Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/342

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
328
Haakon Haakonsſøn.

bage. Da Odd.vægrede ſig, lyſte han ham højtideligt i Band (Mariemesſe ſidre, 8de September). Ikke længe efter pasſede Odd paa, da Biſkoppen ſkulde indvie en Kirke paa Gaarden Fagranes, temmelig langt ud i Fjorden, og begav ſig derhen med 25 Mand under Paaſkud af at ſkulle kjøbe Skreid. Da han kom til Gaarden, beſatte han med ſine Mænd den Sine, hvori Biſkoppen var, traadte frem for ham, og tilbød ſig at forlade Heredet med ſine Mænd imod at Biſkoppen ophævede Banſættelſen og tillige forbandt ſig til, ikke at tillade Mordbrænderne at komme i Heredet og gjøre Bønderne Skade. Tilbudet var under de nærværende Forhold al Ære værd. Men Biſkoppen ſvarede desuagtet, deels at han ikke kunde indeſtaa for Mordbrændernes Handlinger, deels at Odd ſkulde erſtatte Thorſtein Jonsſøn Ranet og drager bort til Øſtfjordene. Da forgik Taalmodigheden Odd og “hans Folk. En af dem udbrød, „at det var let at ſkjønne, hvor Biſkoppen vilde hen, han havde jo desuden ikke ſørget over at Folk bleve indebrændte paa Flugumyre“. Biſkoppen ſvarede: „deſto mere ſørger jeg over at din Sjæl ſkal brænde i Helvede“. Den anden, og en af hans Kammerater, greb nu Biſkoppen, for at føre ham bort; Odd forbød vel at lægge Hænder paa ham, men erklærede ham dog for ſin Fange og bragte ham hen til Flugumyre, hvor han lod ham ſætte i Forvaring i Levningerne af et Virke, ſom Kolbein unge havde ladet opføre. En ſaadan Begivenhed ſom denne havde man ikke ſeet ſiden Biſkop Gudmunds Dage, men den gjorde nu langt mere Opſigt, og vakte langt ſtørre og mere almindelig Forfærdelſe, ſaa at Odd ſnart kom til at angre ſit ubeſindige, ſkjønt efter den Opførſel, Biſkoppen havde viiſt imod ham, heel undſkyldelige Skridt. Heredsmændene forſamlede ſig, over to Hundrede Mand ſterke, og de tilſtedeværende Nordmænd, der ikke ſynes at have været ſaa faa, ſluttede ſig ligeledes til dem, for at komme deres Landsmand Biſkoppen til Hjelp. De truede Odd med et formeligt Angreb, hvis han ikke ſtrax ſlap Biſkoppen løs. Odd, ſom neppe havde ventet at Sagen vilde tage denne Vending, da han væſentligt havde haft Heredsbøndernes eget Bedſte for Øje, og ſom ikke var mandſterk nok til at kunne udholde noget Angreb, maatte give efter, og ſætte Biſkoppen paa fri Fod uden noget Vilkaar. Tvert imod fandt han det raadeligſt at forlade Heredet med ſine Mænd og drage til Øſtfjordene, hvor han en Tidlang, opholdt ſig paa ſin Gaard Valthjofsſtad, højſt mismodig og ærgerlig over ſit Uheld[1].

Imidlertid havde Biſkop Henrik, medens han var fangen og førend han endnu ſaa nogen Udvej til ſnarlig Befrielſe, fundet Lejlighed til at underrette Eyjulf og Ravn om ſin Nød, og at bede dem om at komme

  1. Sturlunga Saga, XI. 15. Islandſke Annaler.