Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/354

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
340
Haakon Haakonsſøn.

almindelig Beundring ved ſin Færdighed. Dog tilføjes der, at da han kom tilbage til Hole, viſte Biſkoppen ham haanligt ud af Kirken og vilde ikke ſee ham for ſine Øjne. Da Thorgils hørte dette, bad han ham komme til ſig, men Biſkoppen foretrak heller at tage ham til Naade igjen, ſkjønt han aldrig ſiden var ſaa venlig mod ham ſom før[1].

Lidt ſenere kom Thorvald, ledſaget af Finnbjørn, der nu var meget daarlig af ſit Saar, og foreſlog Thorgils at de ſkulde i Forening drage til Biſkoppen og ſee til at blive løſte af Bannet. Thorvard var nu ſærdeles venlig mod Thorgils, thi han trængte til hans Biſtand. Thorgils var naturligviis ſtrax villig dertil, og de rede i Følge med hinanden over til Eyjafjorden, hvor de haabede at treffe Biſkoppen paa Madrevalle. Men da Biſkoppen hørte at de nærmede ſig, forlod han Madrevalle, og drog ind til Tveraa Kloſter, hvor han gik ind i Kirken og ſiden lod den læſe. Thorgils og Thorvard rejſte efter ham til Tveraa, med 30 Mand i ſit Følge. Abbeden kom ud imod dem, nok ſaa venlig, men ſagde at Biſkoppen ikke vilde tale med dem og ønſkede at de ſtrax ſkulde ride bort. De bade ham dog forſøge, om han ikke kunde faa Biſkoppen til at tilſtede dem en Samtale, tilføjende, at de vel lovede ham fuldkommen Sikkerhed, men heller ikke vilde drage bort førend de havde talt med ham; Biſkoppen fik da være i Kirken ſaa længe indtil han blev keed deraf. Ved Abbedens og andres Overtalelſer lod da endelig Biſkoppen ſig bevæge til at gaa ind i Stuen, men han var meget ublid, og da Thorgils og Thorvard kom ind og hilſte ham, ſvarede han ikke. Thorvard begyndte da Samtalen ſaaledes: „Herre, vort Erende hid er at lægge alt, hvad ni maatte have forbrudt mod Kirken og Guds Ret, under eders Dom, ſamt derefter modtage Abſolution; men hvad derimod de Sager angaar, der ſvæve mellem os og andre Lægmænd, da ville baade jeg og Thorgils have dem undtagne fra eders Dom, lige ſaa lidet ſom vi ville have nogen Indblanding fra eders Side angaaende Hereds-Beſtyrelſen, thi vi indſee ikke hvad denne vedkommer eder. Dog derſom I, Herre, tror at burde paalægge os nogen Skrift, da vide vi, at I har Ret dertil, og at det tilkommer eder at give os Abſolution for hvad der i Sommer er ſkeet: i den ville bi taalmodigt finde os. Dette er mit Tilbud for dette Sinde“. „Dette er ogſaa mit Tilbud“, ſagde Thorgils, „og derforuden vil jeg for bort forrige Venſkabs Skyld lempe mig faa meget efter eder, ſom jeg kan, uden at gaa mig ſelv alt for nær; dog paa Heredet giver jeg ikke Slip, og jeg kan ikke tilbageholde min ſtore Forundring over, hvor haſtigt eders Sind har vendt ſig, ſiden vi vare de aller bedſte Venner. Efter mit bedſte Skjøn er jeg

  1. Sturlunga Saga, IX. 36.