han gjorde, for at faa, hvad han ikke havde Ret til. Med Guds Hjelp skal jeg nok ikke behøve at modtage eller kjøbe af eder, hvad Gud har retteligen kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre, og det skulle I sandeligen vide, at med Guds Naade skal jeg saa frit og ubehindret opnaa Norges Krone, at jeg siden kan bære den uden trykkende Baand eller Betingelser, ligesom andre gode Konger, eller ogsaa skal den aldrig komme paa mit Hoved; jeg oppebier trøstigt den Tid, Gud selv har bestemt til Opfyldelsen af mit Ønske.“ Videre synes Kongen ikke ved denne Lejlighed at have forhandlet med Biskopperne om Sagen, og Mødet afbrødes saaledes under kjendelig Misstemning paa begge Sider[1]. Kongen henvendte sig derimod umiddelbart til Paven uden at tigge Biskopperne om deres Mellemkomst eller Anbefaling, og sendte Englænderen Abbed Laurentius i Hovedø-Kloster, tilligemed sin Klerk eller Sekretær Bjarne, Canonicus i Nidaros, som sine Befuldmægtigede, for ret til Gavns og for Alvor at drive paa dette Anliggende ved Pavehoffet, og udvirke ej alene Pavens Samtykke til Kroningen, men ogsaa Kongens foreløbige Legitimation eller en Erklæring fra Paven, hvorved den Mangel ved hans Byrd, at han ej var egtefød, ophævedes. De medbragte, foruden store Pengesummer, baade Brev og mundtlig Hilsen fra Kongen til Paven, om at denne vilde vise ham den Ære at lade Kroningen forrette ved en af sine Cardinaler[2].
Paa denne Tid var Pave Innocentius ikke længer i Rom. Det var allerede kommet til aaben Fejde mellem ham og Kejseren, som forgjeves belejrede Viterbo. Paven havde derpaa aabnet Underhandlinger, men medens disse stod paa, ja efter at Frederik allerede havde forpligtet sig til at indgaa en højst trykkende Fred, flygtede Paven med eet, i al Hemmelighed og ganske uformodet, først til Civita vecchia, derfra til Søs til sin Fædrenestad Genua (Juli 1244) og efter nogen Tids Forløb videre til Lyon, hvor han ankom i December. Det faldt af sig selv, at Underhandlingerne nu ganske bleve afbrudte; Innocentius fornyede højtideligt den allerede tidligere over Frederik udtalte Bansættelse, og paa et stort almindeligt Kirkemøde, som han den følgende Sommer holdt i Lyon, og
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 247.
- ↑ Dipl. Norv. I. 30. Abbedens Navn staar i Originalregesten, efter hvilket Brevet er afskrevet, in blanco; af Chorsbroderens anføres kun den første Bogstav, B. At Abbeden var Laurentius, siges udtrykkeligt af Matth. Paris. S. 545; og at Chorsbroderen hed Bjørn, kan skjønnes af Overskriften paa Brevet No. 34, som vi nedenfor nærmere komme til at omtale. Det er derfor neppe rigtigt, naar dette B. (Dipl. Norv. No. 30 er udfyldt Bernerum (Bjarne) i Stedet for Beronem (Bjørn).
