Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
19
1246. Paven legitimerer Kongen og tillader hans Kroning.

ham, „ſom en Frelſens Engel,“ og viſe ham al tilbørlig Hæder og Lydighed. Ved tvende andre Breve, daterede den 6te November, tog Paven Kong Haakon med Huſtru, Børn og Gods under den apoſtoliſke Varetægt, ſaa længe han maatte være fraværende paa derfor omtalte Korstog til det hellige Land, og i et Brev af ſamme Datum, henvendt til Dronning Margrete, tog han ligeledes hende og alt det Gods, hendes Egtemand Kong Haakon havde givet hende i Morgengave, under ſit apoſtoliſke Værn. Heller ikke i disſe Breve ſparede han paa Complimenter, der viſe, hvor magtpaaliggende det var ham at forſikre ſig Haakons Venſkab. „I Betragtning af de Troens Fortjeneſter“ — heder det i Brevet til Kongen — hvorved du formedelſt Chriſti Naade glimrer, nære vi en ſærdeles Yndeſt for dig, og give dig med Glæde hvad der kan bidrage til din Lokke, faſt overbeviſte om, at jo ſtørre den Gunſt er, ſom du modtager af det apoſtoliſke Sæde, med deſto mere brændende Iver vil du, naar Tiden dertil kommer, arbejde for Frelſerens Ære.“ Og til Dronningen heder det: „Da du, ſom vi erfare, med ſand Fromhed og en reen Sjæls Tro ſøger at vinde Yndeſt for den guddommelige Majeſtæts Øjne, viſe vi dig desformedelſt, ſom billigt er, gjerne enhver Gunſt, du retteligen maatte attraa af os, og derfor opfylde vi herved den af dig nu fremførte Begjæring.“ I et andet Brev, udſtedt den følgende Dag, overdrog Paven Kong Haakon beſtandig Patronatsret til de Kirker, han eller hans Arvinger maatte opføre i de Landſkaber, ſom erobredes fra Hedningerne ved Landets Grændſer. Dette Brev, ſammenholdt med Beſkyttelſesbrevet af Dagen forud, viſer nokſom, at Kongen nu virkelig ved Siden af ſin ældre Forpligtelſe, at chriſtne Landets hedenſke Naboer, ogſaa har paataget ſig den nye, at gjøre et Korstog til det hellige Land. Men det vigtigſte, og rimeligviis for Kongen kjærkomneſte Brev af alle dem, ſom Paven ved denne Lejlighed udſtedte, var et, dateret 8de November, altſaa det aller ſidſte, thi i dette fritog han ham ganſke fra Manglerne ved hans uegte Fødſel, og gav ſin fulde Tilladelſe til hans Kroning, uden at ſætte nogen ſaadan Betingelſe, ſom den Gejſtligheden hjemme i Landet ſelv havde fremſat, men kun udtalende ſin Forhaabning om at Kongen vilde viſe ſig denne Gunſt værdig. Dette merkelige Brev lyder ſaaledes: „Den evige Konges forunderlige Godhed har med mangfoldig Hæder forherliget ſin Brud og Dronning, Kirken, men har dog fornemmelig deri gjort den berømmelig og ſtraalende af Lykke, at han bar tildeelt den en ſaadan Magtfylde, at den kan hjelpe ej alene ringere men ogſaa de højeſt ſtaaende Perſoner til, hvad der forſkaffer dem berømmelig Titel og forøget Magt. Sandelig, at betragte de Fortjeneſter af reen Fromhed og Tro, hvorved Norges Konger, berømmelig Ihukommelſe, have udmerket ſig blandt Verdens katholſke Fyrſter, frembrin-