Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/350

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
336
Haakon Haakonsſøn.

afgjøres ved Voldgiftsmænd, lige mange opnævnte fra hver Side, dog ſaaledes at Dommen ej ſkulde lyde paa Forjagelſe fra Landet eller fra Heredet, ja ikke endog paa Tabet af de Herſkaber, Thord Kakale havde overdraget dem. Thorvard ſvarede hertil, at han ikke var uvillig til Forlig og billig Afgjørelſe, men fordrede ubetinget at Eyjulf ſkulde forlade Landet og give Slip paa ſit Forſtanderſkab over de nordlige Hereder, hvorimod Ravn kunde beholde hvad han havde der veſter, kun paa den Betingelſe at han ej ſkulde lade ſig finde ſøndenfor Gilsfjord, altſaa med andre Ord at han kun ſkulde holde ſig i den nordveſtlige Halvø af Landet. Abbeden ſvarede, at det aldrig var at tænke paa, at Eyjulf ſkulde ville gaa ind paa noget ſaadant, da han endog paaſtod at have ſkriftlig Beſkikkelſe af Kongen til at raade for Skagafjorden (hvorvidt det virkelig forholdt ſig ſaa, er vel et ſtort Spørgsmaal, ſkjønt det ej er umuligt at Biſkop Henrik kan have udvirket det); dog, tilføjede han, havde han og Ravn ytret at de ej vare uvillige til at ſkyde hele Sagen under Kongens Dom, ſaaledes at enten begge eller een af dem endnu i Sommerens Løb ſkulde drage til Norge, forudſat at ligeledes enten Sturla eller Thorgils, eller begge to gjorde det ſamme: Thorvard fik da ſvare for ſin egen Sag. Men ogſaa dette forkaſtedes. Thorvard ytrede jo rigtig nok at han ikke havde ſaa meget imod at drage til Norge, men Thorgils erklærede at han ej forlod Landet, uden paa Kongens eget Bud, og Sturla, at han ikke vidſte at have forbrudt ſig ſaaledes at han behøvede at gaa i Landflygtighed. Abbeden fraraadede dem at indlade ſig i Kamp, da deres Fiender vare ſaa meget bedre bevæbnede og mandſterkere end de. Men Sturla ſagde, at det maaſkee ikke vilde blive ſaa farligt endda, det bares ham for at Eyjulf nu ſtod nær ved ſit Livs Ende. Thorvard og Thorgils ſvarede ogſaa at de med Guds Biſtand vilde vove en Dyſt. Abbeden vendte nu tilbage til Ravn og Eyjulf med denne Beſked, men ingen af dem vilde gaa ind paa ſaadanne Betingelſer; de vidſte desuden.at Overmagten var paa deres Side, og havde derfor det bedſte Haab om Sejren, ſaameget mere ſom de hidtil altid havde været heldige. De bad derfor Abbeden hilſe Thorvald og Thorgils, at de ſkulde møde dem paa Grunden eller Øren ſtrax nordenfor Lille-Tveraa[1], og lade Vaabnene

  1. Dette maa ikke forvexles med Store Tveraa, længer oppe, efter hvilken den bekjendte Gaard, førſt Vigaglums, ſiden Einar Eyjulfsſøns, Bolig havde ſit Navn, og hvor Kloſtret ſiden anlagdes, hvorfor den nu kaldes Munkatveraa. I den ſtore Eyjafjords-Aa falder der to Bifloder eller ſaakaldte „Tveraaer“ øſtenfra: den yderſte, kaldet den lille, er den, hvorom der her er Tale, og forener ſig med Hovedaaen en Fjerdingvej ovenfor eller ſøndenfor Thorunarø. Den inderſte, eller ſtore Tveraa, ved hvilken Kloſtret ligger, er en Miils Vej derfra.