Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/343

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
329
1254. Isl. Begivenheder. Biſkop Henriks Fangenſkab og Befrielſe.

ham til Hjelp. De ſatte ſig ſtrax i Bevægelſe, og henvendte ſig endog til deres fordums Fiende Thorgils Skat-de med Anmodning om at gjøre fælles Sag med dem for at befri ſin Ven Biſkoppen. Thorgils erklærede ſig villig til at være med, paa den Betingelſe, at de ſkulde lade ham faa Herredømmet i Skagafjorden. Dette lovede de, forudſat at Biſkoppen og Bønderne intet havde derimod, og man kunde faa Odd dræbt eller forjaget; og nu gjorde Thorgils ſig ſtrax rede, idet han derhos ſendte Bud efter Sturla Thordsſøn for at faa ham med. Sturla brød ſtrax op og ſamlede Folk. Navn havde tillige ſendt Bud efter Thorleif med Borgfjordingerne og Einar Thorvaldsſøn i Vatnsfjord med Iisfjordingerne, hvilke ogſaa indfandt ſig, foruden mange andre Høvdinger og Flokke fra hele Veſterlandet, ſaa at man i alt havde henved 1000 Mand[1]. Med denne betydelige Styrke drog man nordefter. Men allerede i Vatnsdal fik man høre, at Biſkoppen igjen ſkulde være kommen paa fri Fod, og deres Ferd ſaaledes egentlig overflødig; da man imidlertid ikke endnu var vis paa om Efterretningen var rigtig, holdt man Skaren fremdeles ſamlet, og drog lige til Skagafjorden. Men paa Vejen opſtod der heftige Trætter mellem Ravn og Thorgils, hvis tidligere Fiendſkab var for ſterkt og ſeneſte Forlig alt for lidet oprigtigt til at de burde have vovet det Forſøg at ſlaa ſig ſammen paa et Krigstog. Thorgils vilde ikke tillade Navns og Eyjulfs Mænd at rane fra fine Venner; derover blev Ravn vred, brugte Grovheder mod Thorgils og opdiſkede gamle Sager: Thorgils blev ham heller ikke Svar ſkyldig, og lod ſig endog forlyde med at Lejligheden neppe var bedre til at opgjøre deres Mellemværende end nu. Sturla tog Thorgils’s Parti, og kom derved ogſaa i Ordvexling med Ravn. Imidlertid forebyggedes dog aabenbart Slagsmaal, og man ankom uden videre Fataliteter til Skagafjorden. Men her havde Ravn og Eyjulf ſelv en Privatſammenkomſt med Biſkoppen, og Følgerne heraf viſte ſig et Par Dage efter paa et Møde, ſom var tilſtevnet, for at Thorgils kunde modtage Heredsbøndernes Anerkjendelſe ſom deres Høvding. Thi førend Forhandlingerne begyndte, kom Biſkoppen og talte nogle Ord med Thorgils, og ſtrax efter traadte denne frem, og forkyndte, højſt opbragt og med megen Heftighed, at det ham givne Løfte var ſkammeligt brudt: man vilde ikke tillade ham at ſlaa ſig ned i Skagafjorden. Ravn ſpurgte haanligt, hvem han meſt gav Skylden. „Eyjulf,“ ſvarede Thorgils, „men vi ſkulle faa at ſee, hvorledes det tilſidſt løber af imellem os.“ Derpaa lod man Flokkerne

  1. De fleſte Haandſkrifter nævne her nemlig 8 Hundreder (960) Mand; den trykte Text har 13 Hundreder, hvilket vilde være 1560. Dette er dog viſtnok for meget.