Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/348

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
334
Haakon Haakonsſøn.

ubødt.“ Sturla gjorde nu ikke flere Indvendinger, lige ſaa lidet ſom Thord Hitneſing og de øvrige Venner, til hvilke Thorgils havde henvendt ſig. Thorgils opregnede derpaa omſtændeligt ſine Betingelſer for Thorvald, og denne lovede med Haandſlag at opfylde dem, ligeſom de ogſaa gjenſidigt tilſagde hinanden ubrødelig Troſkab. Abbeden vilde intet mere have med denne Sag at beſtille, da det, ſom han ſagde, ikke pasſede ſig for ham at ſamtykke i et ſaa uheldſvangert Foretagende; han fandt det raadeligſt at tie ſtille, thi ellers, ſagde han, kunde Følelſen løbe af med ham, ſaa at han maaſkee kom til at ytre hvad han ſiden angrede. Dog ſagde han, at han Dagen efter vilde tale nærmere med Thorgils. Det blev nemlig beſtemt, at man allerede da ſkulde tiltræde Toget. Thorgils var imidlertid ſaa tidligt paa Ferde, at Abbeden ikke traf ham; derimod traf han hans Svoger Thord, og ſagde da til ham: „jeg rider ikke længer, thi jeg ſeer, hvad dette bliver til; igaar fandt jeg denne Ferd ikke raadelig, men det, ſom engang af Skjebnen er beſtemt, lader ſig ikke hindre; vel ſynes Foretagendet noget betænkeligt, og eders Skare baade ubetydelig og daarligt ruſtet, men paa den anden Side ſeer det ud til at være raſke Folk, og ikke fejge (d. e. beſtemte til ſnart at dø); hils nu min Frænde Thorgils fra mig, og hed ham ſaavidt muligt at ſkaane de uſkyldige; jeg vilde ſaa gjerne ſpørge godt fra ham, og bliver meget ængſtelig, indtil jeg faar høre hvorledes altſammen gaar; lad mig ſee at da følger din Svoger vel og altid raader ham til det bedſte; Gud og den hellige Erkebiſkop Thomas være eders Vaaben, Værge og Beſkyttelſe, men fæſt ikke for meget Lid til Thorvards Ærlighed, thi jeg har ikke de bedſte Tanker om, hvorledes det tilſidſt løber af imellem ham og Thorgils.“ Derpaa gav Abbeden Thord ſin Velſignelſe og ſagde ham Farvel. Det er klart nok, at havde Brand ikke været Abbed, ſaa havde han gjerne ſat ſig i Spidſen for Toget; ſelv om han havde været Preſt, vilde dette neppe have gjort ſtort til Sagen. Det gik ham viſt uendeligt nær, ikke at kunne være med.

Flokken ſatte ſig nu i Bevægelſe, og kom ned i Vatnsdalen, hvor de forgjeves ledte efter Eyjulfs Broder Asgrim paa Hvamm; han havde allerede faaet Nys om den foreſtaaende Fare, og begivet ſig til Eyjafjorden. De droge derfor over til Skagafjorden, hvor de fordeelte ſig, for at ſamle Folk, da de gjorde Regning paa, at mange Skagfjordinger vilde ſlutte ſig til dem. Heri bedroge de ſig dog, thi den Skræk, der ſtod af Ravn og Eyjulf, var altfor ſtor; Bønderne vidſte, hvilke Mishandlinger de vilde komme til at lide af disſe, hvis de tog Parti med Thorgils, og denne var uheldig; desuden havde Ravn og Eyjulf til deſto ſtørre Sikkerhed frataget dem deres Vaaben, ſaa at der neppe var et eneſte forſvarligt Sverd eller Spyd at finde i hele Heredet. Herom gav