samme Mon som han følte, at dette lykkedes ham, blev han ogsaa ligegyldigere for Kongens Interesser, eller tog saa at sige Masken af, og Thorgils havde vel den hele Tid forekommet ham alt for ivrig. Af denne Grund begyndte ogsaa den gode Forstaaelse mellem Gissur og Biskop Henrik at aftage. Biskoppen, der ligesom Thorgils var Kongens Sag hengiven, men meget klogere, havde ikke vanskeligt for at gjennemskue Gissur, og derved opstod en Kulde, som temmelig snart gik over til formeligt Uvenskab. Det første Spor dertil saa man, da Biskoppen, som det allerede er berettet, søgte at hjelpe Thorgils til Herredømmet i Skagafjorden; det næste maaskee, da han søgte at forlige ham med Ravn og Sturla, Gissurs Fiender. Gissur søgte derimod siden efter, som vi ville see, at faa Ravn og Sturla over paa sit Parti mod Thorgils: det bedste Beviis paa, at han nu ikke længer havde andet end sine egne Interesser for Øje. Men han ventede klogeligt, indtil Thorgils ved sin Fremfusenhed havde gjort sig selv uskadelig for det første[1]. Han havde midlertid indseet Nødvendigheden af at opslaa sin Bolig i Skagafjorden, hvis han vilde være sikker paa at beholde Herredømmet der, enten for sine aabenbare Fiender Eyjulf Thorsteinssøn og Rane Kodraanssøn, eller for Thorgils’s Tilhængere. Til den Ende havde han allerede strax efter Julen kjøbt Kolbeins forrige Hovedgaard, Flugumyre, af hans Enke Helga Sæmundsdatter, eller rettere af Biskoppen, hvem hun havde overdraget den, og nedsat sig der om Vaaren, overdragende sit Forstanderskab paa Sønderlandet til sine Sønner, Hall og Isleif. Eyjulf Thorsteinssøn lod han sige, at han ikke ønskede ham boende i Skagafjorden; og Eyjulf vovede ikke andet end at fortrække; han nedsatte sig paa Madrevalle i Horgaardal, hvor Biskoppen overlod ham Gaarden, der egentlig tilhørte den der staaende Kirke, til Beboelse: et endnu tydeligere Tegn paa Biskoppens forandrede Sindelag mod Gissur[2]. Paa Flugumyre indrettede Gissur sig meget prægtigt, og førte et stort Huus. Han reed, som nys nævnt, meget mandsterk til Thinget, medens kun faa Høvdinger indfandt sig fra de vestlige Hereder, ikke engang Lovsigemanden, Olaf Hvitaskald, der frasagde sig sit Embede, i som det heed, for Vanhelses Skyld. Sturla og Ravn kom heller ikke, af Frygt for Ufreden, som man sagde; og Gissur lod lyse Søgsmaal mod dem og alle de øvrige, der havde været med dem paa Stavaholtstoget, fordi de havde efterstræbt hans Liv. Til Lagmand i Olafs Sted lod
