Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/336

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
322
Haakon Haakonssøn.

Vinteren, og til større Sikkerhed blev det afgjort, at Høvdingerne for Mordbrænderflokken i den Tid ej skulde forblive paa deres Gaarde, eller have fuldkommen Frihed til at slutte sig sammen naar de vilde, men derimod fordeles til Ophold paa Steder, der laa temmelig fjernt fra hinanden indbyrdes, uden at maatte forlade disse, førend Tilladelse dertil blev given. Saaledes skulde Eyjulf være hos Finnbjørn paa Grenjadarstad, Rane paa den lille Flatø, yderst i Skjalvandebugten, Kolbein Gran hos den før omtalte Thorvald Thorarinssøn, der nu boede paa Hov i Vaapnafjord, og endelig Ravn, der nu ganske regnedes i Mordbrændernes Tal, hos sin Kones Morbroder, den nys nævnte Andres Sæmundssøn, der boede paa Skard, sydligt paa Øen. Denne Bestemmelse blev ogsaa tagen til Følge, og en Deel af Vintren, som Gissur tilbragte paa Gaarden Skrue„ paa Hegranes, gik derfor roligt hen. Lidt før Juul havde Gissur ogsaa en Samtale med Thorgils Skat-de, der paa Abbed Brands Anmodning gjorde en kort Rejse til Hole for at lade sig skrifte af Biskop Henrik i Anledning af sit Tog til Sidemule og det der begangne Drab; han og Gissur mødtes, siges der, paa Flugumyre, og de talte længe og ret venskabeligt sammen og skiltes ad i al Sømmelighed, uden dog at vise hinanden fuldkommen oprigtig Tillid. Dog havde de nu ganske fælles Fiender og maatte derfor ogsaa i det væsentlige have fælles Interesser[1].

Noget efter Juul (1254) bragte Gissur i Erfaring, at Mordbrænderne ikke samvittighedsfuldt overholdt det Tilsagn, de havde givet, og at navnlig Kolbein Gran efter et kort Ophold i Vaapnafjorden atter var kommen tilbage til Eyjafjorden, hvor han havde sit Tilhold paa en af de øverste Gaarde. Denne Efterretning var Gissur egentlig kjærkommen, thi han kunde derved ligeledes ansee sig løst fra sit Tilsagn, og saaledes atter skride til at søge Hevn. Han samlede ogsaa i Hast en Deel Folk, kom ganske uventet over til Eyjafjorden, brød ind paa flere Gaarde, og fik fat paa sex af Mordbrænderne, som han alle lod dræbe; tilsidst fandt han Kolbein Gran selv paa Gaarden Espehol, hvor han havde skjult sig bag de paa Veggen hængende Tapeter, og fik ham tagen af Dage efter et overordentligt tappert Forsvar. Foruden Kolbein blev ogsaa endnu en af Mordbrænderne, der tilfældigviis var kommen til Gaarden, aflivet. Da Eyjulf og de øvrige Mordbrændere fik alt dette at høre, opløftede de et stort Raab, og paastod at Gissur havde brudt Stilstanden. Gissur derimod meente at netop de andre havde brudt den. Men Biskop Henrik tog Mordbrændernes Parti, og satte Gissur og alle dem, der havde været med ham, i Ban som Gridnidinger (Forligsbrydere), saaledes at der ej

  1. Sturlunga Saga, IX. 7.