Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/333

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
319
1253. Islandſke Begivenheder. Overfaldet paa Flugumyre.

andet i den venſtre Fod, ſaa den næſten gik af. En Munk fra Tveraa, der havde været med i Brylluppet, og faaet Lov til at ſlippe ud, tog et Skind, lagde det under ham, og ſlæbte ham derpaa til Kirken, hvor han dog kun levede faa Timer. Umiddelbart efter Hall vilde den gamle Arne Beiſk, Snorre Sturlasſøns Banemand, løbe ud, men blev hængende med Fødderne i Bordet og faldt. Paa Spørgsmaalet, hvo det var, navngav han ſig ſtrax, da han, ſom han ſagde, ikke agtede at bede om Livet, naar Hall laa blødende af Ulivsſaar. „Hvo mindes nu ikke Snorre Sturlasſøn!“ raabte Kolbein Gran, og gav ham Baneſaar, idet ogſaa Are Ingemundsſøn og flere hugg til ham. I det ſamme faldt Skaalen ned, og blandt de mange ſom begroves under de brændende Bjelker, var ogſaa Isleif og Ketilbjørn, Gisſurs to andre Sønner. Imidlertid havde Gisſur ſelv frelſt ſig paa en vidunderlig Maade. Ledſaget af ſin Frænde Gudmund Ofſe, der ſagde at han ikke vilde ſkilles fra ham, kom han til det ſaakaldte Skyrbuur eller Melkeboden, der endnu ej havde fattet Ild. Her bad han Gudmund forlade ham, da han nu lettere troede at kunne hjelpe“ ſig alene, end ſelv anden. Gudmund føjede ham deri, kom ud i Selſkab med en Preſt, og fik beholde Livet. Gisſur kaſtede Brynjen og Staalhuen af ſig; ved at ſee ſig om i Buret opdagede han et ſtort Kar med Skyr (tyk Melk) der ſtod paa Stokke, og nede i Jorden under det, næſten ſkjult deraf, et mindre fuldt med Syre (ſuur Kjeldermelk). I dette mindre Kar ſteeg han ned, efter at have kaſtet Sverdet op i det ſtørre, ſaaledes at Melken ganſke dækkede det; der var ſaa vidt Rum under dette, at han kunde faa klemt ſig imellem, og ſatte ſig da i ſine bare Linklæder, paa Hug, ned i den kolde Syre, der naaede ham lige op til Bryſtet. Han havde ikke ſiddet længe, førend han hørte Folk nærme ſin: han kunde endog høre dem tale om, at hvis de fik ham fat, ſkulde Rane, Kolbein og Are Ingemundsſøn give ham Baneſaar. Strax efter kom de ind med Lys, og ledte højt og lavt; tre eller fire Gange ſtak de endog med Spyd ned i Karet, hvor han ſad, og ſtrejfede ham deels paa Hænderne, ſom han holdt for Maven, deels paa Knæerne; enkelte paaſtode, at Spydet havde rørt ved noget, hvad det nu var, andre negtede det, men tilſidſt, efter to Gange ſaaledes at have ranſaget det hele Buur, gik de bort igjen, uden at have opdaget ham. Han fortalte ſiden, at uagtet han tidligere ſkalv ſaaledes af Kulde nede i Syren, at det ſkvalpede i hele Karet, ſkalv han dog ikke det mindſte, ſaa længe de ledte efter ham. Saadan Magt havde Selvbevarings-Driften. Strax efter lavede Mordbrænderne ſig til at drage bort; det var allerede i Dagningen, og man kunde hvert Øjeblik vente at Herredsfolkene vilde komme til. Nogle faa af Gisſurs Mænd fik endnu Grid, hvorpaa de ſtege til Heſt og rede af Gaarde.