Den, som reed sidst, vendte sig om, og saa en Mand blive ledet til Kirken, i hvilken han troede at kjende Gissur, han vilde derfor at man skulde ride tilbage for at undersøge dette; men de andre sagde, at han maatte tage Fejl, og Raadet blev ikke fulgt. Det var virkelig Gissur, thi han havde formedelst Kulde ikke kunnet holde det længer ud i Syren, og maatte derfor søge til Kirken tidligere end det egentlig var tjenligt for hans Sikkerhed. Men hans Fienders alt for store Tryghed frelste ham. Han var meget forkommen af Røg og Kulde, men man anvendte alle mulige Midler for at varme ham, saa at han snart kom sig. Han bar ogsaa sin Ulykke med rolig Fatning, skjønt han var haardelig prøvet, thi hans Hustru, som han elskede højt, og hans tre haabefulde Sønner vare dræbte eller indebrændte; han stod ganske alene tilbage, uden Hustru, uden Børn; dertil var hans hele prægtige Gaard, den ypperste i hele Skagafjorden nedbrændt i Bund og Grund med mange Kostbarheder. Man regnede i Alt, at der omkom 25 Mennesker ved Branden. Dog var han nær bleven overvældet af sine Følelser, da han den følgende Dag, ledsaget af Paal Kolbeinssøn paa Stad og en heel Deel andre Bønder, begav sig til Brandstedet for at lede efter de Omkomne, og Levningerne af hans Hustru Groa og hans Søn Isleif bleve baarne ud til ham. Af Groa var kun Brystet tilbage; Isleif var næsten ubrændt men ligesom stegt inde i sin Brynje. „Her, Paal Frænde,“ sagde .han, „kan du see min Søn Isleif og min Hustru Groa,“ og vendte sig bort i det samme, men Paal merkede at Taarerne trillede ligesom Haglkorn ned over hans Ansigt.
Denne Begivenhed gjorde megen Opsigt, og der rejste sig stor Forbitrelse over Mordbrænderne. Thi om man vel ellers ikke yndede Gissur, saa fandt man dog den lumske Maade, hvorpaa de havde gaaet frem, yderst skjendig. Havde de end, naar galt skulde være, virkelig faaet udryddet Gissur med hele hans Huus, saa kunde man dog have sagt, at alt Stof til fremtidig Ufred for det første var bortryddet, men selv heraf kunde de ikke rose sig, siden det var lykkets Gissur at undkomme, thi det var let at skjønne at han nu ikke vilde lade Sverdet hvile. Et uhyggeligt Indtryk gjør det under disse Omstændigheder at see, hvorledes Biskoppen ved sin Ferd tydeligt gav tilkjende, at han billigede Foretagendet, om han end ikke, hvad vi dog, som oven bemerket, ansee for det rimeligste, ligefrem fra først af havde været med at sætte det i Gang. Thi Mordbrændernes første Fart umiddelbart fra Brandstedet var lige til Hole, hvor Biskoppen modtog dem med aabne Arme og strax gav dem Absolution for deres Handling. Her traf de ogsaa Ravn Oddssøn, der nu ganske tog Masken af og slog sig sammen med dem, ja endog paa en vis Maade stillede sig i Spidsen for dem som Anfører. Endnu
