ubødt.“ Sturla gjorde nu ikke flere Indvendinger, lige saa lidet som Thord Hitnesing og de øvrige Venner, til hvilke Thorgils havde henvendt sig. Thorgils opregnede derpaa omstændeligt sine Betingelser for Thorvald, og denne lovede med Haandslag at opfylde dem, ligesom de ogsaa gjensidigt tilsagde hinanden ubrødelig Troskab. Abbeden vilde intet mere have med denne Sag at bestille, da det, som han sagde, ikke passede sig for ham at samtykke i et saa uheldsvangert Foretagende; han fandt det raadeligst at tie stille, thi ellers, sagde han, kunde Følelsen løbe af med ham, saa at han maaskee kom til at ytre hvad han siden angrede. Dog sagde han, at han Dagen efter vilde tale nærmere med Thorgils. Det blev nemlig bestemt, at man allerede da skulde tiltræde Toget. Thorgils var imidlertid saa tidligt paa Ferde, at Abbeden ikke traf ham; derimod traf han hans Svoger Thord, og sagde da til ham: „jeg rider ikke længer, thi jeg seer, hvad dette bliver til; igaar fandt jeg denne Ferd ikke raadelig, men det, som engang af Skjebnen er bestemt, lader sig ikke hindre; vel synes Foretagendet noget betænkeligt, og eders Skare baade ubetydelig og daarligt rustet, men paa den anden Side seer det ud til at være raske Folk, og ikke fejge (d. e. bestemte til snart at dø); hils nu min Frænde Thorgils fra mig, og hed ham saavidt muligt at skaane de uskyldige; jeg vilde saa gjerne spørge godt fra ham, og bliver meget ængstelig, indtil jeg faar høre hvorledes altsammen gaar; lad mig see at da følger din Svoger vel og altid raader ham til det bedste; Gud og den hellige Erkebiskop Thomas være eders Vaaben, Værge og Beskyttelse, men fæst ikke for meget Lid til Thorvards Ærlighed, thi jeg har ikke de bedste Tanker om, hvorledes det tilsidst løber af imellem ham og Thorgils.“ Derpaa gav Abbeden Thord sin Velsignelse og sagde ham Farvel. Det er klart nok, at havde Brand ikke været Abbed, saa havde han gjerne sat sig i Spidsen for Toget; selv om han havde været Prest, vilde dette neppe have gjort stort til Sagen. Det gik ham vist uendeligt nær, ikke at kunne være med.
Flokken satte sig nu i Bevægelse, og kom ned i Vatnsdalen, hvor de forgjeves ledte efter Eyjulfs Broder Asgrim paa Hvamm; han havde allerede faaet Nys om den forestaaende Fare, og begivet sig til Eyjafjorden. De droge derfor over til Skagafjorden, hvor de fordeelte sig, for at samle Folk, da de gjorde Regning paa, at mange Skagfjordinger vilde slutte sig til dem. Heri bedroge de sig dog, thi den Skræk, der stod af Ravn og Eyjulf, var altfor stor; Bønderne vidste, hvilke Mishandlinger de vilde komme til at lide af disse, hvis de tog Parti med Thorgils, og denne var uheldig; desuden havde Ravn og Eyjulf til desto større Sikkerhed frataget dem deres Vaaben, saa at der neppe var et eneste forsvarligt Sverd eller Spyd at finde i hele Heredet. Herom gav
