hjemske, Thord i Skien. Det var hans Hensigt, atter at holde dem begge tilbage i Norge indtil Videre, og forsøge paa at fremme sin Sag uden deres Hjelp[1]. Til sin Udsending valgte han derimod den tidligere omtalte Ivar Englessøn, sin Fehirde, og altsaa en højt anseet Mand. Han skulde itu ved Biskoppernes Hjelp virke for Kongens Sag, og søge at drive hans Planer igjennem. Han var saaledes den anden Nordmand af verdslig Stand, som Kongen i dette Erende sendte derover, dog ikke længer kun sideordnet eller underordnet Biskopperne, men med selvstændig Myndighed. Kongen maa altsaa nu have overbeviist sig øm, blind der og i sig selv var naturligt, at kun en verdslig Mand, der stod udenfor Partierne, og som aldrig selv kunde aspirere til noget uafhængigt Herredømme over Øen, var i Stand til at besørge hans Erender med fuldkommen Uinteresserethed. Dette havde han vistnok før ventet af Biskopperne, men deels var disses verdslige Myndighed forringe, deels bragte deres kirkelige Interesser dem som oftest i Stillinger, hvor de vanskeligt kunde undgaa at tage Parti, og derved fristes til at sætte Hovedplanen til Side for Øjeblikkets Hensyn[2].
Det viste sig ogsaa strax efter Gissurs Afrejse, hvor lidet Biskoppernes Autoritet nu formaaede til at forebygge Borgerkrigen, der nu i et Par Aars Tid rasede vildere end nogensinde paa Øen. Odd Thorarinssøn, der var vendt tilbage til Skagafjorden og med Enthusiasme modtagen af Bønderne som deres Formand, lod sig det først og fremst være magtpaaliggende, at bringe den nys afsagte Fredløshedsdom i Udøvelse; dertil borte ogsaa Optagelse af de Dømtes Gods, og under dette Paaskud gjorde han et Skyndtog til Hvamm i Vatnsdalen, hvor han lod drive en stor Mængde Kvæg bort for Thorstein Jonssøn, men rigtignok, vel at merke, uden foregaaende Formaliteter eller den saakaldte Feransdom, ligesom ogsaa meget af det bortdrevne Fæ strax blev slagtet og fortæret, eller paa anden Maade anvendt. Dette havde altfor meget tilfælles med virkeligt Ran, og som saadant betragtede ogsaa Biskop Henrik det. Han sendte Bud til Odd, og bød ham at give det ranede til-
