Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/345

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
331
1255. Isl. Begivenheder. Odd Thorarinsſøns Drab.

gaaet ham ſaa ilde. Fem og tyve Aar efter blev hans Been efter Biſkop Arne Thorlaksſøns Foranſtaltninger opgravne og ſorte til Skaalholt, efterat Banſættelſen højtideligt var bleven ophævet[1].

Odds Broder, Thorvard Thorarinsſøn i Vaapnafjord, havde vel ikke været i nogen ſynderlig god Forſtaaelſe med ham, men anſaa ſig dog forpligtet til at ſøge Hevn for hans Drab, og henvendte ſig derfor om Vaaren ſkriftligt til Thorgils Skalde, der var hans Tremenning[2], om han ikke ſkulde være villig til at gjøre fælles Sag med ham mod hans Drabsmand. Efter at have raadført ſig herom med Sturla og andre af ſine Venner, gav Thorgils det Svar, at han ej var uvillig til at opfylde hans Begjering, men vilde dog ikke give noget beſtemt Løfte førend han havde talt mundligt med ham; denne Samtale maatte ſkee der veſter, da han ikke for den Sags Skyld vilde ride af Heredet. Imidlertid havde Ravn og Eyjulf erfaret at der var gaaet Budſendinger mellem Thorgils og Thorvard, og de troede kraftigſt at forebygge enhver yderligere Samvirken mellem dem ved at drage mandſterke over til Borgarfjorden og tage ſit Stade der. Dette ſkete kort for Althinget. Deres Nærværelſe vare Bønderne til meget Beſvær, og iſær blev Eyjulf meget forhadt, hvis Voldſomhed og Overmodighed havde forſkaffet ham Øgenavnet „Ofſe“. Der var endog fra Eyjulfs og Navns Side Tale om at overfalde Thorgils; men det blev intet af, og da de ſiden ſaa at hverken Thorvald, Thorgils eller Sturla drog til Things for at paatale Odds Drab, troede de at Faren var over og rejſte til Nordlandet igjen, idet de kun paalagde Nikolas Oddsſøn i Kalmanstunga og Egil i Reykjaholt om at holde Øje med, hvad der foregik i Heredet. Men imidlertid vidſte Thorvard at drive Sagen ſaa hemmeligt og dog ſaa eftertrykkeligt, at det hele foreløbigt ordnedes og Sammenkomſten aftaltes, uden at Eyjulfs og Ravns Venner rigtigt erfarede hvad der var i Gjære, ſkjønt de nok merkede noget, men troede ſnarere, at det gjaldt Thorleif i Garde end Høvdingerne paa Nordlandet. Thorgils ſatte det udtrykkeligt ſom Betingelſe, hvis han ſkulde være med, at han ved denne Lejlighed fik det ſaa meget attraaede Herredømme over Skagafjorden. Thorvard maatte derfor love, ikke at indrømme Eyjulf og Ravn Fred paa andet Vilkaar, end at de reent ud afſtode Skagafjorden til Thorgils, ſaa at han ſidenefter kunde beholde den i No. Derpaa ſamlede Thorgils

  1. Sturlunga Saga, IX. 18—20. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap.283. Jvfr. Arne Biſkops Saga, Cap. 23 og islandſke Annaler, ved 1279.
  2. Hvorledes man fik dette Slægtſkab ud, kan ikke godt ſees, thi Thorarin, Odds og Thorvards Fader, var en negte Søn af Jon Sigmundsſøn, og nedſtammede ſaaledes ikke fra Haukadals- eller Skagafjords-Ætten.