skulde underholde; og de Forholdsregler, han maatte gribe til, for at skaffe sig det nødvendige, vare af den Natur, at de maatte vække almindelig Misfornøjelse. Hans Venner ønskede derfor meget, at han kunde komme paa en bedre Fod med Ravn og Sturla, og hans Svoger, Thord Hitnesing, opsøgte endog denne sidste, for at indlede Underhandlinger. Sturla, der var fredeligtsindet og i Grunden intet heller ønskede end at staa paa en god Fod med sin Familie, lyttede gjerne dertil; hans største Betænkelighed rejste sig egentlig kun deraf, at han vidste, Thorgils vilde forlange svære Bøder for Overfaldet, og dette var hans svage Side, da han altid trykkedes af Pengemangel. Alligevel erklærede han sig villig til at holde en Sammenkomst med Thorgils længere ud paa Sommeren; Tiden skulde siden nærmere bestemmes. Det traf sig nemlig saa belejligt, at Ravn Oddssøn hele Sommeren skulde opholde lig i de nordvestlige Fjordegne, indtil Bryllupstiden paa Flugumyre nærmede sig; ellers havde Sturla ikke vovet at indlade sig med Thorgils, af Frygt for Ravns Vrede, og selv nu skede det med den yderste Forsigtighed og i dybeste Hemmelighed. Der var vistnok dem, som ogsaa foresloge Thorgils at forlige sig med Skaun„ og tilbøde deres Megling, forestillende ham hans liden Evne til at prøve Kræfter med Storfolk, men herom vilde Thorgils endnu intet høre. Thorgils gjorde imidlertid et Forsøg paa at lade Borgfjordingerne føle sin Vrede, idet han gjorde et Skyndtog til Reykjaholt og søgte efter sin Frænde Egil Salmundssøn, paa hvem han var opbragt, baade fordi han atter havde taget Gaarden i Besiddelse, og fordi han nu skjønnede at han havde spillet under Dække med hans Fiender. Dog kunde han ej finde ham, hvorimod han fandt den samme Mand, som tidligere havde bragt Ravn og Sturla Efterretninger om hans Besøg paa Stavaholt hiin uheldige Aften, og lod til Straf hugge Haanden af ham. Ligeledes overfaldt han en Prest paa Gaarden Sidumule i Nabolaget, som han ogsaa havde mistænkt for at have staaet i Ledtog med hans Fiender, og lod hans Søn dræbe. Ved saadan uklog Ferd kunde han ikke andet end opirre Gemytterne mod sig[1]. Strax efter fandt den aftalte Sam-
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 19–24. Her fortælles (Cap. 21) et Træk af Thorgils, der stiller hans Ridderlighed i et klart Lys, saa at vi derved endog for en stor Deel forsone os med hans Voldsomhed og Ubesindighed. Han reed en Dag, for Moro Skyld, med sit Følge til det varme Bad paa Lysehval, hvor en vis Vestar Torvessøn boede. Dennes smukke Kone Joreid stod just og vaskede. Thorgils tog hendes Haand og begyndte at fjase med hende; da Vestar saa det hjemme fra Huset, greb han forbitret et Sverd og styrtede ud mod Thorgils; dennes Folk grebe ham dog strax og vilde mishandle ham, men Thorgils sagde, at de skulde lade det være, da Manden havde viist at han havde Hjertet paa rette Sted, idet han vilde hevne en Forhaanelse, som han troede var ham tilføjet; dette havde dog langtfra været hans (Thorgils’s)
