han udvælge sin Brodersøn Teit Einarssøn[1], hvilket næsten vækker Tanken om, at det ikke var Sygdom alene, som bragte Olaf Thordssøn til at takke af; thi ved Forhandlingerne paa Stavaholt, om hvilke Gissur vistnok var vel underrettet, havde Olaf viist sig Thorgils alt for hengiven, og, hvad mere er, alt for beredvillig til at forsone vant med Tanken om at understøtte et Overfald paa Gissur, til at denne kunde være vel stemt imod ham og ønske hans Vedbliven i Lagmands-Embedet. Men hiin Demonstration imod Ravn og Sturla skede dog nok hovedsageligt for at gjøre dem noget bange, og følgelig mere medgjørlige; thi endnu i Løbet af Sommeren, strax efter Althings-Tiden, begyndte Gissur at indlede Forsøg med dem om Forlig, og de gjorde heller ingen Vanskeligheder, saa at det virkelig kom til et Møde mellem dem paa Breidabolstad i Rutafjorden, hvor begge Partier indfandt sig over med Iil Mand. Fra begge Sider synes man at trave været lige begjærlige efter at komme til Enighed, thi Forliget, siges der, kom yderst let i Stand; Betingelserne bleve endnu ikke afgjorte, da man enedes om at overlade dette til Abbed Brand. Og for at Forliget endog kunde,blive til et virkeligt Forbund, bejlede Hall, Gissurs Søn, til Sturlas smukke, kun fjortenaarige Datter Ingebjørg, hvis Haand ogsaa strax blev ham lovet, og Brylluppet bestemt at skulle staa paa Flugumyre Vinternat, til hvilken Fest det faldt af sig selv, at Navn baade af Gissur og Sturla blev indbuden. Altsaa havde den kloge Gissur forstaaet at opløse det farlige Forbund, der hidtil havde bestaaet mod ham mellem Vesterlandets Herrer og Rane Kodraanssøn saavel som Eyjulf Thorsteinssøn, uden derfor at trave maattet ty til Thorgils’s Hjelp. Partiernes Stilling paa Øen var forandret. Gissur havde opgivet Kongens, og Ravn og Sturla Thord Kakales Sag for at møde hinanden paa halvvejen og forbinde sig: med hinanden til Udvidelse af deres egen Magt. Eyjulf Thorsteinssøn og Rane holdt endnu fast ved Thords Sag af personlig Hengivenhed for ham„ men ligeledes uden at trave Kongens Gavn nærmest for Øje. De eneste oprigtige Tilhængere af Kongen bar Thorgils, Biskop Henrik og Abbed Brand. Hvad Stilling Finnbjørn Helgessøn indtog, vides ikke; han synes at trave voldt sig rolig i sin Udkant, hvorfra han maaskee agiterede i den nordlige Deel af Østfjerdingen. Det vilde vel ellers ikke have tynget stort i Vegtskaalen, om han havde taget Parti.
Thorgils synes imidlertid at have haft særdeles vanskeligt for at komme ud af det paa Stad, paa Grund af den Mængde Folk, han
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 18, 19. Teits Fader Einar var en Søn af Thorvald Gissurssøns første Egteskab med Jora Kløingsdatter.
