Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
16
Haakon Haakonsſøn.

tet Prioren kun medbragte 300 Mk., ſaa at han, inden et Aar var hengaaet, kunde vende tilbage med alle Pantebrevene[1]. Disſe Oplysninger om Bjørns Ferd vare aabenbart af den Natur, at de ej alene maatte compromittere ham ſelv, men ogſaa alle dem, der ſtode i Forbindelſe med ham, og Kongen kunde derfor priſe ſig lykkelig, at Døden ophævede den nu knyttede Forbindelſe.

Haakon benyttede ſig imidlertid ſtrax af den Fordeel, ſom Pavens gunſtige Brev og venlige Hilſener aabnede ham. — Efter at have tilbragt Vintren 1244—1245 i Viken, indkaldte han Erkebiſkoppen ſaavel ſom Lydbiſkopperne til et Møde, der ligeſom de øvrige Biſkopsmøder ſynes at have været holdt i Bergen[2], og anmodede dem her ſtrax om at ſkrive med ham til Paven, og anholde om dennes Tilladelſe til at foretage Kroningen. Biſkopperne lagde altfor tydeligt for Dagen, hvor ivrigt og omhyggeligt de endnu fremdeles vare om ſig efter at benytte enhver Lejlighed, der tilbød ſig, til at udvide Hierarchiets Magt paa Kongedømmets Bekoſtning. Lejligheden var nu, meente de vel, uſædvanligt gunſtig, og de handlede følgelig derefter. De optoge vel, heder det i Sagaen, Kongens Anmodning nok ſaa godt, men ſnarere, end man ſkulde have ventet, gave de det endelige Svar, at de gjerne vilde ſkrive med ham, ſom han ønſkede, hvis han ogſaa til Gjengjeld udvidede Kirkens Rettigheder, ja de henſtillede endog til ham, at ſværge den ſamme Kronings-Ed, ſom Magnus Erlingsſøn havde ſvoret, da han blev kronet, og hvilken, ſom vi vide, gjorde det verdslige Kongedømme til en Forlening af Kirken. Men Kongen —ſvarede hertil med kjendelig Harme: „Kongerne have allerede forundt eder ſaa omfattende Rettigheder, at jeg neppe kan indlade mig paa, end yderligere at udvide dem, iſær da J ſelv oven i Kjøbet have udſtrakt dem videre end de egentligen og oprindeligen medføre. Derſom jeg ſværger en ſaadan Ed ſom Kong Magnus ſvor, da vilde, forekommer det mig, min Hæder ved Kroningen minke i Stedet for at voxe, thi han og hans Fader brøde ſig ikke om, hvad

  1. Matthæus Pariſ. udg. af Watts, S. 505, 506. Hvorledes Kongen var bleven kjendt med Matthæus, og var kommen i ſaa nøje Forbindelſe med ham, angives ej; det ſkulde være af ſtørſte Interesſe at vide det. Maaſkee har han blandt andet været etſlags Commisſionær før at ſkaffe de nyeſte og meſt yndede Frembringelſer af den franſk-engelſke poetiſke Literatur.
  2. Her gjelder ogſaa den tidligere Bemerkning om Sagaens Ufuldſtændighed i at angive Tidsbeſtemmelſer ved disſe Aar. Man ſkulde ved førſte Øjekaſt tro, at Biſkopsmødet ſtod i Viken, men da det udtrykkeligt heder at Kongen „ſad om Vintren (før Mødet) i Viken“ (altſaa ej om Sommeren) og at han ſiden „ſad i Bergen om Vintren efter Mødet“, uagtet hans Rejſe til Bergen ej omtales, bliver det omtrent viſt, at Bergen var Stedet, hvor Mødet holdtes.