Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
15
1244. Abbed Bjørns mislige Ferd.

maaſkee endnu havde tilbage, og ſom vilde have ſkadet Kongen aldeles i den almindelige Mening, hvis han længe havde benyttet ſig af hans Tjeneſte. Efter Bjørns utilbørlige Afrejſe fra Nidaros 1241 havde Erkebiſkop Sigurd taget Kloſtret med alt dets Gods under ſin Beſtyrelſe, paaſtaaende at Munkene kun af Navn og Dragt vare Munke, men for Reſten uværdige og uvidende Perſoner, der ikke engang kjendte St. Benedicts egen Regel[1], der aabenbart krænkede Kloſterſtatuterne, ja endog gjorde ſig ſkyldige i Tyveri og Rømning. Munkene, der dog, under Priorens Beſtyrelſe, virkelig ſkulle have beſtræbet ſig for at holde ſaa megen Orden og opføre ſig ſaa anſtændigt ſom muligt, appellerede til Paven mod Erkebiſkoppens haarde Behandling, og denne vovede nu for det førſte ikke at forvolde dem yderligere Ulejlighed. Prioren ſkrabede ſaa vidt Penge ſammen, ſom muligt, og begav ſig til Rom. Her fik han ved Ankomſten høre, at Abbed Bjørn og hans Medbejler, Sacriſtanen, juſt havde forladt Staden, efter at have udſtedt Panteforſkrivninger paa Kloſtret under dettes Segl til et Behov af 500 Mk. Sølv. Han lod da, ſom det lader, Appellationsſagen ganſke fare, men ilede, forfærdet og bedrøvet, efter Bjørn, uden dog at kunne indhente ham, og endnu førend han kom tilbage, erfarede han Bjørns Hjemkomſt og dødelige Afgang i Sellø Kloſter. Han og Munkene udvalgte nu en ny Abbed (Navnet paa denne opgives dog ej), og Prioren maatte, ledſaget af en Munk, paany begive ſig afſted med flere Penge, for at faa Pantebrevene indløſte, der nu befandt ſig i Hænderne paa nogle af de i Middelalderen for deres Aager og Pengeſpeculationer ſaa bekjendte „Koværtſke“[2], der opholdt ſig i London. Om Pantſættelſen var ſkeet umiddelbart til dem i Rom, og de derefter havde begivet ſig til London, eller om Brevene havde gaaet gjennem flere Hænder, førend de kom til dem, er uviſt; men den Omſtændighed, at Creditorerne vare i London, foranledigede Kongen til at medgive Prioren et Anbefalingsbrev til den ſom Forfatter af et ypperligt Verk over ſin Tids Hiſtorie bekjendte Benedictinermunk i St. Albans, Matthæus af Paris, der, ſom han ſelv i hiint Verk ytrer, ſtod i den fortroligſte og venſkabeligſte Forbindelſe med Kongen. Denne bad ham i Brevet at tage ſig ſaa godt af Prioren, ſom han kunde, og hjelpe ham til at faa Pantebrevene indløſte, hvilket ogſaa lykkedes, uag-

  1. Saaledes Matthæus af Paris, efter hvis Beretning det meſte af dette er taget. Saavel heraf ſom af Dipl. Norv. I. No. 23 ſees, at Nidarholms Kloſter paa denne Tid regnedes ſimpelt hen for et Benedictinerkloſter, og ikke kaldtes Cluniacenſerkloſter.
  2. Paa Latin Caorsini; nogle udlede dette Navn af Cahors i Frankrige, andre, ſom det ſynes med ſtørre Rimelighed, af Caorſa i Piemont. Viſt er det at de vare berygtede Aagerkarle.