Spydstik gjennem Munden og Nakken til Jorden. Thorvard havde saaledes opnaaet sit Ønske, at hevne Broderens Død, og hans Sejr var fuldkommen. Men den havde ikke været vunden uden Thorgils’s og Sturlas kraftige Understøttelse og Tapperhed. Thorgils udmerkede sig især, som sædvanligt, men ogsaa Sturla gik i Førstningen saa dristigt frem foran Fylkingen, at Thorgils maatte advare ham. Han svarede: „lad mig see for min egen Baad, som det kan falde!“ Thorgils stillede sig ved hans Side og sagde at de skulde være sammen. Mandfaldet var ikke synderligt stort. Paa Ravns og Eyjulfs Side faldt der 8 eller 9, paa Sejrherrernes 7 eller 8, men mange bleve saarede. Blandt disse var Svarthøvde, der havde faaet et svært Saar tvers over Ansigtet, og blev tagen til Fange, men fik Grid af Thorgils, der overhoved viste sig meget mild imod dem, der faldt i hans Hænder. Finnbjørn Helgessøn havde faaet et Stik i Halsen, der i Førstningen syntes heel ubetydeligt, men siden blev ondartet, og senere om Høsten endte hans Dage[1].
Dagen efter, Thorlaksmessedag, (20de Juli) stevnede Høvdingerne Heredets Bønder til et Møde ved Djupadalsaa, hvor Thorvard traadte frem og forlangte, at man skulde antage ham til Forstander. Men uagtet Thorgils og Sturla understøttede ham, vilde dog ikke Bønderne have noget med ham at bestille. De svarede, at de ingen Høvding vilde have, og aller mindst en saa voldsom Mand som Thorvald; de vilde see Tiden an, og oppebie, hvad Kong Haakon og Thord Kakale bestemte. Thorvard maatte for denne Gang ganske lade Sagen fare, og fulgte med Thorgils og Sturla til Skagafjorden, højst ærgerlig over sit daarlige Held. I Skagafjorden blev der nu ligeledes stevnet Møde ved Vallalaug (Badet paa Valle), da Thorgils der vilde gjøre Bønderne et lignende Forslag om Antagelse. Men da han for Mødet bad Thorvald, i Følge givet Løfte at hjelpe ham med at sætte dette igjennem, begyndte Thorvard at gjøre Vanskeligheder, sagde at hans Ord ingen Vegt havde der i Fjorden, o. s. v. Finnbjørn, som var tilstede, erindrede ham om hvad han skyldte Thorgils, og hvad han havde lovet ham; Thorgils svarede hertil at han skulde holde alt hvad der stod i hans Magt, dog, føjede han til, havde Thorgils heller ikke understøttet ham ret ivrigt paa Mødet i Eyjafjorden. Han undte saaledes ikke Thorgils bedre Lykke i Skagafjorden, end han selv havde haft i Eyjafjorden. Man begav sig imidlertid til Mødet, hvor de fleste Bønder indfandt sig, og hvor Thorgils fremsatte sin Anmodning til Bønderne, at de vilde tage ham til Høvding som Kolbeins nærmeste Arving. Brodde Thorleifssøn svarede ligesom Bønderne i Eyjafjorden, at han helst ikke vilde tjene nogen Høvding,
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 25–34. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 283.
