Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
322
Haakon Haakonsſøn.

Vinteren, og til ſtørre Sikkerhed blev det afgjort, at Høvdingerne for Mordbrænderflokken i den Tid ej ſkulde forblive paa deres Gaarde, eller have fuldkommen Frihed til at ſlutte ſig ſammen naar de vilde, men derimod fordeles til Ophold paa Steder, der laa temmelig fjernt fra hinanden indbyrdes, uden at maatte forlade disſe, førend Tilladelſe dertil blev given. Saaledes ſkulde Eyjulf være hos Finnbjørn paa Grenjadarſtad, Rane paa den lille Flatø, yderſt i Skjalvandebugten, Kolbein Gran hos den før omtalte Thorvald Thorarinsſøn, der nu boede paa Hov i Vaapnafjord, og endelig Ravn, der nu ganſke regnedes i Mordbrændernes Tal, hos ſin Kones Morbroder, den nys nævnte Andres Sæmundsſøn, der boede paa Skard, ſydligt paa Øen. Denne Beſtemmelſe blev ogſaa tagen til Følge, og en Deel af Vintren, ſom Gisſur tilbragte paa Gaarden Skrue„ paa Hegranes, gik derfor roligt hen. Lidt før Juul havde Gisſur ogſaa en Samtale med Thorgils Skat-de, der paa Abbed Brands Anmodning gjorde en kort Rejſe til Hole for at lade ſig ſkrifte af Biſkop Henrik i Anledning af ſit Tog til Sidemule og det der begangne Drab; han og Gisſur mødtes, ſiges der, paa Flugumyre, og de talte længe og ret venſkabeligt ſammen og ſkiltes ad i al Sømmelighed, uden dog at viſe hinanden fuldkommen oprigtig Tillid. Dog havde de nu ganſke fælles Fiender og maatte derfor ogſaa i det væſentlige have fælles Interesſer[1].

Noget efter Juul (1254) bragte Gisſur i Erfaring, at Mordbrænderne ikke ſamvittighedsfuldt overholdt det Tilſagn, de havde givet, og at navnlig Kolbein Gran efter et kort Ophold i Vaapnafjorden atter var kommen tilbage til Eyjafjorden, hvor han havde ſit Tilhold paa en af de øverſte Gaarde. Denne Efterretning var Gisſur egentlig kjærkommen, thi han kunde derved ligeledes anſee ſig løſt fra ſit Tilſagn, og ſaaledes atter ſkride til at ſøge Hevn. Han ſamlede ogſaa i Haſt en Deel Folk, kom ganſke uventet over til Eyjafjorden, brød ind paa flere Gaarde, og fik fat paa ſex af Mordbrænderne, ſom han alle lod dræbe; tilſidſt fandt han Kolbein Gran ſelv paa Gaarden Eſpehol, hvor han havde ſkjult ſig bag de paa Veggen hængende Tapeter, og fik ham tagen af Dage efter et overordentligt tappert Forſvar. Foruden Kolbein blev ogſaa endnu en af Mordbrænderne, der tilfældigviis var kommen til Gaarden, aflivet. Da Eyjulf og de øvrige Mordbrændere fik alt dette at høre, opløftede de et ſtort Raab, og paaſtod at Gisſur havde brudt Stilſtanden. Gisſur derimod meente at netop de andre havde brudt den. Men Biſkop Henrik tog Mordbrændernes Parti, og ſatte Gisſur og alle dem, der havde været med ham, i Ban ſom Gridnidinger (Forligsbrydere), ſaaledes at der ej

  1. Sturlunga Saga, IX. 7.