gaaet ham saa ilde. Fem og tyve Aar efter blev hans Been efter Biskop Arne Thorlakssøns Foranstaltninger opgravne og sorte til Skaalholt, efterat Bansættelsen højtideligt var bleven ophævet[1].
Odds Broder, Thorvard Thorarinssøn i Vaapnafjord, havde vel ikke været i nogen synderlig god Forstaaelse med ham, men ansaa sig dog forpligtet til at søge Hevn for hans Drab, og henvendte sig derfor om Vaaren skriftligt til Thorgils Skalde, der var hans Tremenning[2], om han ikke skulde være villig til at gjøre fælles Sag med ham mod hans Drabsmand. Efter at have raadført sig herom med Sturla og andre af sine Venner, gav Thorgils det Svar, at han ej var uvillig til at opfylde hans Begjering, men vilde dog ikke give noget bestemt Løfte førend han havde talt mundligt med ham; denne Samtale maatte skee der vester, da han ikke for den Sags Skyld vilde ride af Heredet. Imidlertid havde Ravn og Eyjulf erfaret at der var gaaet Budsendinger mellem Thorgils og Thorvard, og de troede kraftigst at forebygge enhver yderligere Samvirken mellem dem ved at drage mandsterke over til Borgarfjorden og tage sit Stade der. Dette skete kort for Althinget. Deres Nærværelse vare Bønderne til meget Besvær, og især blev Eyjulf meget forhadt, hvis Voldsomhed og Overmodighed havde forskaffet ham Øgenavnet „Ofse“. Der var endog fra Eyjulfs og Navns Side Tale om at overfalde Thorgils; men det blev intet af, og da de siden saa at hverken Thorvald, Thorgils eller Sturla drog til Things for at paatale Odds Drab, troede de at Faren var over og rejste til Nordlandet igjen, idet de kun paalagde Nikolas Oddssøn i Kalmanstunga og Egil i Reykjaholt om at holde Øje med, hvad der foregik i Heredet. Men imidlertid vidste Thorvard at drive Sagen saa hemmeligt og dog saa eftertrykkeligt, at det hele foreløbigt ordnedes og Sammenkomsten aftaltes, uden at Eyjulfs og Ravns Venner rigtigt erfarede hvad der var i Gjære, skjønt de nok merkede noget, men troede snarere, at det gjaldt Thorleif i Garde end Høvdingerne paa Nordlandet. Thorgils satte det udtrykkeligt som Betingelse, hvis han skulde være med, at han ved denne Lejlighed fik det saa meget attraaede Herredømme over Skagafjorden. Thorvard maatte derfor love, ikke at indrømme Eyjulf og Ravn Fred paa andet Vilkaar, end at de reent ud afstode Skagafjorden til Thorgils, saa at han sidenefter kunde beholde den i No. Derpaa samlede Thorgils
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 18–20. Haakon Haakonssøns Saga, Cap.283. Jvfr. Arne Biskops Saga, Cap. 23 og islandske Annaler, ved 1279.
- ↑ Hvorledes man fik dette Slægtskab ud, kan ikke godt sees, thi Thorarin, Odds og Thorvards Fader, var en negte Søn af Jon Sigmundssøn, og nedstammede saaledes ikke fra Haukadals- eller Skagafjords-Ætten.
