Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/340

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
326
Haakon Haakonsſøn.

var tilſtede, og ſaaledes fra førſte Haand kunde faa de ſidſte Nyheder derfra at vide. Der fortælles, at han og nogle flere kort efter kom forbi en Stue, hvor der var en Deel Folk inde, og hvor een af dem, en Islænding, juſt fortalte om Kolbein Grans Drab, men paa en overordentlig partiſk Maade, idet han ſøgte at forkleine Mordbrænderne ſaa meget ſom muligt, og udtrykkeligt ſagde om den tapre Kolbein, „at alle havde undre-t ſig over hvor lidet han var for ſig.“ Da Thord hørte ſin faldne Ven ſaaledes bagtalt, kunde han ikke længer bare ſig, men ſtyrtede ind med de Ord: „nu ville vi ſee hvor meget du er for dig,“ og ſlog til den uredelige Fortæller med en Øxe ſaa at han faldt i Svime[1]. Strax derefter rejſte han øſter til Tunsberg, hvor det nu var nødvendigt for ham at være perſonligt tilſtede og modarbejde Gisſurs Indflydelſe. Denne havde fundet en venlig Modtagelſe hos Kongen, ſom altſaa dog ikke kan have haft ſaa meget imod ham, hvortil det vel heller ikke bidrog ſaa lidet, at den forfærdelige Overlaſt, han havde lidt paa Flugumyre, i ſamme Mon maatte vække Medfølelſe for ham hos alle veltænkende Menneſker, ſom Mordbrændernes gruſomme Ferd maatte vække Afſky. Den kloge Gisſur undlod viſt heller ikke at gjøre ſig ſin Martyrdom ſaa fordeelagtig ſom mulig. Da Thord kom til Tunsberg, fandt han derfor Kongen meget unaadigt ſtemt imod ſig — han hørte jo ſelv til Mordbrændernes Parti, om han end ikke perſonligt havde kunnet deeltage i deres Udaad. Thord dulgte heller ikke ſin Harme; han taalte ikke engang Gisſurs Nærværelſe, og holdt derfor til oppe paa Slotsbjerget, medens Gisſur boede nede i Byen. Dog varede det ikke længe førend ogſaa denne Nærhed blev ham utaalelig. Han traadte en Dag frem for Kongen og bad ham indſtændigt at ſende Gisſur andenſteds hen, thi ſkulde de længer være i By ſammen, ſagde han, vilde det ikke gaa godt. „Kan du da vente,“ ſpurgte Kongen, „at jeg ſaaledes kun paa dit Ord ſkal jage min Frænde Gisſur fra mig? eller kanſke du ikke engang vilde være i Himmerige, naar ogſaa Gisſur ſkulde være der?“ „Jo jeg vilde nok gjerne, Herre,“ var Thords Svar, „dog helſt ſaaledes at det var dygtigt langt imellem os.“ Da maatte Kongen ſmile; ſiden, ud paa Sommeren, da han vendte tilbage til Bergen (1255), gav han dem hver ſin Sysſel, og klogeligt i en betydelig Afſtand fra hinanden, Gisſur i det Thrond-

  1. Sturlunga Saga, XI. 54. Ifølge Haak. Haakonsſ. Saga Cap. 282 ſkulde Gisſur ſelv have været i Bergen, og der haſt et heel uvenligt Møde med Thord; men Sturlungaſagas omſtændelige Beretning ſynes her at maatte have Fortrinet, iſær da den nærmere oplyſes ved det her meddeelte, charakteriſtiſke Træk af Thord. Sturla Thordsſøn, Kongeſagaens Forfatter, maa altſaa her have været fejlagtigt underrettet, eller gjort ſig ſkyldig len Misforſtaaelſe. Han har maaſkee henført Gisſurs og Thords Møde til Bergen, i Stedet for til Berget ved Tunsberg.