var tilstede, og saaledes fra første Haand kunde faa de sidste Nyheder derfra at vide. Der fortælles, at han og nogle flere kort efter kom forbi en Stue, hvor der var en Deel Folk inde, og hvor een af dem, en Islænding, just fortalte om Kolbein Grans Drab, men paa en overordentlig partisk Maade, idet han søgte at forkleine Mordbrænderne saa meget som muligt, og udtrykkeligt sagde om den tapre Kolbein, „at alle havde undre-t sig over hvor lidet han var for sig.“ Da Thord hørte sin faldne Ven saaledes bagtalt, kunde han ikke længer bare sig, men styrtede ind med de Ord: „nu ville vi see hvor meget du er for dig,“ og slog til den uredelige Fortæller med en Øxe saa at han faldt i Svime[1]. Strax derefter rejste han øster til Tunsberg, hvor det nu var nødvendigt for ham at være personligt tilstede og modarbejde Gissurs Indflydelse. Denne havde fundet en venlig Modtagelse hos Kongen, som altsaa dog ikke kan have haft saa meget imod ham, hvortil det vel heller ikke bidrog saa lidet, at den forfærdelige Overlast, han havde lidt paa Flugumyre, i samme Mon maatte vække Medfølelse for ham hos alle veltænkende Mennesker, som Mordbrændernes grusomme Ferd maatte vække Afsky. Den kloge Gissur undlod vist heller ikke at gjøre sig sin Martyrdom saa fordeelagtig som mulig. Da Thord kom til Tunsberg, fandt han derfor Kongen meget unaadigt stemt imod sig – han hørte jo selv til Mordbrændernes Parti, om han end ikke personligt havde kunnet deeltage i deres Udaad. Thord dulgte heller ikke sin Harme; han taalte ikke engang Gissurs Nærværelse, og holdt derfor til oppe paa Slotsbjerget, medens Gissur boede nede i Byen. Dog varede det ikke længe førend ogsaa denne Nærhed blev ham utaalelig. Han traadte en Dag frem for Kongen og bad ham indstændigt at sende Gissur andensteds hen, thi skulde de længer være i By sammen, sagde han, vilde det ikke gaa godt. „Kan du da vente,“ spurgte Kongen, „at jeg saaledes kun paa dit Ord skal jage min Frænde Gissur fra mig? eller kanske du ikke engang vilde være i Himmerige, naar ogsaa Gissur skulde være der?“ „Jo jeg vilde nok gjerne, Herre,“ var Thords Svar, „dog helst saaledes at det var dygtigt langt imellem os.“ Da maatte Kongen smile; siden, ud paa Sommeren, da han vendte tilbage til Bergen (1255), gav han dem hver sin Syssel, og klogeligt i en betydelig Afstand fra hinanden, Gissur i det Thrond-
- ↑ Sturlunga Saga, XI. 54. Ifølge Haak. Haakonss. Saga Cap. 282 skulde Gissur selv have været i Bergen, og der hast et heel uvenligt Møde med Thord; men Sturlungasagas omstændelige Beretning synes her at maatte have Fortrinet, især da den nærmere oplyses ved det her meddeelte, charakteristiske Træk af Thord. Sturla Thordssøn, Kongesagaens Forfatter, maa altsaa her have været fejlagtigt underrettet, eller gjort sig skyldig len Misforstaaelse. Han har maaskee henført Gissurs og Thords Møde til Bergen, i Stedet for til Berget ved Tunsberg.
