bage. Da Odd.vægrede sig, lyste han ham højtideligt i Band (Mariemesse sidre, 8de September). Ikke længe efter passede Odd paa, da Biskoppen skulde indvie en Kirke paa Gaarden Fagranes, temmelig langt ud i Fjorden, og begav sig derhen med 25 Mand under Paaskud af at skulle kjøbe Skreid. Da han kom til Gaarden, besatte han med sine Mænd den Sine, hvori Biskoppen var, traadte frem for ham, og tilbød sig at forlade Heredet med sine Mænd imod at Biskoppen ophævede Bansættelsen og tillige forbandt sig til, ikke at tillade Mordbrænderne at komme i Heredet og gjøre Bønderne Skade. Tilbudet var under de nærværende Forhold al Ære værd. Men Biskoppen svarede desuagtet, deels at han ikke kunde indestaa for Mordbrændernes Handlinger, deels at Odd skulde erstatte Thorstein Jonssøn Ranet og drager bort til Østfjordene. Da forgik Taalmodigheden Odd og “hans Folk. En af dem udbrød, „at det var let at skjønne, hvor Biskoppen vilde hen, han havde jo desuden ikke sørget over at Folk bleve indebrændte paa Flugumyre“. Biskoppen svarede: „desto mere sørger jeg over at din Sjæl skal brænde i Helvede“. Den anden, og en af hans Kammerater, greb nu Biskoppen, for at føre ham bort; Odd forbød vel at lægge Hænder paa ham, men erklærede ham dog for sin Fange og bragte ham hen til Flugumyre, hvor han lod ham sætte i Forvaring i Levningerne af et Virke, som Kolbein unge havde ladet opføre. En saadan Begivenhed som denne havde man ikke seet siden Biskop Gudmunds Dage, men den gjorde nu langt mere Opsigt, og vakte langt større og mere almindelig Forfærdelse, saa at Odd snart kom til at angre sit ubesindige, skjønt efter den Opførsel, Biskoppen havde viist imod ham, heel undskyldelige Skridt. Heredsmændene forsamlede sig, over to Hundrede Mand sterke, og de tilstedeværende Nordmænd, der ikke synes at have været saa faa, sluttede sig ligeledes til dem, for at komme deres Landsmand Biskoppen til Hjelp. De truede Odd med et formeligt Angreb, hvis han ikke strax slap Biskoppen løs. Odd, som neppe havde ventet at Sagen vilde tage denne Vending, da han væsentligt havde haft Heredsbøndernes eget Bedste for Øje, og som ikke var mandsterk nok til at kunne udholde noget Angreb, maatte give efter, og sætte Biskoppen paa fri Fod uden noget Vilkaar. Tvert imod fandt han det raadeligst at forlade Heredet med sine Mænd og drage til Østfjordene, hvor han en Tidlang, opholdt sig paa sin Gaard Valthjofsstad, højst mismodig og ærgerlig over sit Uheld[1].
Imidlertid havde Biskop Henrik, medens han var fangen og førend han endnu saa nogen Udvej til snarlig Befrielse, fundet Lejlighed til at underrette Eyjulf og Ravn om sin Nød, og at bede dem om at komme
- ↑ Sturlunga Saga, XI. 15. Islandske Annaler.
