andet i den venstre Fod, saa den næsten gik af. En Munk fra Tveraa, der havde været med i Brylluppet, og faaet Lov til at slippe ud, tog et Skind, lagde det under ham, og slæbte ham derpaa til Kirken, hvor han dog kun levede faa Timer. Umiddelbart efter Hall vilde den gamle Arne Beisk, Snorre Sturlassøns Banemand, løbe ud, men blev hængende med Fødderne i Bordet og faldt. Paa Spørgsmaalet, hvo det var, navngav han sig strax, da han, som han sagde, ikke agtede at bede om Livet, naar Hall laa blødende af Ulivssaar. „Hvo mindes nu ikke Snorre Sturlassøn!“ raabte Kolbein Gran, og gav ham Banesaar, idet ogsaa Are Ingemundssøn og flere hugg til ham. I det samme faldt Skaalen ned, og blandt de mange som begroves under de brændende Bjelker, var ogsaa Isleif og Ketilbjørn, Gissurs to andre Sønner. Imidlertid havde Gissur selv frelst sig paa en vidunderlig Maade. Ledsaget af sin Frænde Gudmund Ofse, der sagde at han ikke vilde skilles fra ham, kom han til det saakaldte Skyrbuur eller Melkeboden, der endnu ej havde fattet Ild. Her bad han Gudmund forlade ham, da han nu lettere troede at kunne hjelpe“ sig alene, end selv anden. Gudmund føjede ham deri, kom ud i Selskab med en Prest, og fik beholde Livet. Gissur kastede Brynjen og Staalhuen af sig; ved at see sig om i Buret opdagede han et stort Kar med Skyr (tyk Melk) der stod paa Stokke, og nede i Jorden under det, næsten skjult deraf, et mindre fuldt med Syre (suur Kjeldermelk). I dette mindre Kar steeg han ned, efter at have kastet Sverdet op i det større, saaledes at Melken ganske dækkede det; der var saa vidt Rum under dette, at han kunde faa klemt sig imellem, og satte sig da i sine bare Linklæder, paa Hug, ned i den kolde Syre, der naaede ham lige op til Brystet. Han havde ikke siddet længe, førend han hørte Folk nærme sin: han kunde endog høre dem tale om, at hvis de fik ham fat, skulde Rane, Kolbein og Are Ingemundssøn give ham Banesaar. Strax efter kom de ind med Lys, og ledte højt og lavt; tre eller fire Gange stak de endog med Spyd ned i Karet, hvor han sad, og strejfede ham deels paa Hænderne, som han holdt for Maven, deels paa Knæerne; enkelte paastode, at Spydet havde rørt ved noget, hvad det nu var, andre negtede det, men tilsidst, efter to Gange saaledes at have ransaget det hele Buur, gik de bort igjen, uden at have opdaget ham. Han fortalte siden, at uagtet han tidligere skalv saaledes af Kulde nede i Syren, at det skvalpede i hele Karet, skalv han dog ikke det mindste, saa længe de ledte efter ham. Saadan Magt havde Selvbevarings-Driften. Strax efter lavede Mordbrænderne sig til at drage bort; det var allerede i Dagningen, og man kunde hvert Øjeblik vente at Herredsfolkene vilde komme til. Nogle faa af Gissurs Mænd fik endnu Grid, hvorpaa de stege til Hest og rede af Gaarde.
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/333
Utseende
Denne siden er korrekturlest
319
1253. Islandske Begivenheder. Overfaldet paa Flugumyre.