Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/328

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
314
Haakon Haakonsſøn.

holde ſig oppe hos de mindre mægtige Høvdinger trængte de mere overordnede politiſke Henſyn ganſke i Baggrunden. Ogſaa for Thorgils gjaldt det, førſt at ſkaffe ſig et ſikkert Fodfæſte, førend han paany ſkred til at agitere for Kongen. Den eneſte, der havde været i Stand dertil, om han havde villet, var den mægtige Gisſur, men han havde nu kun ſin egen Magts-Udvidelſe for Øje. Dette indſaa nu ogſaa de øvrige Høvdinger ganſke klart, og man ſeer tydeligt, at ingen af dem, ej engang de, ſom ſkulde være nærmere forbundne med luun, havde noget tilovers for ham, men at han, om end ikke hadedes, ſaa dog i det mindſte frygtedes af alle, og at det hos de fleſte mere var denne Frugt, eller de ſæregne Omſtændigheder, hvori de befandt ſig, der hindrede dem fra at tage aabenbart Parti mod ham, end Hengivenhed for ham ſelv eller Fælligſkab i politiſke Anſkuelſer. Afſagte Fiender vare paa denne Tid egentlig kun Gisſur Thorvaldsſøn og Eyjulf Thorſteinsſøn, ſaavel ſom Ravn Oddsſøn og Thorgils Skalde. Efter disſe Hovedmænds indbyrdes Stilling til hinanden rettede de øvrige Forhold ſig. Sturla, hvis Familiehengivenhed drog ham til Thorgils, medens han for en ſtor Deel var afhængig af Ravn, vovede derfor ikke offentligt at være ſig ſit Forlig med hiin bekjendt, ſaa meget mere ſom han derved maaſkee ogſaa vilde have gjort ſig mistænkt hos Gisſur. At Sturla ſøgte nærmere Familieforbindelſe med Gisſur, kom øjenſynligt for en ſtor Deel deraf, at han følte Ravns Overlegenhed og Herredømme i Veſtfjordene ſom en trykkende Byrde, og derfor gjerne ſøgte Lejlighed til at ſkaffe ſig andre, mægtige Venner, hvis Indflydelſe kunde gjøre ham mere uafhængig; derfor nærmede han ſig og ſaa meget hellere Thorgils, ſkjønt endnu kun hemmeligt. Ravn derimod, ſom var Veſtfjordenes egentlige Herre, kunde derfor ikke med Ligegyldighed betragte hans voxende Magt, og hans Forligsſlutning med Gisſur var kun en Eftergiven for Øjeblikkets Nødvendighed, uden at være oprigtigt meent. Endelig vare Thorgils og Gisſur ſelv, ſom vi have ſeet, langt fra at kunne kaldes gode Venner og Forbundne, ſkjønt det endnu ikke var kommet, og paa Grund af Forholdene ikke engang ret vilde kunne komme, til Fiendtligheder imellem dem. Hvad der ſaaledes beſtemte Høvdingernes indbyrdes Forhold, og anviſte enhver ſin Plads, var altſaa fornemmelig Egennytte og indbyrdes perſonlige Antipathier; naar man undtager de faa Træk af Familiehengivenhed, varmeſte Følelſe og Ædelmod, ſom Sturla Thordsſøn og Thorgils Skarde lagde for Dagen i deres Forhandlinger med hinanden, møde vi ellers kun kold, beregnende Egoisme og allehaande ſlette Tendenſer; overhoved faar man det meeſt afſkrækkende Billede af Sædeligheds-Tilſtanden i Landet. Tro og Love agtedes ikke mere; Redelighed traadtes under Fødder, alles Hænder vare løftede imod hinanden indbyrdes: kort: