Højtidsdag, sad Isleif, Gissurs anden Søn, og Ravn ved Siden af hinanden, drak sammen af eet Sølvkar, og kyssede hinanden for hver Gang de drak hinanden til. Og dette kunde Ravn gjøre uden at lade sig merke med det mindste, uagtet han vidste, at Fienderne allerede lurede i Nærheden, og at den unge Isleif, som han kyssede og viste saa megen Venlighed, om faa Dage maaskee vilde ligge begraven under det nedbrændte Huses Ruiner. Man havde i Sandhed allerede drevet det vidt i Falskhed og Forstillelseskunst der paa Øen. Sturla derimod vidste om intet, og var aldeles uskyldig; Fienderne havde ikke vovet at henvende sig til ham. Gjestebudet, der beskrives som det bedste, der i de Tider havde været holdt paa Øen, vedvarede endnu om Mandagen; da kom den forhen omtalte Are Ingemundssøn, og berettede Ravn fuldstændigt Mordbrændernes hele Plan, uden at dog Navn derved fandt sig opfordret til at aabenbare noget; det eneste, han ytrede, og hvorved han maaskee troede sin Samvittighed frelst, var, at han ved Afskeden, da han Mandags Aften silde reed af Gaarde, og Gissur forærede ham et Par gode Heste, bad ham tage sig ivare. Men da Gissur spurgte ham, om han da vidste noget bestemt, han skulde tage sig ivare for, gav Ravn kun et undvigende Svar, og reed bort. Gissur viste sig i den glade Stemning, som nu besjælede ham, ogsaa meget venlig mod Are, uagtet han hørte til hans Fienders Parti, bad ham at besøge sig og sagde at de nok skulde komme til Forlig. Ogsaa Are fandt sig paa Grund heraf foranlediget til ligesom at lette sin Samvittighed, idet han gav Gissur det tvetydige Svar: „tvivl aldrig om, at vi skulle aflægge dig et Besøg; i alle Fald skulle hverken jeg eller Kolbein Gran være hos Eyjulf, hvis dette ikke skeer.“ Men hverken Gissur eller nogen anden forstod Hentydningen. Ravn havde til en af Gjesterne ladet sig forlyde med, at der snart vilde spørges Ufred, men ingen grundede nærmere derover. De fleste Gjester rede bort om Tirsdagen, blandt dem ogsaa Sturla. Isleif skulde ogsaa have rejst, men hans Heste vare endnu ikke færdige.
Eyjulf og Rane havde imidlertid samlet Folk, i alt 42, hvoriblandt tredive i Ringbrynjer. Det forstaar sig, at Kolbein Gran og Are vare med, derimod vægrede hans Broder Bjørn og flere samvittighedsfulde Mænd sig derved. Det var mange, som endnu ikke vidste at Toget gjaldt Flugumyre, og at man tænkte paa Mordbrand; derfor bleve flere heel ilde tilmode, da Eyjulf, efter at de vare komne ned i Skagafjorden, bekjendtgjorde sit Forehavende; mange, heder det, fandt det slemt baade at følge med og at vende tilbage. Det lykkedes dem Tirsdags Nat at komme ind paa Gaarden, førend de tvende udsatte Vagtmænd bleve dem var; den ene løb bort til en Gaard i Nabolaget for at gjøre Allarm og faa Folk til, den anden styrtede ind i Huset og kaldte alle Mand
