Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/337

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
323
1254. Islandſke Begivenheder. Gisſurs og Brandſtifternes Fejder.

ſkulde ringes eller ſynges Mesſe, hvor de vare tilſtede. Gisſur gjorde vel Biſkoppen Foreſtillinger, og beklagede ſig over at han ſaa ivrigt kunde holde med Mordbrænderne, men Biſkoppen blev ved ſit, og for at undgaa alt for ſtore Ubehageligheder fandt Gisſur det omſider raadeligſt at drage over til Sønderlandet med de fleſte af dem, der havde deeltaget i Toget til Eyjafjorden. Han opſlog atter ſin Bolig paa Kaldadarnes[1].

Gisſurs Bortrejſe fra Skagafjorden var Tegn for Mordbrænderne til atter at ſlutte ſig ſammen, og gjøre et Tog til Skagafjorden for at hevne ſig paa Gisſurs Venner; da de nu ingen af dem kunde treffe, maatte de indſkrænke ſig til at plyndre, og vendte derpaa tilbage til Eyjafjorden, hvor de dog ikke opløſte ſin Flok, men toge alleſammen ſit Tilhold paa Grund. Under ſaadanne Omſtændigheder kunde Gisſur ikke lade Skagafjorden og ſine Interesſer der uden Forſvar, men henvendte ſig til den oftere omtalte Odd Thorarinsſøn, Thorvards Broder og Abbed Brands Broderſøn, om midlertidigt at overtage Beſtyrelſen af Skagafjorden i hans Navn. Gisſur talte allerede da om at drage til Norge og henvende ſig til ſin Herre, Kong Haakon, der viſt, ſom han ſagde, vilde give ham Ret[2]. Odd vilde nødig paatage ſig det anſvarsfulde Hverv, men gav dog omſider efter for Gisſurs Overtalelſer, og fulgte, lidt før Paaſke, med ham nord til Skagafjorden, hvor Bønderne toge vel imod dem, og hvorfra de endog gjorde et Tog til Eyjafjorden, uden dog at faa fat paa nogen af Mordbrænderne. Efter at have indſat Odd til ſin Fuldmægtig og anviiſt ham Flugumyre, der ſaaledes allerede da maa være blevet bebygget igjen efter Branden, til Bolig, vendte Gisſur tilbage til Sønderlandet, og gjorde de nødvendige Forberedelſer til at ſagſøge Mordbrænderne paa Althinget. Allerede førend ſin Rejſe til Skagafjorden havde han ved Andres Sæmundsſøns Foranſtaltning haft en Sammenkomſt med Ravn, dog ikke i anden Henſigt end reent ud at ſvige ham, da han indfandt ſig med 40 Mand i Stedet for 12, ſom Aftalen lød. Ravn ſaa ſig derfor nødt til at ſverge Gisſur Troſkabseed, men rigtignok ogſaa med det ſtiltiende Forſæt at bryde den ved den

  1. Sturlunga Saga, IX. 6, 8.
  2. Sturlunga Saga, IX. 11. Det vil nedenfor ſees, at Gisſur dog egentlig beſtemtes til at forlade Landet ved Biſkopperne Henriks og Sigvards forenede Beſtræbelſer. Sturlunga Saga udtrykker ſig ikke her med tilbørlig Klarhed, og ſynes at lade Beſtemmelſen, at ville drage til Norge, være kommen til Modenhed hos Gisſur allerede førend Biſkop Sigvart kom til Landet, da han udnævnte Odd til ſin Fuldmægtig. Dette er aabenbart urigtigt, hvilket allerede kan ſees deraf at Gisſur forberedte og drev et Søgsmaal paa Althinget. At han indſatte Odd i ſit Sted i Skagafjorden var ej fordi han agtede ſig udenlands, men fordi han ſelv paa Grund af Banſættelſen ej kunde opholde ſig i Biſkop Henriks Biſkopsdømme.