Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/347

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
333
1255. Islandſke Begivenheder. Thorvard og Thorgils mod Mordbrænderne.

med Abbed Brand, Sturla og andre af ſine Venner. Disſe traadte nu til Side med ham. Abbedens Ytringer og hele Holdning ved denne Raadſlagning ere højſt charakteriſtiſke: de viſe hvorledes Brands Følelſer ſom højbaaren islandſk Høvding og Farbroder af den Dræbte næſten overvældede hans Pligtfølelſe ſom Gejſtlig, og dertil Kloſtergejſtlig; og hvilken Kamp der foregik i hans Indre. Da Thorgils havde underrettet ham om Thorvards Plan, ſvarede han noget hurtigt, ſom om han ikke vovede at betænke ſig: „jeg vil fraraade dig og alle mine Venner og Frænder at fare med Ufred i andre Mænds Hereder, men hverken Thorvard eller du maa derfor tro at jeg ikke tager mig nær af min Frænde Odds Drab, og at han ſiden blev puttet ned i en Urd ſom en Melrakke eller en Tyv, kun er det mig paa Grund af min Stilling negtet at tage nogen Deel i Drabs-Anſlag eller nogen ſom helſt Ufred. Men tror du at det nu engang ikke er muligt for dig at holde dig rolig, ſaa kan det jo ikke være verre for dig at gjøre Følge med andre, end at være ene om det; hvad ſiger du, Bødvar?“ Bødvar ytrede at han gjerne ſaa at Ravn og Thorgils kunde blive gode Venner, men at han derimod undte Eyjulf alt hvad han kunde faa, ſaaledes ſom han nys havde opført ſig i Borgarfjorden. Sturla fandt at det var voveligt at drage i langt bortliggende Egne med ſaa liden Styrke, men ønſkede dog at høre, hvad Thorgils havde betinget ſig, hvis han kom til at underſtøtte Thorvard. „Hele Skagafjorden og de øvrige Hereder øſtenfor Rutafjorden, hvis vi ſlutte Forlig med Eyjulf og Ravn,“ ſvarede Thorgils. „Jeg under jo visſelig dig, Thorgils,“ ſagde Abbeden da, „heller vor Arvebeſiddelſe, Skagafjorden, end dem, der nu raade derover, men jeg vil dog ikke tilſkynde dig til denne Ferd, da den forekommer mig at have ſine Vanſkeligheder; dog — Guds Vilje ſkee!“ Med disſe Ord ſtod han hurtigt op. Da var han ganſke rød ſom Blod i ſit Aaſyn, og idet han gik bort, ſagde han: „det er haardt, at ſee vore gjeve Frænder ligge bodløſe for Bondeſønner; det ſamme vilde ogſaa min Broder Orm ſynes, hvis han levede.“ Da Thorvard nu med fordoblet Iver trængte ind paa Thorgils, lovede ham Guld og grønne Skove og ubrødelig Troſkab, erklærede endelig Thorgils ſig villig til at føje ham, hvis ogſaa Sturla vilde være med til det ſidſte. Sturla ſvarede at han var rede til at følge Thorgils, ſom han havde lovet, hvorhen det ſaa var, men kunde fremdeles ikke dølge ſine Betænkeligheder ved at drage ſaa langt bort med ikke ſtørre og ikke bedre bevæbnet Styrke, iſær da de Borgfjordinger og Dale-Mænd, ſom vare med, ikke vare at lide paa. Men Thorgils ſagde: „naar du bliver med, Frænde, gaar det nok godt; jeg trænger ſaa højlig til dine Raad, da du anſees for den viſeſte Mand: det bør desuden tilſkynde dig noget at du har Bøder at kræve for din Svigerſøn Hall, der blev brændt inde paa Flugumyre, og endnu ligger