Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/326

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
312
Haakon Haakonsſøn.

ſkulde underholde; og de Forholdsregler, han maatte gribe til, for at ſkaffe ſig det nødvendige, vare af den Natur, at de maatte vække almindelig Misfornøjelſe. Hans Venner ønſkede derfor meget, at han kunde komme paa en bedre Fod med Ravn og Sturla, og hans Svoger, Thord Hitneſing, opſøgte endog denne ſidſte, for at indlede Underhandlinger. Sturla, der var fredeligtſindet og i Grunden intet heller ønſkede end at ſtaa paa en god Fod med ſin Familie, lyttede gjerne dertil; hans ſtørſte Betænkelighed rejſte ſig egentlig kun deraf, at han vidſte, Thorgils vilde forlange ſvære Bøder for Overfaldet, og dette var hans ſvage Side, da han altid trykkedes af Pengemangel. Alligevel erklærede han ſig villig til at holde en Sammenkomſt med Thorgils længere ud paa Sommeren; Tiden ſkulde ſiden nærmere beſtemmes. Det traf ſig nemlig ſaa belejligt, at Ravn Oddsſøn hele Sommeren ſkulde opholde lig i de nordveſtlige Fjordegne, indtil Bryllupstiden paa Flugumyre nærmede ſig; ellers havde Sturla ikke vovet at indlade ſig med Thorgils, af Frygt for Ravns Vrede, og ſelv nu ſkede det med den yderſte Forſigtighed og i dybeſte Hemmelighed. Der var viſtnok dem, ſom ogſaa foreſloge Thorgils at forlige ſig med Skaun„ og tilbøde deres Megling, foreſtillende ham hans liden Evne til at prøve Kræfter med Storfolk, men herom vilde Thorgils endnu intet høre. Thorgils gjorde imidlertid et Forſøg paa at lade Borgfjordingerne føle ſin Vrede, idet han gjorde et Skyndtog til Reykjaholt og ſøgte efter ſin Frænde Egil Salmundsſøn, paa hvem han var opbragt, baade fordi han atter havde taget Gaarden i Beſiddelſe, og fordi han nu ſkjønnede at han havde ſpillet under Dække med hans Fiender. Dog kunde han ej finde ham, hvorimod han fandt den ſamme Mand, ſom tidligere havde bragt Ravn og Sturla Efterretninger om hans Beſøg paa Stavaholt hiin uheldige Aften, og lod til Straf hugge Haanden af ham. Ligeledes overfaldt han en Preſt paa Gaarden Sidumule i Nabolaget, ſom han ogſaa havde mistænkt for at have ſtaaet i Ledtog med hans Fiender, og lod hans Søn dræbe. Ved ſaadan uklog Ferd kunde han ikke andet end opirre Gemytterne mod ſig[1]. Strax efter fandt den aftalte Sam-

  1. Sturlunga Saga, VIII. 19—24. Her fortælles (Cap. 21) et Træk af Thorgils, der ſtiller hans Ridderlighed i et klart Lys, ſaa at vi derved endog for en ſtor Deel forſone os med hans Voldſomhed og Ubeſindighed. Han reed en Dag, for Moro Skyld, med ſit Følge til det varme Bad paa Lyſehval, hvor en vis Veſtar Torvesſøn boede. Dennes ſmukke Kone Joreid ſtod juſt og vaſkede. Thorgils tog hendes Haand og begyndte at fjaſe med hende; da Veſtar ſaa det hjemme fra Huſet, greb han forbitret et Sverd og ſtyrtede ud mod Thorgils; dennes Folk grebe ham dog ſtrax og vilde mishandle ham, men Thorgils ſagde, at de ſkulde lade det være, da Manden havde viiſt at han havde Hjertet paa rette Sted, idet han vilde hevne en Forhaanelſe, ſom han troede var ham tilføjet; dette havde dog langtfra været hans (Thorgils’s)