afgjøres ved Voldgiftsmænd, lige mange opnævnte fra hver Side, dog saaledes at Dommen ej skulde lyde paa Forjagelse fra Landet eller fra Heredet, ja ikke endog paa Tabet af de Herskaber, Thord Kakale havde overdraget dem. Thorvard svarede hertil, at han ikke var uvillig til Forlig og billig Afgjørelse, men fordrede ubetinget at Eyjulf skulde forlade Landet og give Slip paa sit Forstanderskab over de nordlige Hereder, hvorimod Ravn kunde beholde hvad han havde der vester, kun paa den Betingelse at han ej skulde lade sig finde søndenfor Gilsfjord, altsaa med andre Ord at han kun skulde holde sig i den nordvestlige Halvø af Landet. Abbeden svarede, at det aldrig var at tænke paa, at Eyjulf skulde ville gaa ind paa noget saadant, da han endog paastod at have skriftlig Beskikkelse af Kongen til at raade for Skagafjorden (hvorvidt det virkelig forholdt sig saa, er vel et stort Spørgsmaal, skjønt det ej er umuligt at Biskop Henrik kan have udvirket det); dog, tilføjede han, havde han og Ravn ytret at de ej vare uvillige til at skyde hele Sagen under Kongens Dom, saaledes at enten begge eller een af dem endnu i Sommerens Løb skulde drage til Norge, forudsat at ligeledes enten Sturla eller Thorgils, eller begge to gjorde det samme: Thorvard fik da svare for sin egen Sag. Men ogsaa dette forkastedes. Thorvard ytrede jo rigtig nok at han ikke havde saa meget imod at drage til Norge, men Thorgils erklærede at han ej forlod Landet, uden paa Kongens eget Bud, og Sturla, at han ikke vidste at have forbrudt sig saaledes at han behøvede at gaa i Landflygtighed. Abbeden fraraadede dem at indlade sig i Kamp, da deres Fiender vare saa meget bedre bevæbnede og mandsterkere end de. Men Sturla sagde, at det maaskee ikke vilde blive saa farligt endda, det bares ham for at Eyjulf nu stod nær ved sit Livs Ende. Thorvard og Thorgils svarede ogsaa at de med Guds Bistand vilde vove en Dyst. Abbeden vendte nu tilbage til Ravn og Eyjulf med denne Besked, men ingen af dem vilde gaa ind paa saadanne Betingelser; de vidste desuden.at Overmagten var paa deres Side, og havde derfor det bedste Haab om Sejren, saameget mere som de hidtil altid havde været heldige. De bad derfor Abbeden hilse Thorvald og Thorgils, at de skulde møde dem paa Grunden eller Øren strax nordenfor Lille-Tveraa[1], og lade Vaabnene
- ↑ Dette maa ikke forvexles med Store Tveraa, længer oppe, efter hvilken den bekjendte Gaard, først Vigaglums, siden Einar Eyjulfssøns, Bolig havde sit Navn, og hvor Klostret siden anlagdes, hvorfor den nu kaldes Munkatveraa. I den store Eyjafjords-Aa falder der to Bifloder eller saakaldte „Tveraaer“ østenfra: den yderste, kaldet den lille, er den, hvorom der her er Tale, og forener sig med Hovedaaen en Fjerdingvej ovenfor eller søndenfor Thorunarø. Den inderste, eller store Tveraa, ved hvilken Klostret ligger, er en Miils Vej derfra.
