hvortil og de norske Biskopper vare indkaldte, uden at dog nogen af dem mødte, erklærede han Frederik afsat fra sin hele kejserlige og kongelig Værdighed. Naar han saaledes vovede at kaste Handsken mod Christenhedens mægtigste Fyrste, var det dobbelt nødvendigt for ham at vinde saa mange som muligt af de øvrige for sig, eller i det mindste at sikre sig deres Neutralitet, og allerede af denne Grund er det derfor let at forstaa, at Kong Haakons Andragende maatte finde gunstig Modtagelse hos Innocentius. Men hertil kun ogsaa at Haakon, som det synes, havde indyndet sig hos Paven ved et nyt Korstogsløfte. Vi erfare nemlig af de senere stedfundne Forhandlinger, at ved Siden af den Forpligtelse, at omvende Norges hedenske Nabofolk til Christendommen, hvormed Pave Gregorius havde tilladt ham at gjøre Fyldest for sit tidligere Korstogs-Løfte, havde han nu atter, sandsynligviis ved Efterretningen om Jerusalems Indtagelse ved Chovaresmierne den 7de Septbr. 1244, lovet at gjøre et virkeligt Korstog til det hellige Land Og endelig sparede Laurentius, efter Kongens Instrux, ikke paa vegtige Overtalelsesgrunde, men udbetalte – det siges ikke under hvilken Form eller Besmykkelse – til Paven ikke mindre end 30000 Mk. Sølv for Legitimationen og Samtykket til Kroningen[1]. Laurentius, heder det, drev alt dette igjennem, og Valget af ham til Hovedunderhandler viser sig saaledes at være meget vel betænkt. Det heldige Resultat af Underhandlingerne aabenbarer sig noksom i en Række af Breve, som Paven nu fra 30te October til 8de November lod udfærdige. I det første, af 30te Octbr., heder det at Paven paa Grund af den oprigtige Fromhed og Troskab, Kongen viste sig at nære mod Gud og det apostoliske Sæde, elskede ham som en Søn, og var rede til enhver Handling, der kunde glæde ham og skaffe ham Hæder. Derfor havde han nu ogsaa efterkommet hans deels skriftligt, deels gjennem de oven nævnte Sendebud mundtligt ytrede Ønske, og efter Raadslagning med Cardinalerne besluttet at sende Villjam, Cardinal-Biskop af Sabina, til Norge som sin fuldmyndige Legat baade for dette Land og Sverige, overdragende ham at udføre den Forretning, hvorved Kongens Hæder og Rigets Gavn befordredes. Fire Dage efter (3die November) udstedtes Fuldmagten for Cardinalen, lydende paa fuldstændig Myndighed som pavelig Legat i Norge og Sverige, og særskilt Beføjelse til at sammenkalde Norges Prælater og verdslige Høvdinger, for efter at have hørt deres Raad paa Pavens Vegne at meddele ham Kronings-Hæderen. Under samme Dag udfærdigedes ogsaa en Kundgjørelse til de gejstlige og verdslige Høvdinger i Sverige og Norge om Cardinal Villjams Sendelse som Legat, med Anmodning om at de vilde modtage
- ↑ Dette siges udtrykkeligt af Matth. Paris. S. 545.
