Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/335

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
321
1253. Islandſke Begivenheder. Gisſurs Frelſe og Hevn.

medens de vare paa Hole, erfarede de at Gisſur var i Live; flere vilde endnu ikke tro det, men da de bleve fuldkommen overbeviſte om at det virkelig forholdt ſig ſaa, bleve mange, ſom det fortælles, tauſe og alvorlige, og Ravn ſagde, at det nu gjaldt at tage ſig ivare. Gisſur havde imidlertid ſamlet Folk, og nogle foreſlog ham endog ſtrax at ſætte efter Mordbrænderne og angribe dem paa Hole, men han ſvarede, at om han end aldrig ſkulde faa hevnet ſig, vilde han dog ikke forgribe ſig paa Biſkopsſtolen. Denne Gisſurs Agtelſe for Kirkens Hellighed, i Forbindelſe med den Medlidenhed, hans ſtore Ulykke vækker hos os og den Harme, vi føle over Mordbrændernes Ferd, bidrager unegtelig til at ſtemme os gunſtigere for ham end hidtil, og lader uvilkaarligt hans tidligere Ferd mod Sturlungerne, iſær mod Snorre, træde noget i Baggrunden. Hans hele Optræden og Handlemaade ſynes nu mindre egennyttig og mere ridderlig end for, maaſkee fordi den uhyre Sorg virkelig til en vis Grad havde lutret hans Sind, maaſkee og fordi han ſtod ene i Verden, og ikke længer havde Sønner, der kunde arve og vedligeholde det Herredømme, ſom det ved hans Beſtræbelſer maatte lykkes ham at grundlægge[1].

37. Gisſur ſøger at hevne ſig, ſættes i Ban, og drager til Norge.


Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Gisſurs førſte Skridt, da han kom nogenlunde til Kræfter, var at ſamle Folk og drage ud for at opſøge og ſtraffe Mordbrænderne. Med 600 Mænd, hvoraf mange fra Sønderlandet, gjorde han et Tog over til Eyjafjorden, og plyndrede paa Mordbrændernes Gaarde og navnlig paa Madrevalle, hvor han blev ſiddende en heel lige, og hvor alt det Kvæg, Eyjulf ejede, blev ſlagtet[2]; men han fik kun een Mordbrænder, og det ikke engang en af-Anførerne, tagen af Dage: de øvrige, tilligemed Ravn, flygtede til den ude i Eyjafjorden liggende Riisø. Herfra indledede de Underhandlinger gjennem Abbed Eyjulf i Thema, og Andres, Sæmund Jonsſøns Søn, og tilbød at undergive den hele Sag Kong Haakons Dom. Til nogen endelig Beſtemmelſe kom det dog ej, men der blev ſluttet Stilſtand med Grid for

  1. Sturlunga Saga, IX. 1—5. Branden paa Flugumyre er her ſærdeles godt beſkreven. En Overſættelſe deraf findes i „Norſk Folkekalender“ for 1848.
  2. Ogſaa paa Geldingaholt i Skagafjorden, hvor Eyjulfs Syſter nu boede, havde Gisſur i nogle Dage ſlaaet ſig ned med 300 Mand, fortæret alt, hvad der fandtes af Madforraad og ſlagtet alt Kvæget. Paa en Gaard i Eyjafjorden, hvor der ligeledes blev plyndret, heder det „at der var Rigdom og Velſtand da man kom, men Mangel og Fattigdom da man drog bort.“