tet Prioren kun medbragte 300 Mk., saa at han, inden et Aar var hengaaet, kunde vende tilbage med alle Pantebrevene[1]. Disse Oplysninger om Bjørns Ferd vare aabenbart af den Natur, at de ej alene maatte compromittere ham selv, men ogsaa alle dem, der stode i Forbindelse med ham, og Kongen kunde derfor prise sig lykkelig, at Døden ophævede den nu knyttede Forbindelse.
Haakon benyttede sig imidlertid strax af den Fordeel, som Pavens gunstige Brev og venlige Hilsener aabnede ham. – Efter at have tilbragt Vintren 1244–1245 i Viken, indkaldte han Erkebiskoppen saavel som Lydbiskopperne til et Møde, der ligesom de øvrige Biskopsmøder synes at have været holdt i Bergen[2], og anmodede dem her strax om at skrive med ham til Paven, og anholde om dennes Tilladelse til at foretage Kroningen. Biskopperne lagde altfor tydeligt for Dagen, hvor ivrigt og omhyggeligt de endnu fremdeles vare om sig efter at benytte enhver Lejlighed, der tilbød sig, til at udvide Hierarchiets Magt paa Kongedømmets Bekostning. Lejligheden var nu, meente de vel, usædvanligt gunstig, og de handlede følgelig derefter. De optoge vel, heder det i Sagaen, Kongens Anmodning nok saa godt, men snarere, end man skulde have ventet, gave de det endelige Svar, at de gjerne vilde skrive med ham, som han ønskede, hvis han ogsaa til Gjengjeld udvidede Kirkens Rettigheder, ja de henstillede endog til ham, at sværge den samme Kronings-Ed, som Magnus Erlingssøn havde svoret, da han blev kronet, og hvilken, som vi vide, gjorde det verdslige Kongedømme til en Forlening af Kirken. Men Kongen –svarede hertil med kjendelig Harme: „Kongerne have allerede forundt eder saa omfattende Rettigheder, at jeg neppe kan indlade mig paa, end yderligere at udvide dem, især da J selv oven i Kjøbet have udstrakt dem videre end de egentligen og oprindeligen medføre. Dersom jeg sværger en saadan Ed som Kong Magnus svor, da vilde, forekommer det mig, min Hæder ved Kroningen minke i Stedet for at voxe, thi han og hans Fader brøde sig ikke om, hvad
- ↑ Matthæus Paris. udg. af Watts, S. 505, 506. Hvorledes Kongen var bleven kjendt med Matthæus, og var kommen i saa nøje Forbindelse med ham, angives ej; det skulde være af største Interesse at vide det. Maaskee har han blandt andet været etslags Commissionær før at skaffe de nyeste og mest yndede Frembringelser af den fransk-engelske poetiske Literatur.
- ↑ Her gjelder ogsaa den tidligere Bemerkning om Sagaens Ufuldstændighed i at angive Tidsbestemmelser ved disse Aar. Man skulde ved første Øjekast tro, at Biskopsmødet stod i Viken, men da det udtrykkeligt heder at Kongen „sad om Vintren (før Mødet) i Viken“ (altsaa ej om Sommeren) og at han siden „sad i Bergen om Vintren efter Mødet“, uagtet hans Rejse til Bergen ej omtales, bliver det omtrent vist, at Bergen var Stedet, hvor Mødet holdtes.
