Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/332

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
318
Haakon Haakonsſøn.

til Vaaben, men blev haardt ſaaret af Kolbein Gran, ſom ſtillede ſig i Døren, ligeſom ogſaa de andre Udgange i en Haſt bleve beſatte. Gisſur og hans tre Sønner ſaavel ſom tolv andre Mænd fik fat paa ſine Vaaben, ligeſom de ogſaa fik ſtængt alle Udgangsdørene, paa een nær, ſaa godt, at Fienderne ikke kunde bryde dem op; ſaaledes havde de kun een Udgang at forſvare, og værgede ſig her ſaa tappert, at Angriberne ingen Vej kunde komme. Da Eyjulf merkede dette, tog han ſin Tilflugt til det ſidſte Middel, Ildspaaſættelſen. Huſet ſtod ſnart i lys Lue, og Røgen var nær ved at kvæle dem, ſom vare derinde. Gisſur og flere maatte lægge ſig næſegruus ned paa Gulvet for at drage Aande; een, ſom laa ved hans Side, hørte da, ſiges der, at han bad til Gud om Hjelp ſaa højtideligt, ſom han aldrig før havde hørt nogen Bøn udtalt. En af Gisſurs Mænd, Gisſur Glade, ſtod i et venſkabeligt Forhold til Kolbein Gran, og de havde aftalt, at de gjenſidigt ſkulde give hinanden Grid, om den ene kom i et ſaadant Forhold til den anden, at der kunde blive Tale derom. Kolbein mindedes nu dette Løfte og bød ham Grid. Gisſur ſagde at han ej vilde modtage nogen Grid, uden at han kunde tage endnu en med. Han tænkte vel paa Gisſur Thorvaldsſøn ſelv. Kolbein ſvarede at han kunde vælge hvem han vilde, kun ikke Gisſur og hans Sønner. Bag Gisſur Glade ſtod imidlertid Gisſur Thorvaldsſøn, underſtøttet af ſin Huſtru Groa, og benyttede disſe faa Øjeblik til at kule ſig noget af og drage friſk Luft; han tænkte endog paa at benytte Lejligheden til at pasſe ſit Snit og løbe ud, men det lykkedes ham ej, og han gik længer ind for at forſøge ſin Lykke paa et andet Sted, efter at have ſagt Groa et ømt Farvel. Imidlertid kom ogſaa den unge Brud, Ingebjørg Sturlasdatter, til, ſmuk og ſtatelig at ſee til, ſkjønt kun i ſin Natdragt. Groa blev glad ved at ſee at hun var i Live, og ſagde at de ſkulde dele Skjebne med hinanden; men da Kolbein Gran hørte Ingebjørg nævne, tilbød han hende ſtrax at gaa ud. Hun vilde ikke, ſagde ligeledes hun, hvis hun ikke fik Løv til at tage endnu en med. Dette negtede Kolbein hende, men Groa bad hende at modtage Tilbudet alligevel; ſelv vilde hun lede efter en liden Dreng, ſin Syſterſøn, ſom hun ſavnede. Medens Ingebjørg endnu betænkte ſig, løb Kolbein Gran ind i det brændende Huus, tog hende paa ſine Arme og bar hende til Kirken. Sandſynligviis havde han vel og ladet Groa ſlippe ud, men imidlertid blev Ilden ſaa ſterk, at hun ej kunde frelſes. Dog var der nogle, ſom paaſtode at en af Mordbrænderne ſtødte hende ind i Ilden, da hun vilde ud; man fandt i det mindſte ſiden hendes Liig ſtrax ved Udgangsdøren. Hall Gisſursſøn vilde ogſaa løbe ud af den ſamme Dør, for hvilken man nu havde ſat et Bord. Han hoppede over Bordet, men fik i det ſamme et dybt Hug i Hovedet og et