Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/322

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
308
Haakon Haakonsſøn.

hvite, der var med i Biſkoppens Følge, kunde her ikke bare ſig for at udbryde: „ſligt vovede I nok ikke at ſige, derſom I ſad ſaa nær ved Kongen, ſom I nu ſidde ved Biſkoppen: det ſømmede ſig bedſt for eder, at overgive alt til Kongens Forgodtbefindende, og ſelv at forlade Landet“. Men de bade Eyſtein holde ſin Mund; han kunde være nok ſaa brav Kjøbmand, men med Forligsmegling havde han intet at ſkaffe; Thorleif i Garde var af Thord ſat over Heredet med deres Samtykke, og denne Forføjning vilde de forſvare. Nu indtraf ogſaa Abbed Brand og Bødvar i Bø med nogle Bønder; da Abbeden af Biſkop Henrik havde faaet at vide, hvorledes Sagerne ſtode, bad ogſaa han Ravn og Sturla at unde Thorgils et godt Forlig for den Overlaſt, han havde maattet lide paa Stavaholt. De indvendte, at han havde brudt Freden i Heredet, og ſlaaet og mishandlet Bønderne. Dette, meente Abbeden, maatte da blive Bøndernes egen, ikke Ravns og Sturlas Sag. Ogſaa Bødvar i Bø ytrede, at man havde behandlet Thorgils alt for haardt, og at der vel endnu torde være dem, ſom vilde ſvige ham, om de kunde. Ravn, ſom merkede at dette ſigtede til ham, foor op, og ſpurgte ſom dette var alt hvad man havde at ſige angaaende Forliget; Biſkoppen ſvarede, at han intet mere havde at ſige. Nu begyndte et Slagsmaal mellem en af Ravns Mænd og Thord, der gjenkjendte.ved hans Side et Sverd, ſom tilhørte ham, og ſom den anden havde bemægtiget ſig paa Stavaholt. Denne maatte give Slip paa Sverdet, men førſt efter megen Modſtand, og under heftige Ordvexlinger paa begge Sider, der endte med at Ravn lovede ved Tid og Lejlighed at lade Thord undgjelde for dette. Under ſaadanne Omſtændigheder var der ej at tænke paa Forlig, og man ſkiltes paa begge Sider i heftig Vrede. Biſkoppen kom kun med yderſte Nød over Hvitaa, der imidlertid var endnu mere opſvulmet. Abbeden fulgte ham til Reykjaholt, hvor de den følgende Dag, Blaſiusmesſe, holdt en højtidelig Gudstjeneſte, ved hvilken Abbeden ſelv prædikede. I ſin Prædiken berørte han til Slutning det Kirkeforbud, Biſkoppen havde lyſt over Ravn og Sturla, og erklærede at han i alle Dele godkjendte det og vilde have det iagttaget, dog ſaaledes at Preſterne ſkulde kunne tage dem til Skrifte og tillade dem Kirkegang i Tiden mellem Skjerthorsdag og Althinget, ſaafremt de tilſtode Thorgils pasſende Forlig. Ved denne Forkyndelſe fik Forbudet egentlig førſt noget at betyde; det gjaldt nemlig hidtil kun for Henriks Biſkopsdømme eller Nordlændingefjerdingen, hvortil Ravn og Sturla ej hørte, og hvor de for Tiden intet havde at gjøre; nu derimod udſtraktes det af Brand, midlertidig Beſtyrer af Skaalholts Biſkopsdømme, ogſaa til dette, altſaa til de tre øvrige Fjerdinger, og de vare følgelig udeſtængte fra Kirkegang over det hele Land.