Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/337

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
323
1254. Islandske Begivenheder. Gissurs og Brandstifternes Fejder.

skulde ringes eller synges Messe, hvor de vare tilstede. Gissur gjorde vel Biskoppen Forestillinger, og beklagede sig over at han saa ivrigt kunde holde med Mordbrænderne, men Biskoppen blev ved sit, og for at undgaa alt for store Ubehageligheder fandt Gissur det omsider raadeligst at drage over til Sønderlandet med de fleste af dem, der havde deeltaget i Toget til Eyjafjorden. Han opslog atter sin Bolig paa Kaldadarnes[1].

Gissurs Bortrejse fra Skagafjorden var Tegn for Mordbrænderne til atter at slutte sig sammen, og gjøre et Tog til Skagafjorden for at hevne sig paa Gissurs Venner; da de nu ingen af dem kunde treffe, maatte de indskrænke sig til at plyndre, og vendte derpaa tilbage til Eyjafjorden, hvor de dog ikke opløste sin Flok, men toge allesammen sit Tilhold paa Grund. Under saadanne Omstændigheder kunde Gissur ikke lade Skagafjorden og sine Interesser der uden Forsvar, men henvendte sig til den oftere omtalte Odd Thorarinssøn, Thorvards Broder og Abbed Brands Brodersøn, om midlertidigt at overtage Bestyrelsen af Skagafjorden i hans Navn. Gissur talte allerede da om at drage til Norge og henvende sig til sin Herre, Kong Haakon, der vist, som han sagde, vilde give ham Ret[2]. Odd vilde nødig paatage sig det ansvarsfulde Hverv, men gav dog omsider efter for Gissurs Overtalelser, og fulgte, lidt før Paaske, med ham nord til Skagafjorden, hvor Bønderne toge vel imod dem, og hvorfra de endog gjorde et Tog til Eyjafjorden, uden dog at faa fat paa nogen af Mordbrænderne. Efter at have indsat Odd til sin Fuldmægtig og anviist ham Flugumyre, der saaledes allerede da maa være blevet bebygget igjen efter Branden, til Bolig, vendte Gissur tilbage til Sønderlandet, og gjorde de nødvendige Forberedelser til at sagsøge Mordbrænderne paa Althinget. Allerede førend sin Rejse til Skagafjorden havde han ved Andres Sæmundssøns Foranstaltning haft en Sammenkomst med Ravn, dog ikke i anden Hensigt end reent ud at svige ham, da han indfandt sig med 40 Mand i Stedet for 12, som Aftalen lød. Ravn saa sig derfor nødt til at sverge Gissur Troskabseed, men rigtignok ogsaa med det stiltiende Forsæt at bryde den ved den

  1. Sturlunga Saga, IX. 6, 8.
  2. Sturlunga Saga, IX. 11. Det vil nedenfor sees, at Gissur dog egentlig bestemtes til at forlade Landet ved Biskopperne Henriks og Sigvards forenede Bestræbelser. Sturlunga Saga udtrykker sig ikke her med tilbørlig Klarhed, og synes at lade Bestemmelsen, at ville drage til Norge, være kommen til Modenhed hos Gissur allerede førend Biskop Sigvart kom til Landet, da han udnævnte Odd til sin Fuldmægtig. Dette er aabenbart urigtigt, hvilket allerede kan sees deraf at Gissur forberedte og drev et Søgsmaal paa Althinget. At han indsatte Odd i sit Sted i Skagafjorden var ej fordi han agtede sig udenlands, men fordi han selv paa Grund af Bansættelsen ej kunde opholde sig i Biskop Henriks Biskopsdømme.