Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/33

19

1246. Paven legitimerer Kongen og tillader hans Kroning.

ham, „som en Frelsens Engel,“ og vise ham al tilbørlig Hæder og Lydighed. Ved tvende andre Breve, daterede den 6te November, tog Paven Kong Haakon med Hustru, Børn og Gods under den apostoliske Varetægt, saa længe han maatte være fraværende paa derfor omtalte Korstog til det hellige Land, og i et Brev af samme Datum, henvendt til Dronning Margrete, tog han ligeledes hende og alt det Gods, hendes Egtemand Kong Haakon havde givet hende i Morgengave, under sit apostoliske Værn. Heller ikke i disse Breve sparede han paa Complimenter, der vise, hvor magtpaaliggende det var ham at forsikre sig Haakons Venskab. „I Betragtning af de Troens Fortjenester“ – heder det i Brevet til Kongen – hvorved du formedelst Christi Naade glimrer, nære vi en særdeles Yndest for dig, og give dig med Glæde hvad der kan bidrage til din Lokke, fast overbeviste om, at jo større den Gunst er, som du modtager af det apostoliske Sæde, med desto mere brændende Iver vil du, naar Tiden dertil kommer, arbejde for Frelserens Ære.“ Og til Dronningen heder det: „Da du, som vi erfare, med sand Fromhed og en reen Sjæls Tro søger at vinde Yndest for den guddommelige Majestæts Øjne, vise vi dig desformedelst, som billigt er, gjerne enhver Gunst, du retteligen maatte attraa af os, og derfor opfylde vi herved den af dig nu fremførte Begjæring.“ I et andet Brev, udstedt den følgende Dag, overdrog Paven Kong Haakon bestandig Patronatsret til de Kirker, han eller hans Arvinger maatte opføre i de Landskaber, som erobredes fra Hedningerne ved Landets Grændser. Dette Brev, sammenholdt med Beskyttelsesbrevet af Dagen forud, viser noksom, at Kongen nu virkelig ved Siden af sin ældre Forpligtelse, at christne Landets hedenske Naboer, ogsaa har paataget sig den nye, at gjøre et Korstog til det hellige Land. Men det vigtigste, og rimeligviis for Kongen kjærkomneste Brev af alle dem, som Paven ved denne Lejlighed udstedte, var et, dateret 8de November, altsaa det aller sidste, thi i dette fritog han ham ganske fra Manglerne ved hans uegte Fødsel, og gav sin fulde Tilladelse til hans Kroning, uden at sætte nogen saadan Betingelse, som den Gejstligheden hjemme i Landet selv havde fremsat, men kun udtalende sin Forhaabning om at Kongen vilde vise sig denne Gunst værdig. Dette merkelige Brev lyder saaledes: „Den evige Konges forunderlige Godhed har med mangfoldig Hæder forherliget sin Brud og Dronning, Kirken, men har dog fornemmelig deri gjort den berømmelig og straalende af Lykke, at han bar tildeelt den en saadan Magtfylde, at den kan hjelpe ej alene ringere men ogsaa de højest staaende Personer til, hvad der forskaffer dem berømmelig Titel og forøget Magt. Sandelig, at betragte de Fortjenester af reen Fromhed og Tro, hvorved Norges Konger, berømmelig Ihukommelse, have udmerket sig blandt Verdens katholske Fyrster, frembrin-