Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
17
1245, 1246. Underhandlinger om Kongens Kroning.

han gjorde, for at faa, hvad han ikke havde Ret til. Med Guds Hjelp ſkal jeg nok ikke behøve at modtage eller kjøbe af eder, hvad Gud har retteligen kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre, og det ſkulle I ſandeligen vide, at med Guds Naade ſkal jeg ſaa frit og ubehindret opnaa Norges Krone, at jeg ſiden kan bære den uden trykkende Baand eller Betingelſer, ligeſom andre gode Konger, eller ogſaa ſkal den aldrig komme paa mit Hoved; jeg oppebier trøſtigt den Tid, Gud ſelv har beſtemt til Opfyldelſen af mit Ønſke.“ Videre ſynes Kongen ikke ved denne Lejlighed at have forhandlet med Biſkopperne om Sagen, og Mødet afbrødes ſaaledes under kjendelig Misſtemning paa begge Sider[1]. Kongen henvendte ſig derimod umiddelbart til Paven uden at tigge Biſkopperne om deres Mellemkomſt eller Anbefaling, og ſendte Englænderen Abbed Laurentius i Hovedø-Kloſter, tilligemed ſin Klerk eller Sekretær Bjarne, Canonicus i Nidaros, ſom ſine Befuldmægtigede, for ret til Gavns og for Alvor at drive paa dette Anliggende ved Pavehoffet, og udvirke ej alene Pavens Samtykke til Kroningen, men ogſaa Kongens foreløbige Legitimation eller en Erklæring fra Paven, hvorved den Mangel ved hans Byrd, at han ej var egtefød, ophævedes. De medbragte, foruden ſtore Pengeſummer, baade Brev og mundtlig Hilſen fra Kongen til Paven, om at denne vilde viſe ham den Ære at lade Kroningen forrette ved en af ſine Cardinaler[2].

Paa denne Tid var Pave Innocentius ikke længer i Rom. Det var allerede kommet til aaben Fejde mellem ham og Kejſeren, ſom forgjeves belejrede Viterbo. Paven havde derpaa aabnet Underhandlinger, men medens disſe ſtod paa, ja efter at Frederik allerede havde forpligtet ſig til at indgaa en højſt trykkende Fred, flygtede Paven med eet, i al Hemmelighed og ganſke uformodet, førſt til Civita vecchia, derfra til Søs til ſin Fædreneſtad Genua (Juli 1244) og efter nogen Tids Forløb videre til Lyon, hvor han ankom i December. Det faldt af ſig ſelv, at Underhandlingerne nu ganſke bleve afbrudte; Innocentius fornyede højtideligt den allerede tidligere over Frederik udtalte Banſættelſe, og paa et ſtort almindeligt Kirkemøde, ſom han den følgende Sommer holdt i Lyon, og

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 247.
  2. Dipl. Norv. I. 30. Abbedens Navn ſtaar i Originalregeſten, efter hvilket Brevet er afſkrevet, in blanco; af Chorsbroderens anføres kun den førſte Bogſtav, B. At Abbeden var Laurentius, ſiges udtrykkeligt af Matth. Pariſ. S. 545; og at Chorsbroderen hed Bjørn, kan ſkjønnes af Overſkriften paa Brevet No. 34, ſom vi nedenfor nærmere komme til at omtale. Det er derfor neppe rigtigt, naar dette B. (Dipl. Norv. No. 30 er udfyldt Bernerum (Bjarne) i Stedet for Beronem (Bjørn).