Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/331

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
317
1253. Islandſke Begivenheder. Overfaldet paa Flugmyre.

Højtidsdag, ſad Isleif, Gisſurs anden Søn, og Ravn ved Siden af hinanden, drak ſammen af eet Sølvkar, og kysſede hinanden for hver Gang de drak hinanden til. Og dette kunde Ravn gjøre uden at lade ſig merke med det mindſte, uagtet han vidſte, at Fienderne allerede lurede i Nærheden, og at den unge Isleif, ſom han kysſede og viſte ſaa megen Venlighed, om faa Dage maaſkee vilde ligge begraven under det nedbrændte Huſes Ruiner. Man havde i Sandhed allerede drevet det vidt i Falſkhed og Forſtillelſeskunſt der paa Øen. Sturla derimod vidſte om intet, og var aldeles uſkyldig; Fienderne havde ikke vovet at henvende ſig til ham. Gjeſtebudet, der beſkrives ſom det bedſte, der i de Tider havde været holdt paa Øen, vedvarede endnu om Mandagen; da kom den forhen omtalte Are Ingemundsſøn, og berettede Ravn fuldſtændigt Mordbrændernes hele Plan, uden at dog Navn derved fandt ſig opfordret til at aabenbare noget; det eneſte, han ytrede, og hvorved han maaſkee troede ſin Samvittighed frelſt, var, at han ved Afſkeden, da han Mandags Aften ſilde reed af Gaarde, og Gisſur forærede ham et Par gode Heſte, bad ham tage ſig ivare. Men da Gisſur ſpurgte ham, om han da vidſte noget beſtemt, han ſkulde tage ſig ivare for, gav Ravn kun et undvigende Svar, og reed bort. Gisſur viſte ſig i den glade Stemning, ſom nu beſjælede ham, ogſaa meget venlig mod Are, uagtet han hørte til hans Fienders Parti, bad ham at beſøge ſig og ſagde at de nok ſkulde komme til Forlig. Ogſaa Are fandt ſig paa Grund heraf foranlediget til ligeſom at lette ſin Samvittighed, idet han gav Gisſur det tvetydige Svar: „tvivl aldrig om, at vi ſkulle aflægge dig et Beſøg; i alle Fald ſkulle hverken jeg eller Kolbein Gran være hos Eyjulf, hvis dette ikke ſkeer.“ Men hverken Gisſur eller nogen anden forſtod Hentydningen. Ravn havde til en af Gjeſterne ladet ſig forlyde med, at der ſnart vilde ſpørges Ufred, men ingen grundede nærmere derover. De fleſte Gjeſter rede bort om Tirsdagen, blandt dem ogſaa Sturla. Isleif ſkulde ogſaa have rejſt, men hans Heſte vare endnu ikke færdige.

Eyjulf og Rane havde imidlertid ſamlet Folk, i alt 42, hvoriblandt tredive i Ringbrynjer. Det forſtaar ſig, at Kolbein Gran og Are vare med, derimod vægrede hans Broder Bjørn og flere ſamvittighedsfulde Mænd ſig derved. Det var mange, ſom endnu ikke vidſte at Toget gjaldt Flugumyre, og at man tænkte paa Mordbrand; derfor bleve flere heel ilde tilmode, da Eyjulf, efter at de vare komne ned i Skagafjorden, bekjendtgjorde ſit Forehavende; mange, heder det, fandt det ſlemt baade at følge med og at vende tilbage. Det lykkedes dem Tirsdags Nat at komme ind paa Gaarden, førend de tvende udſatte Vagtmænd bleve dem var; den ene løb bort til en Gaard i Nabolaget for at gjøre Allarm og faa Folk til, den anden ſtyrtede ind i Huſet og kaldte alle Mand