils at de skulde i Forening drage til Biskoppen og see til at blive løste af Bannet. Thorvard var nu særdeles venlig mod Thorgils, thi han trængte til hans Bistand. Thorgils var naturligviis strax villig dertil, og de rede i Følge med hinanden over til Eyjafjorden, hvor de haabede at treffe Biskoppen paa Madrevalle. Men da Biskoppen hørte at de nærmede sig, forlod han Madrevalle, og drog ind til Tveraa Kloster, hvor han gik ind i Kirken og siden lod den læse. Thorgils og Thorvard rejste efter ham til Tveraa, med 30 Mand i sit Følge. Abbeden kom ud imod dem, nok saa venlig, men sagde at Biskoppen ikke vilde tale med dem og ønskede at de strax skulde ride bort. De bade ham dog forsøge, om han ikke kunde faa Biskoppen til at tilstede dem en Samtale, tilføjende, at de vel lovede ham fuldkommen Sikkerhed, men heller ikke vilde drage bort førend de havde talt med ham; Biskoppen fik da være i Kirken saa længe indtil han blev keed deraf. Ved Abbedens og andres Overtalelser lod da endelig Biskoppen sig bevæge til at gaa ind i Stuen, men han var meget ublid, og da Thorgils og Thorvard kom ind og hilste ham, svarede han ikke. Thorvard begyndte da Samtalen saaledes: „Herre, vort Erende hid er at lægge alt, hvad ni maatte have forbrudt mod Kirken og Guds Ret, under eders Dom, samt derefter modtage Absolution; men hvad derimod de Sager angaar, der svæve mellem os og andre Lægmænd, da ville baade jeg og Thorgils have dem undtagne fra eders Dom, lige saa lidet som vi ville have nogen Indblanding fra eders Side angaaende Hereds-Bestyrelsen, thi vi indsee ikke hvad denne vedkommer eder. Dog dersom I, Herre, tror at burde paalægge os nogen Skrift, da vide vi, at I har Ret dertil, og at det tilkommer eder at give os Absolution for hvad der i Sommer er skeet: i den ville bi taalmodigt finde os. Dette er mit Tilbud for dette Sinde“. „Dette er ogsaa mit Tilbud“, sagde Thorgils, „og derforuden vil jeg for bort forrige Venskabs Skyld lempe mig faa meget efter eder, som jeg kan, uden at gaa mig selv alt for nær; dog paa Heredet giver jeg ikke Slip, og jeg kan ikke tilbageholde min store Forundring over, hvor hastigt eders Sind har vendt sig, siden vi vare de aller bedste Venner. Efter mit bedste Skjøn er jeg

  1. Sturlunga Saga, IX. 36.