Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
20
Haakon Haakonsſøn.

ger baade hos os og hos Kirken de aandelige Glæders Velbehag. Og derved opſtaar der i vort Sind et brændende Ønſke om, at du, der er det apoſtoliſke Sæde ſaa kjær, ogſaa i Forhold til dine udmerkede Fortjeneſter maa i Overflod nyde dette Sædes Gunſt, der i ſaa rigeligt Maal plejer at tilflyde dem, der ere det hengivne, ſaa at du og dine Arvinger deraf med Guds Hjelp ville kunne høſte ſtor Hæder og din Lykke tiltage i forønſket Grad. Da nu, efter hvad vi have bragt i Erfaring, din Fader Haakon, Konge i Norge, berømmelig Ihukommelſe, ſelv ugift har avlet dig med en ugift Kvinde, ſaa er det at vi, af ſærdeles Velvilje for din Højhed, herved efter Raadſlagning med vore Brødre, ifølge vor apoſtoliſke Autoritet dispenſere dig med Henſyn til denne Mangel, ſaa at du, uden at hindres deraf, ſkal kunne ſtedes til den kongelige Trones Værdighed og alle Kongedømmets lovlige Handlinger, ſamt at dine lovlige[1] Arvinger ſkulle efterfølge dig i Herredømmet og Værdigheden. Vi haabe at du og de ſamme Arvinger ville indprente denne ſaa ſtore Naade faſt i eders Erindring, at baade du og de ſætte eders Glæde i, ſærdeles at tækkes alles Skaber ved Stræben efter at føre et dydigt Liv, og hans hellige Kirke ved en ſtedſe tiltagende, oprigtig Fromhed“. Uagtet viſtnok meget af dette er at betragte ſom de ſædvanlige Floſkler, hvormed Brevconcipiſterne i det pavelige Cancelli, uden altid at kjende nøje til de ſæregne Omſtændigheder, plejede at indlede Breve af dette Slags, ſaa er det alligevel merkeligt, at der tales ſaa ubetinget om de tidligere norſke Kongers Fromhed. Her maatte man dog nærmeſt tænke paa Haakons umiddelbare Forfædre, fornemmelig Sverre; og den fiendtlige Stilling, han indtog lige overfor Kirken, ſkulde jo dog egentlig have gjort det umuligt, at tale om hine, uden ſærſkilt at undtage ham. Naar nu derimod Haakons Forfædre omtales, ſom om Sverre aldrig havde exiſteret, ſkulde man virkelig være berettiget til at tro at dette er ſkeet efter Innocentius’s udtrykkelige Befaling, og at han ſaaledes herved middelbart vilde give at forſtaa, at den Plet, der i Kirkens Øjne hvilede over Kong Sverres Minde, nu ſkulde anſees ſom borttagen. Udtrykkeligt at erklære noget ſaadant vilde ikke have været pasſende, og dog var en Rehabilitation af Sverres Minde visſelig nødvendig, for ganſke at ſætte Haakon paa det Standpunkt, han ved Kroningen ſøgte at opnaa, et Standpunkt af fuldſtændig Legitimitet, ej alene for ſin Perſon, men for ſin hele Æt[2].

  1. I Originalen bruges her Udtrykket „legitimus“. Men det er et ſtort Spørgsmaal, om ikke legitimus paa dette Sted egentlig betegner og burde overſættes med „egtefød.“
  2. Dipl. Norv. I. 30—38. Under 6te November tilmeldte Paven ogſaa Erke-