Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
21
1246. Cardinal Villjams Sendelſe til Norge.


Hvor magtpaaliggende Paven lod det være ſig at vinde Kongens Hengivenhed, ſees deraf at han ogſaa ved et ſærſkilt Brev af 6te November betænkte Kongens Klerk, Chorsbroder Bjørn, den ene af Geſandterne, med ſærdeles Begunſtigelſer, og, ſom han udtrykkeligt ytrede, for Kongens Skyld. Vel tales der ogſaa i Brevet om Bjørns „rosværdige Forhold og fortjenſtfulde Liv,“ men dernæſt heder det, hvad man tydeligt kan ſee er Hovedſagen, at Paven „tager Henſyn til ſin kjære Søn Kong Haakon, i hvis Klerk han egentlig vil hædre ham ſelv“, og derfor tillader Bjørn, ved Siden af de Beneficier uden Sjæleſorg, ſom han allerede havde, at modtage endnu et, der var forbundet med Sjæleſorg, uanſeet den Concilbeſtemmelſe, der forbød det. Sandſynligviis havde Kongen allerede lovet ham et ſaadant til Belønning for vel udført Hverv[1].

Allerede af det oven omtalte Fuldmagtsbrev ſeer man for Reſten, at Legatens Hverv ikke alene var at krone Kongen, men ogſaa at underſøge Kirkens Tilſtand, ſaavel i Norge ſom i Sverige, og at treffe de Forføjninger, han til dens Ophjelpelſe maatte finde nødvendige. Dette antydes ogſaa i Communicationsbrevet til begge Landes gejſtlige og verdslige Øvrigheder, ſaavelſom i Brevet til Kongen af ſamme Dag. Paven opfordrer Høvdingerne til at adlyde hans Befalinger og Paamindelſer, anmoder Kongen om ærbødigt at modtage Legaten og hjelpe til at hans fromme Raad vorde ſatte i Kraft, o. ſ. v.; Paven truer endog dem, der maatte viſe ſig gjenſtridige, med at bekræfte den Dom, Legaten maatte fælde over dem, og lade den ſtrengt iagttage, indtil Vedkommende havde givet tilbørlig Satisfaction.

3. Cardinal Villjams Ankomſt til Norge. Kongens Kroning.


Med disſe Breve kom ud paa Vinteren, altſaa i Begyndelſen af 1247, de kongelige Sendebud hjem til Norge; efter en anden Beretning ſkulle de endnu være blevne en Stund tilbage, og kun have ſendt Bud til Kongen om Cardinalens foreſtaaende Komme[2]. Kongen, ſom da

    biſkoppen ſaavel ſom Biſkopperne i Bergen og Stavanger, at han havde taget Dronningen og hendes Morgengave under ſin Varetægt. Dette viſer ſaaledes, at de hende ſom Livgeding overdragne Gaarde laa i Froſtathings- og Gulathings-Lagen.

  1. Dipl. Norv. I. 34. Her anvendes ſaaledes den bekjendte, forhadte Clauſul non obstante &c., hvilken Innocentius IV. førſt optog i ſine Breve, og ſom vakte megen Misnøje, ſee Matth. Pariſ. S. 542, 547, 571.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 248. Skaalholtsbogen og to andre Codices