Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/352

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
338
Haakon Haakonsſøn.

Spydſtik gjennem Munden og Nakken til Jorden. Thorvard havde ſaaledes opnaaet ſit Ønſke, at hevne Broderens Død, og hans Sejr var fuldkommen. Men den havde ikke været vunden uden Thorgils’s og Sturlas kraftige Underſtøttelſe og Tapperhed. Thorgils udmerkede ſig iſær, ſom ſædvanligt, men ogſaa Sturla gik i Førſtningen ſaa driſtigt frem foran Fylkingen, at Thorgils maatte advare ham. Han ſvarede: „lad mig ſee for min egen Baad, ſom det kan falde!“ Thorgils ſtillede ſig ved hans Side og ſagde at de ſkulde være ſammen. Mandfaldet var ikke ſynderligt ſtort. Paa Ravns og Eyjulfs Side faldt der 8 eller 9, paa Sejrherrernes 7 eller 8, men mange bleve ſaarede. Blandt disſe var Svarthøvde, der havde faaet et ſvært Saar tvers over Anſigtet, og blev tagen til Fange, men fik Grid af Thorgils, der overhoved viſte ſig meget mild imod dem, der faldt i hans Hænder. Finnbjørn Helgesſøn havde faaet et Stik i Halſen, der i Førſtningen ſyntes heel ubetydeligt, men ſiden blev ondartet, og ſenere om Høſten endte hans Dage[1].

Dagen efter, Thorlaksmesſedag, (20de Juli) ſtevnede Høvdingerne Heredets Bønder til et Møde ved Djupadalsaa, hvor Thorvard traadte frem og forlangte, at man ſkulde antage ham til Forſtander. Men uagtet Thorgils og Sturla underſtøttede ham, vilde dog ikke Bønderne have noget med ham at beſtille. De ſvarede, at de ingen Høvding vilde have, og aller mindſt en ſaa voldſom Mand ſom Thorvald; de vilde ſee Tiden an, og oppebie, hvad Kong Haakon og Thord Kakale beſtemte. Thorvard maatte for denne Gang ganſke lade Sagen fare, og fulgte med Thorgils og Sturla til Skagafjorden, højſt ærgerlig over ſit daarlige Held. I Skagafjorden blev der nu ligeledes ſtevnet Møde ved Vallalaug (Badet paa Valle), da Thorgils der vilde gjøre Bønderne et lignende Forſlag om Antagelſe. Men da han for Mødet bad Thorvald, i Følge givet Løfte at hjelpe ham med at ſætte dette igjennem, begyndte Thorvard at gjøre Vanſkeligheder, ſagde at hans Ord ingen Vegt havde der i Fjorden, o. ſ. v. Finnbjørn, ſom var tilſtede, erindrede ham om hvad han ſkyldte Thorgils, og hvad han havde lovet ham; Thorgils ſvarede hertil at han ſkulde holde alt hvad der ſtod i hans Magt, dog, føjede han til, havde Thorgils heller ikke underſtøttet ham ret ivrigt paa Mødet i Eyjafjorden. Han undte ſaaledes ikke Thorgils bedre Lykke i Skagafjorden, end han ſelv havde haft i Eyjafjorden. Man begav ſig imidlertid til Mødet, hvor de fleſte Bønder indfandt ſig, og hvor Thorgils fremſatte ſin Anmodning til Bønderne, at de vilde tage ham til Høvding ſom Kolbeins nærmeſte Arving. Brodde Thorleifsſøn ſvarede ligeſom Bønderne i Eyjafjorden, at han helſt ikke vilde tjene nogen Høvding,

  1. Sturlunga Saga, IX. 25—34. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 283.