maaskee endnu havde tilbage, og som vilde have skadet Kongen aldeles i den almindelige Mening, hvis han længe havde benyttet sig af hans Tjeneste. Efter Bjørns utilbørlige Afrejse fra Nidaros 1241 havde Erkebiskop Sigurd taget Klostret med alt dets Gods under sin Bestyrelse, paastaaende at Munkene kun af Navn og Dragt vare Munke, men for Resten uværdige og uvidende Personer, der ikke engang kjendte St. Benedicts egen Regel[1], der aabenbart krænkede Klosterstatuterne, ja endog gjorde sig skyldige i Tyveri og Rømning. Munkene, der dog, under Priorens Bestyrelse, virkelig skulle have bestræbet sig for at holde saa megen Orden og opføre sig saa anstændigt som muligt, appellerede til Paven mod Erkebiskoppens haarde Behandling, og denne vovede nu for det første ikke at forvolde dem yderligere Ulejlighed. Prioren skrabede saa vidt Penge sammen, som muligt, og begav sig til Rom. Her fik han ved Ankomsten høre, at Abbed Bjørn og hans Medbejler, Sacristanen, just havde forladt Staden, efter at have udstedt Panteforskrivninger paa Klostret under dettes Segl til et Behov af 500 Mk. Sølv. Han lod da, som det lader, Appellationssagen ganske fare, men ilede, forfærdet og bedrøvet, efter Bjørn, uden dog at kunne indhente ham, og endnu førend han kom tilbage, erfarede han Bjørns Hjemkomst og dødelige Afgang i Sellø Kloster. Han og Munkene udvalgte nu en ny Abbed (Navnet paa denne opgives dog ej), og Prioren maatte, ledsaget af en Munk, paany begive sig afsted med flere Penge, for at faa Pantebrevene indløste, der nu befandt sig i Hænderne paa nogle af de i Middelalderen for deres Aager og Pengespeculationer saa bekjendte „Koværtske“[2], der opholdt sig i London. Om Pantsættelsen var skeet umiddelbart til dem i Rom, og de derefter havde begivet sig til London, eller om Brevene havde gaaet gjennem flere Hænder, førend de kom til dem, er uvist; men den Omstændighed, at Creditorerne vare i London, foranledigede Kongen til at medgive Prioren et Anbefalingsbrev til den som Forfatter af et ypperligt Verk over sin Tids Historie bekjendte Benedictinermunk i St. Albans, Matthæus af Paris, der, som han selv i hiint Verk ytrer, stod i den fortroligste og venskabeligste Forbindelse med Kongen. Denne bad ham i Brevet at tage sig saa godt af Prioren, som han kunde, og hjelpe ham til at faa Pantebrevene indløste, hvilket ogsaa lykkedes, uag-
- ↑ Saaledes Matthæus af Paris, efter hvis Beretning det meste af dette er taget. Saavel heraf som af Dipl. Norv. I. No. 23 sees, at Nidarholms Kloster paa denne Tid regnedes simpelt hen for et Benedictinerkloster, og ikke kaldtes Cluniacenserkloster.
- ↑ Paa Latin Caorsini; nogle udlede dette Navn af Cahors i Frankrige, andre, som det synes med større Rimelighed, af Caorsa i Piemont. Vist er det at de vare berygtede Aagerkarle.
