Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/344

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
330
Haakon Haakonsſøn.

fare hver til ſit. Thorgils gjorde endnu et Forſøg, idet han foreſpurgte ſig hos Asbjørn Illugesſøn, en af de meſt anſeede Skagfjordinger, der var ham perſonligt hengiven, hvad Biſtand han kunde regne paa blandt Bønderne, hvis han paa egen Haand ſøgte at udføre ſit Forehavende. Men Svaret blev lidet trøſtende. Frygten for Ravn og Eyjulf var overvejende, og Thorgils maatte vende tilbage med uforrettet Sag, medens Eyjulf ledſaget af Ravn atter drog hjem til Madrevalle i Eyjafjorden, fremdeles i den venſkabeligſte Forſtaaelſe med Biſkoppen, ſkjønt han og hans Folk vare langt fra at opføre ſig ſom de burde[1].

Odd Thorarinsſøn kunde ikke længe holde ſin Uvirkſomhedstilſtand ud, men rejſte henimod Juul til Thore Tott paa Sønderlandet, og opfordrede ham til, efter Aftale og Gisſurs Forſkrift at ſtaa ham bi til Gjenerhvervelſen af Herredømmet over Skagafjorden. Det var hans Henſigt, netop nu, i den ſlemmeſte Vintertid, at drage nord over Hejderne, forat komme ſaa meget mere uforvarende over ſine Fiender; Thore Tott var ogſaa ſtrax rede, og allerede femte Dag Juul ſatte de afſted. Men de døjede forfærdeligt ondt oppe paa Fjeldet af Kulde og Snedriv, ſaa at en af Folkene endog omkom, og de naaede ikke Skagafjorden før Helligtrekongersdag. Odd lod ſtrax ſamle Folk rundt om i Heredet, og ſlog ſig imidlertid ned paa Geldingaholt, hvor det anden Gang gik ud over Huusfruens, Eyjulfs Syſters, Gods. Men det varede ſaa længe, førend det tilſtrækkelige Antal blev tilvejebragt, at Ejulf og Ravn, der for Øjeblikket holdt til paa Grund, fik Nys om hans Ankomſt og Foretagende. De beſluttede at forekomme ham, ſamlede i Haſt en heel Deel Folk, drog over Hjaltadalshejden, og kom om Natten mellem 13de og 14de Januar (1255) til Geldingaholt, uden at Odds Folk blev dem var, førend de kom ridende lige ind paa Tunet. Thore Tott undkom, næſten ſom et Underverk, til Kirken; Odd ſatte ſig kjekt til Modværge, og forſvarede ſig længe, da han var den færdigſte Fegter af alle ſine Samtidige der paa Øen, men han maatte dog tilſidſt bukke under for Overmagten, og blev dræbt uden engang at faa en Preſt til at ſkrifte for, ſkjønt han udtrykkelig forlangte det. Foruden ham faldt aatte af hans Mænd. Hans Liig blev af hans egne Folk bragt op til en afſides Kirke, hvortil der ej hørte nogen Begravelſesplads, og jordet udenfor Kirkegaarden, ſaaſom den over ham hvilende Banſættelſe endnu ikke var hævet. Hans Død beklagedes meget, da han beſad mange udmerkede Egenſkaber og ikke var meer end 25 Aar gammel. De fleſte, navnlig hans Farbroder Abbed Brand, fandt ogſaa at Biſkop Henrik havde gaaet for ſtrengt til Verks mod ham, og det kan ej negtes, at hvis Biſkoppen ej have begunſtiget hans Venner og ønſket hans Fald, vilde det neppe have

  1. Sturlunga Saga, IX. 15—17.