Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
18
Haakon Haakonsſøn.

hvortil og de norſke Biſkopper vare indkaldte, uden at dog nogen af dem mødte, erklærede han Frederik afſat fra ſin hele kejſerlige og kongelig Værdighed. Naar han ſaaledes vovede at kaſte Handſken mod Chriſtenhedens mægtigſte Fyrſte, var det dobbelt nødvendigt for ham at vinde ſaa mange ſom muligt af de øvrige for ſig, eller i det mindſte at ſikre ſig deres Neutralitet, og allerede af denne Grund er det derfor let at forſtaa, at Kong Haakons Andragende maatte finde gunſtig Modtagelſe hos Innocentius. Men hertil kun ogſaa at Haakon, ſom det ſynes, havde indyndet ſig hos Paven ved et nyt Korstogsløfte. Vi erfare nemlig af de ſenere ſtedfundne Forhandlinger, at ved Siden af den Forpligtelſe, at omvende Norges hedenſke Nabofolk til Chriſtendommen, hvormed Pave Gregorius havde tilladt ham at gjøre Fyldeſt for ſit tidligere Korstogs-Løfte, havde han nu atter, ſandſynligviis ved Efterretningen om Jeruſalems Indtagelſe ved Chovareſmierne den 7de Septbr. 1244, lovet at gjøre et virkeligt Korstog til det hellige Land Og endelig ſparede Laurentius, efter Kongens Inſtrux, ikke paa vegtige Overtalelſesgrunde, men udbetalte — det ſiges ikke under hvilken Form eller Beſmykkelſe — til Paven ikke mindre end 30000 Mk. Sølv for Legitimationen og Samtykket til Kroningen[1]. Laurentius, heder det, drev alt dette igjennem, og Valget af ham til Hovedunderhandler viſer ſig ſaaledes at være meget vel betænkt. Det heldige Reſultat af Underhandlingerne aabenbarer ſig nokſom i en Række af Breve, ſom Paven nu fra 30te October til 8de November lod udfærdige. I det førſte, af 30te Octbr., heder det at Paven paa Grund af den oprigtige Fromhed og Troſkab, Kongen viſte ſig at nære mod Gud og det apoſtoliſke Sæde, elſkede ham ſom en Søn, og var rede til enhver Handling, der kunde glæde ham og ſkaffe ham Hæder. Derfor havde han nu ogſaa efterkommet hans deels ſkriftligt, deels gjennem de oven nævnte Sendebud mundtligt ytrede Ønſke, og efter Raadſlagning med Cardinalerne beſluttet at ſende Villjam, Cardinal-Biſkop af Sabina, til Norge ſom ſin fuldmyndige Legat baade for dette Land og Sverige, overdragende ham at udføre den Forretning, hvorved Kongens Hæder og Rigets Gavn befordredes. Fire Dage efter (3die November) udſtedtes Fuldmagten for Cardinalen, lydende paa fuldſtændig Myndighed ſom pavelig Legat i Norge og Sverige, og ſærſkilt Beføjelſe til at ſammenkalde Norges Prælater og verdslige Høvdinger, for efter at have hørt deres Raad paa Pavens Vegne at meddele ham Kronings-Hæderen. Under ſamme Dag udfærdigedes ogſaa en Kundgjørelſe til de gejſtlige og verdslige Høvdinger i Sverige og Norge om Cardinal Villjams Sendelſe ſom Legat, med Anmodning om at de vilde modtage

  1. Dette ſiges udtrykkeligt af Matth. Pariſ. S. 545.