Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
337
1255. Isl. Begivenheder. Slag paa Tveraa-Øre. Eyjulfs Fald.

afgjøre deres Mellemværende. Thorgils og Thorvald modtoge denne Hilſen med Glæde. Ravn glædede ſig ikke mindre, da Abbeden kom tilbage og berettede dette, men Eyjulf begyndte dog nu at ytre nogen Betænkelighed; thi hidtil, ſagde han, havde de nok ſejret ved pludſelige Angreb eller Overfald, men det var en anden Sag at ſtride mod Storbønder i ſluttet Fylking. Han lovede Ravn at kæmpe tappert ved hans Side og ikke flygte fra ham, hvor ſtor Faren end monne være, og ytrede det Haab at Ravn ligeſaa lidet vilde flygte fra ham. Ravn lovede det, og ſagde at det var en Skam at lade ſig jage paa Flugt, naar man havde ſaa gode Tropper.

Thorvard og Thorgils brøde nu op fra Øen, efterat den førſte endnu engang havde holdt en kort Opmuntringstale; man aflagde ogſaa det Løfte til Gud og den hellige Thorlak, hvis Sommer-Feſtdag har den følgende Dag, at alle de, der kom i god Behold fra Slaget, ſkulde faſte Dag og Nat før Thorlaksmesſe næſte Sommer, og ſynge Pſalmer; ja nogle lovede endog at faſte hele deres Liv; derpaa gik de til Skrifte. Da de kom til Tveraa-Øren, valgte Sturla deres Stilling paa et Sted, hvor der var rigeligt Forraad af Steen til at kaſte paa Fienden, og dog ganſke jevnt. Derpaa ſtillede man ſig i Fylking, Thorgils’s Mænd, under hans Svoger Thord og en anden Høvding, paa venſtre Side, Sturla og Helgesſønnerne i Midten, og Thorvard med Øſtfjordingerne paa højre Side. Thorgils forbeholdt ſig med ni udvalgte Mænd at ſtride der, hvor han fandt, at det helſt kunde gjøres fornødent. C Abbeden forſøgte endnu engang at megle Forlig, men Thorgils ſagde at det ikke nyttede, hvorpaa Abbeden kaldte de Munke og andre Gejſtlige, der vare i Følge med ham, til ſig, og reed derfra. Strax efter kom Ravn og Eyjulf med ſin Hær ned fra Højderne, ſtillede den i Fylking, iſtemte Hærſkrig, og begyndte Angrebet. Kampen var heftig og haardnakket. Ravn angreb Thord og Veſtfjordingerne med ſtor Hidſighed, men blev dreven tilbage, og vendte ſig derfor førſt mod Helgesſønnerne, ſiden mod Thorvard, og vexlede perſonligt Hug med ham, ſaaledes at de begge bleve noget ſaarede. Men ogſaa her maatte han vige, og trods ſit nys aflagte højtidelige Løfte tog han dog Flugten med alle ſine Mænd, og det endog med ſaadan Iilfærdighed, at han ſatte lige til Fjelds over til Skagafjordeu, og ikke ſtandſede førend paa Geldingaholt. Eyjulf havde imidlertid kæmpet med ſtor Tapperhed og Udholdenhed i Midten af Fylkingen, altſaa med Sturla; men et voldſomt Steenkaſt, han fik i Bryſtet, lammede hans Kræfter, og da nu Navns Mænd toge Flugten, og Exemplet ſmittede paa hans egne, maatte ogſaa han ſee til at frelſe ſig. Men da han ſkulde ſtige op paa Heſten, blev han indhentet af en Øſtfjording, Jørund Geſt, ſom rev ham omkuld og gjenkjendte ham. I det ſamme kom Thorvard til og naglede ham ved et