ger baade hos os og hos Kirken de aandelige Glæders Velbehag. Og derved opstaar der i vort Sind et brændende Ønske om, at du, der er det apostoliske Sæde saa kjær, ogsaa i Forhold til dine udmerkede Fortjenester maa i Overflod nyde dette Sædes Gunst, der i saa rigeligt Maal plejer at tilflyde dem, der ere det hengivne, saa at du og dine Arvinger deraf med Guds Hjelp ville kunne høste stor Hæder og din Lykke tiltage i forønsket Grad. Da nu, efter hvad vi have bragt i Erfaring, din Fader Haakon, Konge i Norge, berømmelig Ihukommelse, selv ugift har avlet dig med en ugift Kvinde, saa er det at vi, af særdeles Velvilje for din Højhed, herved efter Raadslagning med vore Brødre, ifølge vor apostoliske Autoritet dispensere dig med Hensyn til denne Mangel, saa at du, uden at hindres deraf, skal kunne stedes til den kongelige Trones Værdighed og alle Kongedømmets lovlige Handlinger, samt at dine lovlige[1] Arvinger skulle efterfølge dig i Herredømmet og Værdigheden. Vi haabe at du og de samme Arvinger ville indprente denne saa store Naade fast i eders Erindring, at baade du og de sætte eders Glæde i, særdeles at tækkes alles Skaber ved Stræben efter at føre et dydigt Liv, og hans hellige Kirke ved en stedse tiltagende, oprigtig Fromhed“. Uagtet vistnok meget af dette er at betragte som de sædvanlige Floskler, hvormed Brevconcipisterne i det pavelige Cancelli, uden altid at kjende nøje til de særegne Omstændigheder, plejede at indlede Breve af dette Slags, saa er det alligevel merkeligt, at der tales saa ubetinget om de tidligere norske Kongers Fromhed. Her maatte man dog nærmest tænke paa Haakons umiddelbare Forfædre, fornemmelig Sverre; og den fiendtlige Stilling, han indtog lige overfor Kirken, skulde jo dog egentlig have gjort det umuligt, at tale om hine, uden særskilt at undtage ham. Naar nu derimod Haakons Forfædre omtales, som om Sverre aldrig havde existeret, skulde man virkelig være berettiget til at tro at dette er skeet efter Innocentius’s udtrykkelige Befaling, og at han saaledes herved middelbart vilde give at forstaa, at den Plet, der i Kirkens Øjne hvilede over Kong Sverres Minde, nu skulde ansees som borttagen. Udtrykkeligt at erklære noget saadant vilde ikke have været passende, og dog var en Rehabilitation af Sverres Minde visselig nødvendig, for ganske at sætte Haakon paa det Standpunkt, han ved Kroningen søgte at opnaa, et Standpunkt af fuldstændig Legitimitet, ej alene for sin Person, men for sin hele Æt[2].
