Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/334

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
320
Haakon Haakonsſøn.

Den, ſom reed ſidſt, vendte ſig om, og ſaa en Mand blive ledet til Kirken, i hvilken han troede at kjende Gisſur, han vilde derfor at man ſkulde ride tilbage for at underſøge dette; men de andre ſagde, at han maatte tage Fejl, og Raadet blev ikke fulgt. Det var virkelig Gisſur, thi han havde formedelſt Kulde ikke kunnet holde det længer ud i Syren, og maatte derfor ſøge til Kirken tidligere end det egentlig var tjenligt for hans Sikkerhed. Men hans Fienders alt for ſtore Tryghed frelſte ham. Han var meget forkommen af Røg og Kulde, men man anvendte alle mulige Midler for at varme ham, ſaa at han ſnart kom ſig. Han bar ogſaa ſin Ulykke med rolig Fatning, ſkjønt han var haardelig prøvet, thi hans Huſtru, ſom han elſkede højt, og hans tre haabefulde Sønner vare dræbte eller indebrændte; han ſtod ganſke alene tilbage, uden Huſtru, uden Børn; dertil var hans hele prægtige Gaard, den ypperſte i hele Skagafjorden nedbrændt i Bund og Grund med mange Koſtbarheder. Man regnede i Alt, at der omkom 25 Menneſker ved Branden. Dog var han nær bleven overvældet af ſine Følelſer, da han den følgende Dag, ledſaget af Paal Kolbeinsſøn paa Stad og en heel Deel andre Bønder, begav ſig til Brandſtedet for at lede efter de Omkomne, og Levningerne af hans Huſtru Groa og hans Søn Isleif bleve baarne ud til ham. Af Groa var kun Bryſtet tilbage; Isleif var næſten ubrændt men ligeſom ſtegt inde i ſin Brynje. „Her, Paal Frænde,“ ſagde .han, „kan du ſee min Søn Isleif og min Huſtru Groa,“ og vendte ſig bort i det ſamme, men Paal merkede at Taarerne trillede ligeſom Haglkorn ned over hans Anſigt.

Denne Begivenhed gjorde megen Opſigt, og der rejſte ſig ſtor Forbitrelſe over Mordbrænderne. Thi om man vel ellers ikke yndede Gisſur, ſaa fandt man dog den lumſke Maade, hvorpaa de havde gaaet frem, yderſt ſkjendig. Havde de end, naar galt ſkulde være, virkelig faaet udryddet Gisſur med hele hans Huus, ſaa kunde man dog have ſagt, at alt Stof til fremtidig Ufred for det førſte var bortryddet, men ſelv heraf kunde de ikke roſe ſig, ſiden det var lykkets Gisſur at undkomme, thi det var let at ſkjønne at han nu ikke vilde lade Sverdet hvile. Et uhyggeligt Indtryk gjør det under disſe Omſtændigheder at ſee, hvorledes Biſkoppen ved ſin Ferd tydeligt gav tilkjende, at han billigede Foretagendet, om han end ikke, hvad vi dog, ſom oven bemerket, anſee for det rimeligſte, ligefrem fra førſt af havde været med at ſætte det i Gang. Thi Mordbrændernes førſte Fart umiddelbart fra Brandſtedet var lige til Hole, hvor Biſkoppen modtog dem med aabne Arme og ſtrax gav dem Abſolution for deres Handling. Her traf de ogſaa Ravn Oddsſøn, der nu ganſke tog Maſken af og ſlog ſig ſammen med dem, ja endog paa en vis Maade ſtillede ſig i Spidſen for dem ſom Anfører. Endnu